Børn & døden

I lang tid har vi haft døden tæt på, i vores lille familie. I lang tid så vi morfar blive svagere og svagere. Men vi var sammen om det. Og vi snakkede om det. Forhåbentlig har de fleste af jer været forskånede for at tale med jeres børn om døden, men det er nærmest uundgåeligt på et tidspunkt, så jeg vil gerne dele nogle af mine tanker og erfaringer, omkring det at snakke med børn og sorg, sygdom og død. Drengene var med på sygehuset i det omfang det kunne lade sig gøre. Vi forskånede dem for de allerværste ting, men de besøgte morfar ofte. Både fordi de gerne ville og fordi det også glædede morfar. Og også fordi vi ønskede...

Jeg har været til casting til Den Store Bagedyst

Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke får spørgsmålet: ‘Hvornår skal du være med i Den Store Bagedyst’ eller en opfordring til at sende en ansøgning. Både via mails, beskeder, hilsner her på bloggen og via Instagram. Og ‘skub’ fra de to store drenge herhjemme, der har drømt om det længe. Og inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg allerførst starte med at sige tak til alle jer, der skriver til mig, spørger ind til det og opfordrer mig til det. Jeg tager det altid som et stort kompliment! Tak, fordi I hepper på mig og tror på mine evner! Det er egentlig meget personligt og ‘ind-under-huden-agtigt’ for mig at skrive om det her  – og...

Vær velkommen, nye år – og et tilbageblik på det gamle

Godt nytår derude. Håber, I kom godt ind i det nye år. Egentlig er det måske nok lidt trist, ligefrem at glæde sig til at tage afsked med året, og få lov at starte på et nyt. Ikke desto mindre er det sådan, jeg har det. Skulle man have forsøgt at vride mere glæde og godhed ud af året, hvis man sidder tilbage med den følelse, når året rinder ud? Tja, måske. Men indimellem gør livet det bare svært for én at bevare optimismen og positivismen hele tiden. Jeg synes ellers, jeg gør et ihærdigt forsøg på at ‘hænge mig” i de gode stunder, men det er bare ikke altid nok. Og 2018 vil helt sikkert være et år, vi...

Sorg – set med en treårigs øjne

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi kæmper med lidt af hvert herhjemme for tiden. Udover det almindelige, sædvanlige dagligdagsforvirring, med tre børn, studie, skiftende arbejdstider, fritidsaktiviteter osv, er der også lige en eksamensopgave (december som studerende er bare en total jule-killer!) og ny vagtform til A, der skal køres på plads. Og så bliver det hele selvfølgelig lige pyntet med julegaveræs, badmintonjulehygge, skole-Lucia, børnetandlægekontrol og tandlæge med min gamle farmor også. Derudover er julen i sig selv en svær tid. Jeg har (slet, slet) ikke vænnet mig til at holde jul uden ham. Jeg mangler ham! Og sorgen, savnet, fylder stadig så utrolig meget og bliver kun forstærket i denne tid. For et par måneder siden mistede vi igen....

Juleferie på glatis – når nu traditionerne alligevel er vendt på hovedet

Reklame for Visit Norway Der var en gang, hvor jeg aldrig – som i aldrig nogensinde – havde forestillet mig, jeg kunne finde på at overveje at holde jul andre steder end hjemme. Fordi jeg elsker jul – dansk jul. Med alle de traditioner, jeg er vokset op med, og som betyder så meget for mig. Og som jeg har glædet mig til at give videre til mine børn. Der skete dog noget, for et par år siden, da min far døde. Mange ting blev vendt op og ned i mit hjerte. Pludselig blev nogle følelser, minder og traditioner meget forstærket og vigtige mens andre ting gled i baggrunden og føles pludselig som bagateller. Mine juleaftener, som jeg har elsket, nydt...

Sorg, chok, tragedie, meningsløshed, tab

Sorgen har endnu en gang lagt sig som en tung dyne over vores familie. Vi er endnu en gang blevet ramt af en tragedie, der forandrer vores liv for altid. En tragedie der efterlader os magtesløse og som endnu en gang får os til at skælde ud på livet og gør det svært at se meningen med det. Min mand har mistet sin elskede far. Vores drenge har mistet deres fantastiske farfar. Jeg har mistet min livsglade svigerfar. Ham vi havde fornøjelsen af og nød at være sammen med ofte, og som regel flere gange om ugen. Vores familie, min svigermor, mine svigerinder, drengenes kusine har mistet en helt enestående, fantastisk, rolig og positiv mand. Pludseligt og uventet er han...

Feriedagbog: Hjemtur, tårer, en ny yndlingsby, sårbarhed og lettelse

Indlægget indeholder reklame En (død) sommerfugl skal der også være tid til at kigge nærmere på midt i morgenvirvaretSidste morgenmad på terrassenSmuk morgen at tage afskedReklame for mobilcovers.dk: Uundværligt gejl på bagsædet. iPads og ørebøffer, så A og jeg kan høre musik, mens de tre banditter bliver underholdt på bagsædet. Høretelefonerne er købt lige herKlar til afgang <3Frokostpause – drengene fik lov at udpege stedetNår verdens bedste far har overskud til at give en ridetur til en træt lille fyr <3 Sennepsbutik i DijonAftensol D. 28. juli 2018 Kære feriedagbog! Så er dagen – allerede – kommet, hvor turen går hjemad igen. Havde vi vidst på forhånd, at A ikke ville kunne køre til og fra Sydfrankrig, havde vi nok...

Jeg er en nederen forælder – hva’ med dig?

Reklame for TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik En del af det at blive – og være – forældre indebærer, at man er nødt til at være nederen indimellem. Sådan er det bare. Set med ens børns øjne, er man indimellem ret pinlig, umoderne, usmart eller uvidende, og andre gange er man bare nederen, fordi man bestemmer. Herhjemme bestemmer vi for eksempel, at man altid har cykelhjelm på, når man cykler, ruller eller løber på løbehjul. Og det er ikke til diskussion. For A har set alt for mange gange, hvad sådan én betyder, når uheldet er ude, og hvor galt det kan gå, når man ikke har den på. Og for os er dét det stærkeste argument for at bruge...

Spontan tur vestpå med ‘alenebarnet’ – og noget om glæde og sorg

Det er som om spontaniteten ikke er helt, hvad den har været, efter der flyttede 3 drenge ind på matriklen herhjemme… Engang var A og jeg ret gode til at køre du i det blå, men mange ting har (selvfølgelig) ændret sig med årene og det er også helt okay. Der er en tid til alting – og nogle af tingene (og mulighederne) vender vel også tilbage igen på et tidspunkt…. Det følger ligesom med, ihvertfald til en vis grænse, når der flytter små hjerter ind. Det gør mange ting nemmere, når der er system og struktur, men det er også rart at lade sig rive med indimellem, når muligheden byder sig og spontaniteten står klar til at blive grebet....

Feriedagbog: På vej sydpå – noget om overvindelse, mod og sejre

Til lækkersulten Underholdning til bagsæderytterne Medbragt morgenmad – et sted i Tyskland D. 19. juli 2018 Kære feriedagbog! Klokken er 19.30 og jeg er gået i seng, så jeg kan nå at få nogle timers søvn, inden vi sætter kursen sydpå til midnat. Da A’s akillessene sprang, i slutningen af maj, var der mange ting, der pludselig blev anderledes. Det betød også, at jeg skulle tage stilling til, om jeg kunne overtage rattet og køre os på ferie i Sydfrankrig, som har været planlagt længe. Jeg/vi synes ikke, det var en løsning at aflyse vores ferie. Det ville også være ret ærgerligt overfor min mor, bror og svigerinde, som vi skal feriere sammen med. Vi har glædet os længe Og...

Sorg – 2 års hjertesmerte

Kære far I dag er det to år siden jeg hørte dit sidste åndedrag, og min verden blev forandret for altid. Jeg mistede en del af mig selv. I går var det to år siden du aede mig på kinden for sidste gang. På din 61 års fødselsdag. På lørdag er det tre år siden du mødte dit 3. barnebarn for første gang og du aede mig på kinden, som du så ofte gjorde, når du var glad og stolt. De sidste to år har jeg manglet dig. Vi har manglet dig! De sidste to år har du måske været mere i mine tanker, end du var, mens du var her. Måske tog jeg dig for givet. Måske havde jeg...

I morgen er det for alvor…

Dagen før dagen… I morgen er det for alvor. I morgen går det løs! En dag jeg egentlig har ventet på i flere år. Set frem til og haft som mål. Og nu hvor den venter på den anden side af en (forhåbentlig) god nats søvn, er det ret angstprovokerende. I morgen har jeg første dag i den hvide uniform – sådan rigtigt. I fredags havde jeg sidste skoledag i 4,5 måned. Det i sig selv er ret skørt at tænke på. De næste 10 uger skal jeg forsøge at omsætte al den teori, jeg siden september har knoklet for at lære, til praksis. Jeg skal på sygehuset, som nævnt her, på en medicinsk sengeafdeling. Jeg er både dødspændt og...

Med tårer i øjnene…

… Nu sidder jeg her i sofaen. Helt alene. Med tårerne trillende ned ad kinderne. Med store tanker bag øjnene og en dundrende hovedpine. Med en masse tanker, der maser sig på, og som jeg har brug for at skrive ned, før jeg kan falde i søvn. Måske bliver det et forvirrende sammensurium af mærkelige, dybe, tunge tanker. Måske giver noget af det mening… Apropos dette indlæg har i dag været sådan én, der har givet en del stof til eftertanke, og sat livet i relief. A er taget på nattevagt, de to store overnatter hos mormor og bettemusen er kysset godnat, efter at have siddet tæt i sofaen, bare ham og jeg, en halv time og grint af Gurli Gris. For...

Sådan en dag som i dag… Noget om meningen med livet

For tiden funderer jeg ret meget over livet. Præcis så stort, som det lyder. Mange tanker rumsterer, og bliver ved med at poppe op. Måske fordi jeg nærmest dagligt bliver bedt om at forholde mig til sygdom, sygepleje og medmenneskelighed. Måske fordi flere omkring os er ramt af sygdom, med livet som indsats. Måske ‘bare’ fordi jeg er sådan én, der funderer meget – over både stort og småt… For tiden er der især én ting, mine tanker kredser omkring. Jeg har svært ved at forstå, hvad livet egentlig er for en størrelse. Hvad er egentlig meningen med det hele? Så meget har forandret sig de sidste par år, især i forbindelse med min fars sygdom og død. Jeg synes...

Udklædning til fest og sjov – billige kostumer og en rabatkode!

Reklame for Kostumelandet Lige på kornet… Bemærk den lille garder, der sniger sig ind på Holger… Bing bang, du’ død 😉  To soldater, der passer godt på kongen Jeg ved ikke med jer, men jeg blev ihvertfald en smule overrasket (læs: overrumplet), da jeg opdagede, at fastelavn falder ret tidligt i år – allerede på søndag, for at det ikke skal være løgn 🙂 Lige op til vinterferien, så jeg tror faktisk, at fritteren venter med at fejre det til i uge 8, når ungerne er tilbage fra ferie. Jeg har ihverfald ikke set fastelavnsinfo på forældreintra endnu – phew, så har jeg (måske) lige et par uger ekstra at løbe på 😉 Selvom ambitionen, om at lave kostumerne selv,...

Slutspurten, på 1. semester, er sat ind

Så er slutspurten på 2. semester sat ind! Og hvilken spurt. Pyyyyyh….! Jeg synes, jeg har gjort alt for at følge godt med hele semesteret. Har været der til alle timer, taget noter i ét væk, læst pensum osv. osv. Men der er alligevel grænser for, hvor meget min hjerne kan huske (og lære på én gang)! Om 6 dage skal jeg aflevere den 2. skriftlige opgave, et forudsætningskrav der skal bestås for at kunne gå til eksamen, som jeg brugte stort set hele sidste weekend på. Som I måske husker, havde jeg en lidt ambivalent følelse med den 1. skriftlige opgave. Hver dag går med repetition, studieopgaver og praktiske øvelser på skolens ‘sygehusafdeling’. Der er drøn på og min...

Julen 2017 – juleglæde rimer på hjertesmerte

Et lille hus, der har fulgt mig i mange år <2 Risalamande til W og jeg Isdessert til resten, som min svigerinde havde lavet så fint 1. juledag med hygge og risalamande til morgenmad Når man er brødansvarlig, når der kommer julebesøg fra København Pakkeleg På denne sidste juleferiedag, kan jeg vist lige nå at samle op på julen 2017 med en lille julekavalkade… Jeg har ikke nået at vise så meget jul frem, men et indlæg om julebordet, en god besked at kickstarte ferien med og dagene op til jul blev det dog til. Da juleferien ramte var jeg virkelig klar til at lade mig oversvømme i juleglæde og god tid. Men desværre ramte julefreden og juleglæden mig aldrig...

Bagsiden af min medalje – som sygeplejestuderende

Hvis I læste indlægget, der opsummerede de første par måneder som sygeplejerskestuderende, så var der (forhåbentlig) ingen tvivl om, at jeg er ret glad for det… Der er dog én ting, der følger mig, som jeg også nævnte i indlægget – bagsiden af min medalje som sygeplejerskestuderende. En tung skygge, der prikker mig på skulderen fra tid til anden – for tiden næsten dagligt… Sorgen Det er 1 1/2 år siden min far døde. Men sorgen er stadig en fast følgesvend, måske bare på en anden måde, end de første måneder. Det har været de sværeste 1 1/2 år i mit liv. Jeg kan slet ikke forstå, der er gået så lang tid – eller er det egentlig lang tid?...

Opskrift: Knasende kakaogranola / müsli

Jeg indrømmer det gerne; jeg kunne spise morgenmad både morgen, middag, eftermiddag og aften. Især hvis der er gjort bare en smule ekstra ud af det… En skål yoghurt med knasende müsli – haps! Når jeg går i seng om aftenen, glæder jeg mig til morgenmaden, og er jeg alene hjemme, spiser jeg gerne morgenmad til aftensmad… Drengene er heldigvis også glade for at spise morgenmad, og når der er lidt hjemmelavet granola / müsli på lager, er glæden ikke til at tage fejl af. Det tager ikke lang tid at lave, men giver lige det sidste – det ekstra, når det kommer på havregrynene som lidt sprød topping! I perioder laver jeg denne slags – en knasende kakaovariant. Andre...

Status: De første 2 måneder som sygeplejestuderende

I dag er det 2 måneder siden, jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen, så jeg tænkte, det var på sin plads med en lille status 😉 Det er vildt at tænke på, at der allerede er gået to måneder. På den ene side, så synes jeg lige, jeg startede i går – på den anden side, så føles det som om, jeg har været i gang i flere år. Jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt… Jeg tror nu mest, at det er godt! For det betyder ihvertfald, at nogle ting er blevet mere eller mindre ‘rutine’ – ikke på den dårlige måde, men mere fordi det efterhånden sidder på rygraden, så jeg ikke skal bruge en masse ekstra...

(U)hyggelig søndag (og tre nemme halloweenkager)

Uh, der var uhyggeligt meget hygge på programmet i går. Efter at have læst pensum om blodet hele formiddagen, var det helt på sin plads – både med luftforandring, forkælelse og spooky kager 😉 Jeg kastede mig derfor over køkkengrej, sukker og mel, og gik i gang med at finde på. De to store nød det gode vejr i haven en stund, L sov middagslur og A var til træning med Saga, så jeg havde en times tid, hvor jeg kunne give den gas med piskeriset 😉 Jeg endte med at bage en vandbakkelseskage’mand’ og lave den til et sugar scull – så det blev et dødningehoved på den knap så spooky måde. Det er S’s yndlingskage, så han var...

Livets kontraster – en dag med bisættelse og fernisering

Pyh, i dag har været en af de hårde… Sådan en dag, hvor der har været store krav til følelsernes omstillingsparathed. Hvor livets kontraster har været mere end tydelige! Jeg startede morgenen med 4 timers forelæsning. Derefter var jeg nødt til at skippe 2 timers vejledning i anatomi, fordi jeg skulle hjem til bisættelse. En kvinde i vores bekendtskabskreds sov ind i søndags, på samme hospice som min far, efter et sygdomsforløb, der på en del områder har ligheder med min fars. Både A og jeg synes, det var vigtigt at vise vores medfølelse, ved at komme i kirken. Sidste år, da jeg stod foran kirken, på en af mit livs sværeste dage, mærkede jeg, hvor meget det betød, at dem, der...

Tanker om det skrøbelige liv

Lige for tiden har jeg det som om, at livet forsøger (lidt for ihærdigt) at minde mig om, at det er en skrøbelig størrelse, man aldrig kan være sikker på, og som ikke giver nogen garantier. Og her tænker jeg ikke engang på alt det, jeg allerede er stødt på i forbindelse med studiet… Om eftermiddagen, efter første skoledag, kørte der en bil foran mig, der var millimeter fra at køre galt midt i en overhaling. I sidste uge, da jeg kørte hjem fra skolen, var der omkørsel pga. en trafikulykke, der på tragisk vis havde dødelig udgang. I fredags var jeg selv tæt på at blive involveret i et harmonikasammenstød, da bilerne bagved mig var tæt på at køre...

L er blevet forkælet med mormorstrik til efteråret

Apropos min nye yndlings-mormorstrik, som jeg viste frem i dette indlæg… Det er ikke kun mig, der er blevet forkælet…. L har sørme også fået to nye trøjer af mormor. Hun er helt vild med de pinde for tiden – jeg klager bestemt ikke! En sweat og en cardigan er det også blevet til. Strikket i en blanding af uld og bomuld, så de er efterårsvenlige og lige til at hoppe i 🙂 Faktisk trumfede hun og kom med endnu en forleden, så han har fået 3 nye trøjer, men den sidste skal han næsten hoppe i, før jeg viser den frem 🙂 Nu er hun i gang med en cardigan til S, magen til den L har fået, men i en...

Hvad jeg skal lave efter sommerferien! Et helt nyt kapitel…

Det her indlæg har været undervejs længe – i mit hoved. Jeg har skullet taget tilløb til at skrive det, og jeg håber, I vil bære over med mig, hvis det bliver lidt kludret. Det er et af de måske mest personlige indlæg, jeg til dato har sat mig for at skrive. Jeg tror faktisk heller ikke, at jeg kan komme omkring det hele i ét indlæg, men nu starter jeg ihvertfald 🙂 I fredags fik jeg en mail, en længe ventet en af slagsen, som fik mit hjerte til at slå hurtigere og mine mundvige til at forsøge at nå ørerne. Og som gjorde, at det var på sin plads med en fejring! For når der er noget at...

Kom med indenfor på L’s værelse

Som I måske (nok) allerede ved, så har vi gang i et kæmpe projekt herhjemme, der efterhånden har været i gang i flere måneder…. Phew… Taget er blevet skiftet og vi har fået lavet ovenlysvinduer i alle værelser på 1. sal i samme ombæring. En stor omgang, endnu mere når man samtidig skal bo i huset, og bruge det, med alt hvad der til hører, med 3 drengene med krudt bagi 😉 Vi har rykket rundt og flyttet på ting i ét væk, dækket af og flyttet tilbage, ryddet op, smidt ud, sendt utallige sække til genbrug osv. osv. Nu vi var i gang, kunne vi lige så godt gøre det ordentligt… Den sidste uges tid er gået med at...

Forfulgt af uheld…? (og noget om en tur i Den gamle by)

Hotter Sig Jolly til din cola Hvis man skulle mangle lidt inspiration… Årh manner, godt jeg ikke vidste hvad dagen ville bringe, da jeg åbnene øjnene i morges. Så tror jeg, jeg var blevet liggende. Jeg troede ellers vi havde været igennem vores stime af uheld – i ved det med at ‘et uheld kommer sjældent alene’… Startede morgenen med at vågne fra et virkelig forfærdeligt mareridt om min far – sådan et mareridt hvor jeg græd som pisket i søvne, og som tog lang tid at vågne ordentligt fra. Måske blev mareridtet plantet i min underbevidstehed i går, da jeg fandt et håndskrevet kort fra ham, da jeg ryddede op på S’s værelse… I dag havde vi planlagt en...

Min historie med mobning #2

I dag følger fortsættelsen på 1. indlæg om min barndom og ungdom med mobning. Du kan læse første del af historien lige her I 7.-8. klasse, efter klasserne var blevet blandet på ny og mixet med elever fra en anden skole, begyndte mine klassekammerater for alvor at gå til hal bal, drikke sig fulde og ryge cigaretter. Det var jeg slet ikke klar til… Da jeg har fødselsdag i marts, og tidligt ‘skoleparat’, var jeg en årgang yngre end de fleste af mine skolekammerater. Selvom jeg måske var moden på mange punkter, var der også nogle ting, der ikke sagde mig så meget… Mens mine klassekammerater stod i buskene og røg, havde jeg travlt med at passe mit arbejde; at...

Min historie med livmoderhalskræft – en stemme i HPV debatten

For en uges tid siden faldt jeg over et billede på Instagram af en, jeg kunne genkende som mor til 2 piger på L’s stue i vuggestuen. Dengang kendte jeg hende ikke, udover jeg vidste, hun hedder Tine. På hendes Instagramkonto kunne jeg hurtigt læse mig frem til, at hun et par uger forinden havde fået konstateret livmoderhalskræft. Det berørte mig dybt. Det var lige omkring årsdagen for min fars død, som i forvejen bragte så mange minder med sig, om sorg, kræft, livet og sygdom. Da jeg mødte hende i vuggestuen den efterfølgende eftermiddag, tog jeg mod til mig og henvendte mig til hende. Mest af alt for at sige, at jeg var ked af at opdage, det hun stod...

Når dagene er tunge og livet er ambivalent

I går var sådan en årsdag, jeg gerne havde været foruden. En mærkelig mærkedag, jeg helst vil glemme. Og egentlig bare fortrænge, hvad der skete for et år siden… I søndags ’fejrede’ vi min fars fødselsdag. I går mindedes vi hans dødsdag. Dagen efter han fyldte 61 år, blev dagen, vi sad hos ham og tog afsked. Vanvittigt ambivalent, at jeg dagen inden havde besøgt ham, ønsket ham tillykke og sagt ’Vi ses i morgen’. Søndag, da jeg kom med drengene og en kagemand, blev jeg stoppet af en sygeplejerske, der sagde, at de nok ikke skulle gå med ind. Lige dér slog lynet ned i mig, jeg vil aldrig glemme det chok, der plantede sig i mig og jeg...

I dag skinner solen – udenpå…

I dag kunne min far være blevet 62 år. I dag, for et år siden, da jeg kørte ud til ham på Hospice, for at ønske ham tillykke med fødselsdagen, vidste jeg ikke, at det ville blive sidste gang jeg snakkede med ham, sidste gang jeg kiggede ham i øjnene, sidste gang han aede mig på kinden… I dag skinner solen… Strålerne rammer mit hjerte og danner skygger, der hvor der stadig er hul. I dag, har i mange år været en festlig dag, med fødselsdagskram, god mad og familietid. Min fars dag. I år er første år i mit liv, jeg fejrer min fars fødselsdag uden min far… I dag har vi været samlet hos min mor, med min...

Forårstungsind – når sorgen blusser op

Forår er lig med lysere dage, børn der slippes på græs, barnelatter, udeliv, lyserøde solnedgange, mildere temperaturer og solskin, der sender varme ned til os, sætter spirer på spring og bringer fornyet energi og glæde med sig…. Den virkning plejer det også at have på mig… Sådan har det desværre ikke været i år… De sidste par uger er mit hjerte begyndt at bløde igen… Det er som om, sorgen er blusset op igen. Som om foråret har revet plasteret af. Jeg kan ikke mærke, præcis hvad der har gjort det, men jeg kan alligevel fornemme, at solens stråler håner mig mere end de hjælper. De smukke forårsdage minder mig om samme tid sidste år. I stedet for duften af...

Fødselsdagsgetaway

Forårsstemning – os martsbørn kender den følelse så godt <3 Eftermiddagssol ‘Nyt’ legetøj, der skal udforskes Snart-skolebarn, der er så klar til det og som havde taget både penalhus, skoletaske og opgavebøger med 🙂 Lille hjælper, der sætter mad på bordet Når man ikke kan vente længere… Fødselsdagsbarnet er (også) fan af de hjemmebagte thebirkes og havde selv været i gang med at bage dem Morgenbord Storebror er god at have ved hånden <3 Formiddagssjov i den (kolde) friske luft Det har været en begivenhedsrig weekend, men af den gode slags, heldigvis. Lørdag eftermiddag kørte vi af sted i sommerhus, for at fejre A’s lillesøsters runde fødselsdag. Hun havde inviteret på middag og overnatning, sammen med deres storesøster, niece, mor,...

Sorg og savn – når hjertet (stadig) bløder…

Det meste af det, der fylder her på bloggen, er lykkestunder og smilehuller, men livet byder også på knubs og skrammer, der skal sættes plaster på og bearbejdes, så der kan blive plads til dem i hjertets rygsæk. I dag er det 9 måneder siden jeg sad hos min far, da han tog sit sidste åndedrag. Alene det at skrive det, river i mit hjerte og får tårerne til at løbe ned ad mine kinder. Når jeg tænker over det faktum, at han er væk, kan jeg – stadig – ikke rumme sorgen. Jeg har stadigvæk så meget der er uforløst. Så mange sår på sjæl og hjerte, der stadig bløder. Er 9 måneder lang tid? Det er det, når...

Brandmand eller dinopasser?

Sponsoreret indlæg L har fået to nye, bedste venner herhjemme. De kan tale, synge, grine, snakke, tælle, gå, køre, dreje rundt, lære fra sig og meget mere. Som jeg har skrevet om tidligere, så var jeg virkelig ikke pjattet med hverken larmende eller farveskrigestrålende legetøj før i tiden, men så så jeg, hvad det kunne gøre for mine børn, og så var jeg nødt til at ændre mening – lidt ihvertfald 🙂 For jeg synes stadig det larmer lige lovlig meget, især efter en lang, hektisk arbejdsdag. Men på den anden side, så kan de larmende dimser være med til at give mig et øjebliks alenetid i køkkenet, mens jeg hakker grøntsager og dækker bord. For nyligt læste jeg en...

En ydmyg opfordring – hjælp mig med at hjælpe

Som mange af jer allerede ved, så har jeg haft kræft tæt inde på livet de sidste 3,5 år. Så tæt som man måske kan have det, uden selv at være ramt af det. I maj mistede jeg min far til den barske sygdom. Dagen inden han døde, blev han 61 år. Det var alt for tidligt! Jeg var med ham mange skridt af vejen. Kørte ham til strålebehandlinger, sad med ham i venteværelset, var med til de svære samtaler og de lette, når noget havde virket. Jeg led med ham og græd, både på hans, mine egne og mine drenges vegne. Jeg sad ved ham, holdt ham i hånden, da han trak vejret for sidste gang. Der går ikke...

Skal jeg se sorgen i øjnene?

For nogle uger siden kom der en invitation i postkassen hos min mor. Sådan en invitation, man helst ville være foruden, groft sagt. Ikke at tanken bag ikke er sød. Jeg ville bare helst, at omstændigheden, der gør at den er sendt, aldrig var hændt… Invitationen er fra Hospice. En invitation til mindegudstjeneste, for dem der er døde derude det sidste halve år. Jeg kan end ikke læse invitationen, uden at tårerne triller ned ad kinderne. Jeg bliver ramt af massiv ambivalens. Min far nåede at være på Hospice i 4 dage før han døde. 4 dage, der bød på ulideligt mange hjertestik. Der var så meget godt i, at han kom derud og så meget sorg forbundet med det også....

Når der mangler én….

Tjuhej, så gik den weekend også. Jeg var stort set på farten hele tiden og her til morgen kunne jeg godt mærke og se, at jeg næsten ikke har været hjemme til at ordne, rengøre, rydde op og gøre klar til en ny uge. Pyha altså, det kan tage pusten lidt fra mig, at tasken fra Ws lejr i sidste uge stadig står og kigger på mig, at vasketøjskurven er fuld og hylden med mælk er tom, når den nye uge starter. Men altså, så forsøger jeg at sige til min indre perfektionist, at det jo er fordi jeg var ude at nyde livet lidt i stedet 🙂 I lørdags var jeg i København fra tidlig morgen til om aftenen,...

Noget om lejrskole og hjertestik

I morges, midt i klistret havregryn, mælkesjusser, d-vitamindråber, bollebagning, oprydning, bleskift, taskepakning, morgenforvirring og ny-uge-forberedelser, mærkede jeg små hjertestik. Fordi jeg stod overfor at skulle sende W af sted på 3 dages lejrskole. Og allerede med det samme han var ude ad døren savnede jeg ham! Normalt kan han (selvfølgelig) sagtens tage i skole, uden jeg står med en tåre i øjenkrogen og et hjerte der stikker, men der ved jeg jo også, at jeg ser ham igen senere. (Altså, den der mor-bekymring, at der skal ske ham noget vil nok altid være der, men den får ikke lov at fylde) Jeg ved, at jeg skal høre om hans dag, læse godnathistorie for ham og give ham et godnatkram. Det hjælper...

Klaustrofobisk sorg

De sidste uger har mest af alt budt på feriegrin og gode oplevelser, men for mig har det ikke været lutter lykke. Det har det i brudstykker, heldigvis for det, men jeg har også brugt meget energi på at lade mit hjerte skrige, fordi jeg tror på, det er den eneste vej ud af sorgen. Så sorgen kan blive til savn – engang. De fleste sommerindlæg har vist alle de gode stunder, for det er heldigvis dem der er flest af, men for mig er det også lidt skævt, kun at vise alt det gode, for det afspejler ikke hvordan jeg har det indeni. Når nu bloggen er et billede af mig, så må der også et tungt indlæg til indmellem…...

Feriedagbog fra Kristiansand dag #5 – sommerferie i Norge

Indlægget er sponsoreret Åh nej, vi er allerede nået til sidste dag på denne fantastiske ferie. I eftermiddag skal vi rejse hjem igen. Godt vi har indtil kl. 15 til at fornøje os i Dyreparken! Fredag d. 8. juli 2016 Kl. 6.45 Vækkeuret vækker os igen i dag. Sent i seng og tidligt op, sådan må det være, når der er så meget der skal ses, opleves, smages, nydes, prøves. I dag skal vi blandt andet i badeland, så det kan ikke betale sig at bruge tid på bad. Vi kommer alle i tøjet og får pakket de sidste ting sammen. A går ned i bilen med taskerne. Kl. 8 kommer sørøverskibet ind i byen igen og drengene går ned...

Vuggestueopstart – status

Som jeg nævnte for nogle uger siden, så startede L i vuggestue 2. maj. Der kom dog både kristi himmelfarts ferie, hospice, død, pinse og 1 års vaccination i vejen, så han har været af sted lidt on/off. Lige nu glæder jeg mig over at jeg har god tid til indkøring, for det går slet ikke som jeg kunne ønske og håbe… Vi er ikke vant til at se L græde. Han er simpelthen den gladeste, mest nysgerrige, gå-på-mods-villige lille spire, så det er helt nyt for os at han pludselig reagerer så voldsomt. Skal jeg så bare glæde mig over, at han har levet sit første år uden tårer?… Det har selvfølgelig ikke hjulpet på indkøringen, at der har...

Savn

I dag er det 2 uger siden jeg holdt min far i hånden, da han tog sit sidste åndedrag og alting blev forandret for altid. I mange henseender er 14 dage lang tid. Lige nu føles hver dag som et splitsekund. Jeg er gået i stå, selvom dagene tager mig med. Jeg kan ikke forstå at verden bare kan fortsætte. Jeg har stadig ikke forstået, at han er væk. At jeg aldrig skal have et knus af ham igen… Jeg har lyst til, og brug for, at græde hele tiden. Men jeg er løbet tør for tårer. Min hjerne er  i tomgang. Selv små spørgsmål skal den tænke over længe. Den kan ikke rigtig reagere. Selvom jeg ikke tænker på...

Er det bedst, hvis det forbliver tabuer?

De sidste uger, har jeg set debatten om død og sorg og de tabuer, der er forbundet med det, poppe op flere forskellige steder i medierne. Sådan lidt pudsigt på en måde, når det også er det, der fylder allermest hos mig lige nu og som jeg efterhånden også har skrevet en del om her… Jeg er fuldstændig enig i det der er fokus på; at det ikke skal være tabu at snakke om død og sorg. For det er kærlighedens pris! Og fuldstændig uundgåeligt, det rammer os alle sammen, på et eller andet tidspunkt, få eller mange gange. Forhåbentlig byder livet på langt flest smil og glade stunder, men hvor der er (stor) kærlighed er der også (stor) sorg....

For et år siden….

… var min mave kuglerund og fuld af kærlighed og cirkelspark og ret meget i vejen for lagkagen 🙂 Min far blev 60 år og fejret med manér. På lørdag bliver min far et år ældre. Det bliver desværre ikke til en fødselsdagsfest for fuld skrue i denne omgang, omend jeg synes han har fortjent det. Præcis som for et år siden, var jeg for et par uger siden overbevist om, at han slet ikke ville nå at blive et år ældre, men han kæmper alt han har lært (og mere til) og er så mega, ubeskriveligt sej, så nu er det håb vakt til live igen. I går stod jeg på sygehuset ved min fars seng, med min mor...

Optimisme, realisme, pessimisme

Egentlig føles det som om, mit liv er sat mere eller mindre på standby. Når jeg er væk fra sygehuset, sidder mine skuldre oppe under ørerne, mine tanker er flyvske, vejrtrækningen stakåndet og når telefonen ringer, skyder mit hjerte op i halsen. Min far snyder lægerne gang på gang. Når de gisner om, at vi taler timer eller dage, så ender han med at forbløffe alle og kæmpe videre. Det er fuldstændig vildt hvad han kan holde til! Det ene øjeblik vælter tårerne ud af mig som en stormflod, det næste kan intet længere chokere mig – for en stund i alle fald. Det er jo sådan set ret godt, at han er så sej! Men, det er godt nok...

Tak! Og tanker, midt i sorgen

Allerførst vil jeg gerne sige tusind, tusind tak for alle jeres varmende ord og kram midt i mit (smerte)helvede. Jeg har haft og har stadigvæk brug for at sætte ord på min sorg og det betyder virkelig meget, at I har taget ‘rart’ i mod det. Jeg har ikke været inde på bloggen i flere dage, det har på en måde ikke givet mening, jeg har haft mine tanker alle mulige andre steder. Hver eneste dag har føltes som en meget lang uge og jeg kan snart ikke huske mit eget navn længere. Pinen trækker ud og vi har ventet utallige timer, på små stuer uden ilt i luften, midt i rungende stilhed og larmende budskaber, med udsigt til dropstativer,...

Sorg

I lang tid har døden leget gemmeleg med os. Vi har ventet på og frygtet hvornår den ville finde os. Nu brænder tampen. Mit hjerte er frosset, maven er forvandlet til en hvirvelvind, mine øjne svier, mine hænder er kolde, der sidder en konstant klump i halsen, en evig tåre på kinden, min krop dirrer. Jeg føler afmagt i højeste potens. Spørgsmålene står i kø. Jeg ved ikke hvor jeg skal finde svarene. Hvordan skal jeg kunne undvære min far? Hvordan skal jeg kunne blive klar til det? Hvornår vågner jeg fra det her mareridt? Jeg synes det er så uretfærdigt, at alt det her sker, det er ikke tiden til det her nu! Hvordan skal jeg (kunne) fortælle mine drenge,...

Om håb og det der er værre….

Solnedgangen i går aftes… Aldrig den samme, men smuk hver eneste dag! I dag skal jeg et smut til Aarhus med mine forældre, min far skal til sygehustjek og bagefter skal vi hygge med lækker frokost i byen. Det glæder jeg mig til. Imens vil jeg dele lidt (dybe) tanker med jer, for de rumsterer i mig og jeg har brug for at få dem skriblet ned. I er mange der er søde at spørge til min far, også på IG, tusind tak for det, det varmer utrolig meget! Jeg har ikke skrevet så meget om kræften, siden updaten 2. januar, hvor vi startede året med et chok, men i dag kommer der lidt nyt til… Det er snart 3...

Kræft update – Når morfar er syg

Selvom der for det meste er fokus på alt det skønne og rare i livet her på bloggen, afspejler den også mit liv, og som de fleste nok ved er livet ikke altid lutter lagkage. Heldigvis kunne jeg fristes til at sige, for hvordan skulle man ellers kunne sætte pris på alt det gode, hvis der ingen nuancer er i livet? Sidste år slog et af livets mest gigantiske og frygtelige lyn ned, lige midt i lykken. Som jeg før har nævnt, skænkede jeg ikke døden mange tanker før jeg blev mor. Så fik jeg to guldklumper og mærkede øjeblikkeligt livets skrøbelighed på en helt anden og meget skræmmende måde. Indimellem kan jeg få åndenød ved tanken om at livet...

Pårørende

Før jeg blev mor skænkede jeg ikke døden mange tanker. På en måde kan man måske sige at jeg følte mig udødelig… Det gør jeg ikke længere. De seneste år er jeg blevet meget mere bevidst om det, både fordi jeg selv har været syg og fordi jeg nu ser skrøbeligheden i livet på en måde jeg ikke gjorde før. Jeg har forsøgt at se det som en positiv påmindelse om at man skal værdsætte det man har og nyde både store og små ting livet byder på! For godt og vel 10 år siden mistede jeg min morfar til kræften. Min farmor har sidenhen overvundet den, selvom jeg må være ærlig og sige at jeg tænkte, da hun fik...