Påskefrokost - bare os. Og noget om to fluer med et smæk...

6. semester som sygeplejestuderende – når intet bliver, som man tænkte, troede og håbede

I onsdags græd jeg. Midt i madlavningen. Jeg fik en mail med indbygget mavepuster, der tog den sidste gejst fra mig. Fik mit bæger til at flyde over.
Hvis jeg havde skrevet det her indlæg for et par dage siden, havde det nok været en del anderledes. Jeg har brugt de sidste par dage på at lande og acceptere. Jage de negative tanker på flugt. Græde og opbygge ny fightervilje. Det er næsten lykkedes – håber jeg.
Jeg kunne måske lade være med at sætte ord på det hele her, men jeg gør det alligevel. Fordi det hjælper mig på vej. Får mig til at reflektere yderligere. Og fordi jeg gerne vil have det at se tilbage på – engang. Når hverdagen og livet byder på andre mere eller mindre udfordrende perioder. For at kunne se tilbage og minde mig selv om, at det ikke kom dalende ned fra himlen. Jeg har kæmpet – og vundet. Og så fordi det måske kan hjælpe andre, der står i samme eller en lignende situation. Alting kan se så fint ud, i små glimt, men ingen går gennem livet uden kamp(e).

I disse tider, hvor alle kæmper på hver deres måde, føles det lidt som om, at man ikke kan tillade sig at brokke sig, så længe man har sit gode liv i behold. Og det kan der selvfølgelig være noget om. Jeg forsøger virkelig også at få øje på alle de små, fine lykkeglimt og -stunder, der trods alt stadig findes, hver eneste dag. Det er på sin vis også dem, jeg forsøger at forevige her, i min digitale dagbog. Det er dem, der giver mig energi. Og jeg forsøger også at skabe dem, hvis ikke de opstår helt af sig selv. Forsøger at vælge det gode humør til og det dårlige fra. For ja, indimellem er det også et valg. Ikke blot noget, der kommer af sig selv. Og indimellem lykkes det heller ikke så godt, som jeg kunne ønske… (Der er nok også noget med hormoner indblandet i den kamp…)

Denne tid gør mig sårbar. Gør os sårbare. På hver vores måde. Og det er vel egentlig også okay at mærke det. Ikke lukke af for det. Og give efter for det hvis – eller når – det bliver for meget. De problemer man ellers måtte støde på, Corona eller ej, bliver hverken mindre eller større af det, vi står i lige nu. Måske bliver de sat i perspektiv eller ses pludselig i et andet lys. Men problemerne forsvinder ikke, bare fordi noget andet (også) fylder og kræver sin plads… Nogen bliver måske endda større på grund af det, vi står i lige nu. Sådan har jeg det ihvertfald…
Jeg har set mange, der har været frustrerede over at skulle agere pasningsordning for deres børn og passe deres arbejde samtidig. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, selvom jeg har ikke haft det sådan selv. Der har dog været andre ting, der har skubbet til og udfordret mit overskud.

Jeg har vist aldrig lagt skjul på, at sygeplejestudiet har budt på masser af udfordringer undervejs. Selvfølgelig. Det ville nok være mærkeligt andet. Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg måske også, jeg har haft lige rigeligt at kæmpe med – ved siden af studiet. Flere dødsfald, sygdomsforløb og skoleskift for vores ældste lykkespire – for at nævne nogle.

Da jeg startede i min seneste praktik, sagde jeg til min vejleder, at mit allerstørste håb var, at jeg kunne gå gennem klinikperioden uden svær sygdom eller dødsfald ‘ved siden af’. Sådan blev det ikke. Først mistede jeg min farmor i starten af marts, lige inden Corona overtog. Og så ramte krisen, der lukkede alt ned. Nu tør jeg næsten ikke håbe på noget som helst til næste periode. Og frygter lidt, omend jeg ikke er overtroisk, hvad der nu kan (vil?) ramme…

De sidste uger har været ambivalente. Min slutspurt som sygeplejestuderende begyndte i starten af februar.
Med 6. semester, der udelukkende består af klinik. 2 perioder af 10 uger, med temmelig mange prøver og eksaminer undervejs. De første par milepæle blev tjekket af i løbet af de første 5 uger. Det føltes rart at kæmpe sig videre. Få overstået noget af alt det, der har ventet så længe – og fyldt. Ikke mindst mentalt.
Efter 7 ugers klinik blev jeg sendt hjem – 3 uger for tidligt. Fordi der blev lukket ned for konsultationer, og læringsmulighederne derfor ikke længere stod mål med det, jeg skulle kunne opnå.
I stedet fik jeg tildelt en større skriftlig opgave, som jeg har skullet arbejde på, mens jeg også har hjemmeskolet drengene og forsøgt at beskæftige et børnehavebarn med krudt bagi. Det er I nok mange, der kan nikke genkendende til…?

Jeg har forsøgt at angribe det positivt. Jeg har virkelig nydt at være sammen med drengene! Vi har lavet så mange hyggelige og sjove ting sammen. Endda helt uden at drive hinanden til vanvid 😉 Tværtimod, faktisk. Jeg har nydt, at vi ikke nødvendigvis skulle være klar til at forlade huset lidt over 7 om morgenen. Nydt at have madkundskab på skemaet, løse opgaver, cykle eller gå en tur og snakke om natur, dyr, verden, ingenting og alting med dem. Nydt, at vi har kunnet gøre mange af de ting, der ofte bliver nedprioriteret i en travl hverdag med studie, arbejde, skole, badminton, praktiske opgaver osv.

Men jeg har været stresset over opgaven. Min motivation for at skrive den har været ikkeeksisterende. Jeg har følt mig snydt. Og det sværeste i disse tider er næsten, at der ikke er nogen eller noget at give skylden. Fordi man ikke rigtigt kan skyde skylden på en virus. Den er ihvertfald nok temmelig ligeglad.
Selvom jeg frygtede 6. semester, fordi det er hårdt, presset og krævende, så har jeg også set frem til at ‘lære med hænderne’ for sidste gang, inden jeg – forhåbentlig – er færdig til januar. De her 20 uger er min sidste chance for at lære i klinisk praksis, som studerende.
Efter sommerferien venter valgfag og bachelorskrivning. Den del, jeg ser frem til med gå på mod. Fordi jeg synes om den proces, omend den også kan være frustrerende.
Min læringsstil er ‘teoretiker’ og jeg holder af at læse, reflektere og lære på den måde. Derfor er det samtidig så altafgørende for mig at have mulighed for at omsætte teori til praksis. Fordi sygeplejefaget kræver netop dette. Og med en skriftlig opgave pålagt, i stedet for at agere ‘ude i den virkelige verden’, blev jeg ladt tilbage med teori, bøger og skriftlige refleksioner. Det, jeg i forvejen er stærk i. Alt det som 5. semester, og mange af de foregående, også har budt på.

Jeg ved godt, at ingen har ønsket, at det skulle gå sådan her. Det har været ude af alles hænder. Men følelser er (måske) sjældent rationelle og jeg har været virkelig ked af at gå glip af de sidste 3 ugers klinik.
Det har selvfølgelig heller ikke gjort det nemmere, at uvisheden, i forhold til hvad der skal ske med 2. del af semesteret, har fyldt. Der har ikke været noget at se frem til, fordi ingen kunne give et svar.

Jeg er begyndt at tænke ‘hvis’ i stedet for ‘når’ jeg bliver færdig. Men jeg forsøger at holde målet for øje. Til januar er jeg færdiguddannet. Jeg tør ikke helt tro på det… Hver gang studiet har vist tænder, har jeg forsøgt at visualisere dagen for mig: Den dag, jeg bliver færdig, og alle mine drenge og min mor kommer op på skolen. Klar til at give kram og fejre med mig. Det er dét, der holder mig i gang, når det hele er uoverskueligt. Og så dét, at jeg fejrer hver en milepæl undervejs, som en lille sejr på vej mod den store.

I dag skulle jeg have fejret. I dag er sidste dag i 1. klinikperiode. På mandag starter 2. del. I dag skulle have været en festdag med en forhåbentlig bestået periode at fejre. I stedet afventer jeg nu godkendelse af mit kliniske forløb på baggrund af en skriftlig opgave – omend jeg faktisk nåede at være 7 ud af 10 uger i klinik. Jeg har stadig ikke fået svar… Det føles ikke rigtigt som om, der er noget at fejre. Det blev en mærkelig afslutning og det sidste punktum er ikke helt sat endnu…

Ikke desto mindre starter 2. del på mandag. I flere uger har vi ventet på svar ift. hvad der skal ske. Hvad der kan ske.
På mandag skulle jeg være startet i klinik på den afdeling, jeg fik tildelt engang i december. Jeg var heldig. Jeg fik opfyldt mit højeste ønske. Det var præcis den afdeling, og ingen anden, jeg har drømt om at slutte på – faktisk siden jeg startede. Jeg var simpelthen så glad, da vi fik pladserne tildelt før jul. Turde næste ikke tro på det. Har set frem til det lige siden. Det føltes lidt som om ringen sluttede. Alt det, der startede mit eventyr som sygeplejestuderende, skulle også være med til at slutte det. Jeg har set frem til det med forhåbning, glæde, spænding, ængstelse og viljestyrke. Alt det blev taget fra mig i onsdags kl. 18.02, da jeg fik en mail om, at jeg er blevet omplaceret. Til en afdeling i en anden by. Til et speciale, jeg er temmelig overbevist om, ikke er noget for mig. Fordi jeg efterhånden har set og prøvet lidt af hvert. Og er begyndt at danne mig et billede af, hvad jeg godt kunne tænke mig – eller ihvertfald hvad jeg nok ikke kunne tænke mig. For sådan er det med sygepleje. Det er et utrolig bredt felt, med masser af forskelligartede muligheder, og nogle tiltaler mere end andre. Sådan har jeg det ihvertfald…

Egentlig skal jeg – bør jeg – være taknemmelig for, at der overhoved er et kliniksted til mig i disse tider, så jeg ikke skal skrive opgaver de næste 10 uger. Men helt ærligt; jeg har det lidt som om, jeg vandt den store gevinst i lotto. Men nu har fået at vide, at der er sket en fejl og at tallene alligevel ikke passer. Jeg havde fået mit drømmekliniksted tildelt. Og nu er det taget fra mig igen. Jeg burde være glad for en plads – uanset hvad. Jeg ved det godt. Men det ændrer bare ikke på den ked af det-hed, denne ændring har medført. Jeg har brugt de sidste par dage på at affinde mig med det. Lande i det. Omstille mig.

Mit sensitive sind har det ret svært med, at jeg på få dage – igen – skal omstille mig til noget andet end det, der var tiltænkt fra starten. Fra det jeg havde set frem til med glæde, til en ny afdeling, et nyt speciale – og i en anden by, hvor kørselstid osv. nu også skal planlægges ind i det i forvejen pressede familieliv. Det er en stor omvæltning, midt i de mange andre. Og ja, jeg har grædt salte tårer over det. Fordi det har taget modet fra mig.

Jeg ved godt, at jeg på mandag sætter mig ud i bilen og kører af sted. Får det til at fungere. Og vil gøre alt for at få det bedste ud af det. Men det bliver ikke uden en indre kamp. Det kommer til at koste kræfter. Men jeg har gjort det så mange gange før, så jeg gør det (nok) igen. Fordi det er sådan, jeg fungerer. Heldigvis, kan man måske sige… For et par dage siden var jeg slatten i knæene og klar til at kaste mig ned og blive liggende. Helt ærligt – opgive. Så mindede jeg mig selv om alt det, jeg har kæmpet mig igennem. Det må ikke gå til spilde…

Lige nu kan jeg ikke overskue, at fredagen snart går på hæld, og der dermed kun er to dage til en ny hverdag rammer – igen. Igen. Jeg vil nyde de sidste par dage med drengene, og få det bedste ud af dem. Og forsøge at lade være med at tænke så meget på alt det, der venter. Være tilstede sammen med dem. For fra på mandag og 10 uger frem vil mit mentale overskud være på prøve.
Jeg har bare også liiiige en hel del litteratur, jeg pludselig skal have læst op på, for det nye speciale kræver dybdegående viden om andre ting end dem, jeg havde forberedt mig på… Godt at aftenerne er så lange… Og godt at der venter en lang sommerferie på den anden side….

10 uger – næsten 1/5 af et år. Det kan både føles som lang og kort tid. Det afhænger af så meget…

 

Jeg tror nok, jeg har genfundet lidt fightervilje de sidste par dage. På trods af at jeg var ved at give op. Jeg har forsøgt at affinde mig med det hele. Acceptere at jeg ikke kan gøre noget for at lave det om. Og lade det flyve…. Der mangler lige lidt, før jeg kan give helt slip….

Måske er det fordi, det hele er ukendt endnu. Måske er det fordi, jeg aldrig har været god til at tro på mig selv. Måske er det fordi, jeg er bange for, at jeg ikke kan leve op til andres – og ikke mindst mine egne – krav. Måske er det fordi, at mit bæger er fyldt, og jeg har brug for at give mig selv lov til at være ked af det lidt. Måske er det fordi, jeg synes, det er så mega uretfærdigt, at det ikke kunne blive, som det var planlagt. Måske er det fordi jeg ikke helt orker tanken om at skulle være ny et nyt sted igen. Måske er det fordi det har rystet mig i min grundvold, at verden på et øjeblik er blevet så ukendt – forandret. Måske er det fordi, at denne tid på året altid er svær. Fordi hjertets skyggeside tager over og savnet og sorgen fylder. Måske er der ikke en enkel forklaring på, hvorfor jeg har tabt min fightervilje – for en stund… Måske skal jeg bare lige give mig selv lov til at synes, at det hele er dumt… Ikke altid være så forbandet stærk. Nu har jeg ihvertfald sagt det højt…

I morgen venter en ny dag – med solskin og børnegrin. Det er slet ikke skidt. Og jeg har efterhånden en del erfaring med at ‘komme videre’ – så det gør jeg nok også denne gang. Med hjælp fra mine <3

 

Hvis du kunne tænke dig at læse flere af mine tanker om sygeplejestudiet, kan indlæggene findes lige her

9 kommentarer

  • Jesper

    Jeg kan godt forstå, at du synes, det er en mavepuster, at du pludselig skal noget andet…men hey…De fedeste fester opstår, når du mindst forventer det 🙂 Det bliver mega godt…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Sikke en mavepuster…!
    Dog vil jeg sige: det kan jo overraske positivt! Som du selv siger sygeplejen er mangfoldig og alle dine erfaringer danner din profession.. Det kan være du får mulighed for at søge på “den først tildelte afdeling” når du er færdig…?
    Jeg håber, du vil møde din kliniske vejleder klar til at modtage læring fra det felt, hun er ansat i. Det betyder så meget som klinisk vejleder!! Vi giver så meget af os selv..
    Kærlig hilsen Sarah – som selv er klinisk vejleder

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Jeg er selv sygeplejerske, og har været det de sidste 12 år. Og jeg vil gerne berolige dig med, at det at blive sygeplejerske, er lidt ligesom at tage kørekort – man lærer det først rigtigt når man skal ud og køre selv/stå på egne ben – så de praktiske færdigheder skal nok komme.
    Og hvor er det en god beskrivelse du giver, omkring at få en mavepuster, når det hele pludselig ændrer sig. Men tag det med som en god erfaring – for i faget som sygeplejerske, skal man være meget omstillingsparat, og det er sjældent man bliver spurgt om man har lyst, man gør det bare😉 Jeg blev engang selv flyttet(under en barsel), til en anden gren af min sektor. Jeg var grædefærdig, for det var bare det VÆRSTE job man kunne tænke sig. I dag 8 år senere, er jeg stadig i samme job, og det har vist sig at være drømmejobbet. Så på med dit gode gå-på-mod, og stort held og lykke med resten af dit studie – det er skønt at følge dig😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Helene

    Super flot skrevet! Gode refleksioner! Jeg kan så godt sætte mig ind i det; det der med at det hele går op for så at gå ned og at ting kan ændre sig og omstillingsparatheden. Gode tanker her fra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Da jeg engang var nede at bide i græsset kom en veninde med et indrammet citat – det synes jeg du skal have nu. Ikke indrammet – men sendt i kærlighed
    Tough time dont last – tough people do

    Og det er du sgu. Hold nu op hvor du konstant imponerer mig og motiverer mig. Men ved også godt at du kæmper med dit.

    Du bliver Danmarks dejligste sygeplejerske og der er brug for netop dig!

    Kram ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Jeg sender dig en masse positive tanker og håber det hele går på bedste vis – trods alt ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sine

    Hvor skal du hen i klinik?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hope

    Jeg ville gerne sige noget klogt, noget der gør det hele bedre, men i hvert fald sende dig ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Påskefrokost - bare os. Og noget om to fluer med et smæk...