(Barnlig) fødselsdagsfejring - med skøre, finurlige dyr, glimmer og sol

Skal andre forældre diktere min børneopdragelse?

Ja, i dag handler det om børneopdragelse. Et indlæg, jeg har haft i tankerne længe, og endelig har fået fra hoved (og hjerte), og ud gennem fingrene. Et indlæg om nogle tanker, der rører noget i mig, der både gør mig ked af det og meget tænksom.

Overskriften er: ‘Skal andre forældre diktere min børneopdragelse?’ – og det korte svar til det må (selvfølgelig) være: ‘Nej!’.
Men – det er nu ikke helt så enkelt!

De seneste par år er det med computerspil og iPad blevet et større og større ’emne’ herhjemme. Især efter at W og S er startet i skole, er deres interesse for det blevet noget større. W har været først med interessen, men S’s er hurtigt fulgt efter – sådan er det nok at være mindre søskende, der bliver ‘inspireret’.
Der er også stor forskel på før og efter skolestart ift. legeaftaler. Hvor de tidligere kunne få meget tid til at gå med at lege udenfor eller med Lego på værelset, har de selv – og også deres kammerater – en forventning og forhåbning om, at de i stedet kan spille computer sammen.
Det seneste år er det især Fortnite, der har fyldt rigtig meget. Dog mere for W end for S, qua deres alder.

A og jeg er dog helt enige om, at tiden, de bruger på computerspil, skal have sine begrænsninger. Vi giver sjældent lov til, at de må spille hele eftermiddage, når de kommer hjem fra skole, og vi har også en forventning om, at de laver andet end at spille, når de har aftaler med deres venner.

Heldigvis er drengene også ret glade for sport, og går til badminton og fodbold 3 hverdage om ugen + stævner i weekenderne. De holder også af at læse bøger og kan sagtens fyre krudt af i haven også. Derfor giver vi dem selvfølgelig også spilletid. Vi er ikke så fanatiske og strenge, at de slet ikke må spille, for vi er godt klar over, at de synes det er helt vildt sjovt.

Indimellem kan jeg dog få den følelse, at vi er de sidste tilbage, der har forventninger til og sætter begrænsninger for vores børn ift. hvor meget man må (og skal) spille hver dag, fx når man er 10 år.

Jeg synes egentlig ikke vi er skrappe, når vi forventer af dem, at de også laver andet end at sidde og se ind i en skærm.
Jeg tænker, det hører med til det at være forældre, at man sætter begrænsninger – og dermed også vil sine børn det bedste. Og at man derved ikke altid er deres ‘bedste ven’ i forhold til de regler og normer, man sætter op. Fordi man er nødt til at stille krav og sige nej. Det hører med til ‘jobbeskrivelsen’ som forældre, i min verden. Der er også pligter og opgaver, der hører med til at være en del af en familie, som vi skal lære og vise dem.

Men – jeg (vi) er kommet i et kæmpe stort dilemma. Problemet er nemlig, at vores ”begrænsninger’ (ihvertfald til tider) kan gøre, at de føler sig udenfor i skolen. Blandt kammeraterne. Fordi de ikke spiller lige så meget, som deres venner gør. Og ja, selvfølgelig skal man tage det med et gran salt, når ens børn siger ‘Helt ærligt mor, det må alle de andre’. For enhver forælder ved vist også, at de kære børn kan være gode til at pynte på sandheden, når det kommer til sådan noget (som jeg også har skrevet om tidligere, blandt andet i dette indlæg) 🙂
De sidste par måneder har jeg dog oplevet flere gange, at der er sandhed bag ordene…

Når de har haft kammerater med hjemme, har der været en forventning (især også fra vennerne) om, at de skulle bruge det meste af/al tiden på at spille computer. Og somme tider, når de har forsøgt at lave legeaftaler med vennerne efter skole, har vennerne fravalgt det, fordi de hellere vil hjem og logge på computeren.
De kan føle, at de ikke altid kan være med i samtalerne i frikvartererne, fordi de ikke har så meget ‘erfaring’ i spillene, som klassekammeraterne.
Og det er hér det begynder at gøre ondt i mit moderhjerte. Og de skal hellere ikke stå overfor deres kammerater og forsvare A’s og mine forældrevalg. Forklare kammeraterne, hvorfor de ikke spiller flere timer hver dag.
Og jeg kan jo ikke blande mig i, hvordan andre opdrager deres børn. Hvis de synes det er okay, at deres børn cykler hjem fra skole kl 14 og sidder foran computeren hele eftermiddagen, så kan jeg jo ikke være uenig i det. Men jeg kan ærgre mig over, at der ikke er flere, der er med på at sætte begrænsninger, og i stedet ‘tvinge’ de kære kiddos til at lege sammen i stedet. Bruge deres fantasi – og kroppe. Og være sammen – ikke bare sidde ved siden af hinanden og være sammen i en virtuel verden.

Jeg kan komme helt i tvivl, om det simpelthen er os, der er for skrappe. Har vi for store (forkerte) forventninger til nutidens børn? Skal jeg bare forsøge at droppe den dårlige samvittighed, der ville følge med, når de skulle bruge hele dag/eftermiddage på at spille. Er det bare sådan det er – og skal være – nu til dags? Det ville jo klart være nemmere for os som forældre, bare at give dem lov. Vi ville jo få masser af tid til overs til os selv, når de var underholdt af computerspil…
Men – mangler vi ikke noget viden om, hvad det gør ved deres udvikling og hjerner at spille computerspil flere timer hver dag? Godt nok er e-sport blevet en ting, men gør det det ‘i orden’/godkendt?… Jeg har mine tvivl. Og er egentlig også ret trist over, at computerspilleri fylder så meget for så mange børn. Også i fritteren har jeg observeret, at de ofte får lov til at spille. Og det hænger nok også godt sammen med, at der er så få hænder, til at aktivere børnene, at det bliver en ‘nem’ løsning at tilbyde dem en controller…?

Og apropos overskriften, så kan jeg føle mig tvunget til at ‘slække’/ændre på min egen overbevisning ift opdragelse og spilleregler, fordi andre forældre vælger, at deres børn må spille meget – i nogle tilfælde næsten ubegrænset. For at undgå, at det går ud over mine børn. Jeg har selv oplevet mobning i en stor del af min barndom og ungdom, og jeg vil gøre alt for, at mine drenge skal undgå det – selvfølgelig. Men jeg ved også, at børn til tider er ubarmhjertige og kan finde på at mobbe over de mærkeligste, dummeste ting. Og jeg har ikke lyst til. indirekte, at være skyld i, at de bliver ‘lette’ mobbeofre… På den anden side er jeg også ret overbevist om, at vi gør noget godt for vores drenge ved at sætte begrænsninger for dem.

Jeg går rundt og bilder mig ind, at drengenes fine læsekundskaber og læselyst også er et resultat af, at de har læst rigtig meget. At de faktisk holder af at læse, fordi de har fået øjnene op for det fra 0. klasse. Den verden, som bøgerne kan byde på. Fordi de ikke har haft muligheden for, altid at vælge iPad’en. Og jeg nyder, at de elsker at ligge og læse selv om aftenen, inden de slukker lyset og falder i søvn. Det er – i mine øjne – sådan, det skal være. Og ikke til lyset fra en mobiltelefon, de skal blive trætte. Den tid skal nok komme, når teenageårene banker på. Eller også kan vi, med det vi gør nu, være med til at vise dem, at der er andre muligheder…

Men hvis ens dreng(e) være ulykkelig(e), fordi de føler sig udenfor. Dét er alligevel en voldsom konsekvens af begrænsninger.
Og hvad skal man så vælge? Indtil videre forsøger vi at finde en mellemvej – og snakker med dem om, hvorfor vi ikke synes, de skal spille computer hver gang de har en ledig stund. Jeg tror egentlig, de forstår hvad vi fortæller dem, når vi forsøger at forklare det, men det kan være svært at huske på, når man står overfor sine venner og føler sig udenfor… Og det kan jeg sagtens forstå.

Har I derude erfaringer med ovenstående? Eller gjort jer tanker om det samme?

 

P.S. Jeg har gjort mig mange tanker i forhold til, ikke at ville udlevere for meget af det, som drengene oplever i forbindelse med computerspilleri, og har dermed udeladt en del af mine konkrete overvejelser i ovenstående skriv.
Jeg synes på den anden side også det er et super vigtigt emne at italesætte. Et emne der er svært at komme udenom ‘nu til dags’. For det er noget, der er værd at overveje – hvor meget og hvor lidt vores børn kan og skal have lov til at spille kontra at lave andre ting – og også værd at overveje, hvad det gør ved en børnegruppe og en klasses trivsel….
Så jeg håber, at det alligevel giver mening, det jeg forsøger at få frem?

13 kommentarer

  • Marie

    Min datter på 5, tegner rigtig meget i børnehaven og her hjemme. Og hun er ret god, hvis jeg skal selv sige det 😉 Hvis hun bare får lov til at se tv eller ipad når hun kommer hjem og i weekenden, som det passer hende, så får hun IKKE tegnet fx.
    Derfor, har vi valgt at det er begrænset hvor meget hun må se og spille. Der er ikke tid på, vi sætter bare pris på, hun også laver andet, fx at få rørt sig lidt, tegnet, leget med noget af det legetøj der hober sig op på værelset.
    Er udemærket klar over, at det bliver anderledes når hun bliver lidt ældre, men at præge hende lidt til også at dyrke noget af det hun er god til, og ikke kun ipad/tv 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Er en kvindelig voksen gamer, og jeg synes at mange voksne slet ikke forstår gaming. Synes at de fleste af jer har en masse forudindtagede, og ikke særlige nuancerede holdninger til emnet.
    Jeg er introverted, og brød mig ikke om at lege ude hele tiden som barn. Mine forældre prøvede, de prøvede virkelige at få mig ud, konstant, og det var ikke særligt rart. Følte mig ikke forstået og accepteret. Jeg ville jo bare gerne kunne være mig selv, og dyrke det jeg havde det bedst med, nemlig bøger og gaming.
    Gaming er desuden ikke bare at sidde foran en computer eller en konsol. Er træt af at det bliver reduceret til blot det. I burde evt. tage emnet op med jeres børn og finde ud af hvad det er der tiltaler dem, og hvad de får ud af det, i stedet for at se alt igennem jeres eget filter. Og gaming har ikke skadet mig det mindste. Har stadig, på trods af det, formået at tage en lang videregående uddannelse, udvikle tætte relationer til andre mennesker, og lært at tale 4 sprog. Faktisk så har det formet mig til at blive et selvsikkert og kreativt menneske der ikke følger flokken fordi at jeg skal.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle Steen

    Jeg er skolelærer og mor til to piger på 5 og 10. De sidder med iPads hver dag når vi kommer hjem ved 16 tiden – de slapper af med det efter en lang dag på farten. Det har jeg det fint med.

    Når de har kammerater hjemme bestemmer jeg/vi ipad tiden – og jeg er HELT ligeglad med hvad andre må. Det gælder i øvrigt også med sukker i madpakkerne, hvor kinder snitter er et højt ønske fra 10 årig datter men vi har altid svaret nej, du må få en på fredag.

    Jeg viser og lærer mine børn at jeg står ved mine valg. Og at andres valg ikke yderligere påvirker mig.

    Som lærer oplever jeg, at børn der er opdraget til at stå ved sine valg klarer sig super flot. I det sociale regi. De er ikke så store endnu dine drenge – men det skal nok bære frugt.

    Jeg ville ikke slække. Der spilles ALT for meget og børn skal lære at de voksne har styringen.

    De skal nok klare sig kammerat mæssigt. Du sjal ikke være så bekymret. Jeg har haft mange elever igennem som lærer / og med de værdier du og A har som familie er jeres drenge rigtig godt på vej.

    Stå fast!!!

    Knus og kærlige klem
    Helle

    PS: hvis vi skal tale mere så er du velkommen til st vi kan ringe sammen på 20161263❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Felicia

    Desværre lever vi i en skræmtid.. Min datter er 13 nu, men også da hun var 11-12 år var det leg gennem ipad/ tablet. Det bliver aldrig mere som i de gode gamle dage hvor mor var barn. Der blev brugt mange timer på at spille Mindcraft, og de hyggede sig i flere timer sammen. Men i bund og grund bruger vi forældre også meget diverse “skærme”, når vi kommer hjem fra arbejde og skal koble af, og nogen mere end andre. I min datters klasse blev der lavet en del udendørs arrengementer for hele familien som alle nød. Vi lever i en digital tid på godt og ondt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rannvá

    Det var interessant at læse dine tanker. Jeg har selv to små drenge (snart 4 og 5 år), så vores udfordringer er ikke så store endnu, men jeg kan allerede mærke, at skærmen suger dem til sig. Min mand voksede op med Gameboy og begyndte meget tidligt at interesseret sig for computere, og det har medført meget positivt. Så det er meget svært for os som forældre at være strenge over for dem, når deres far fik meget skærmtid som barn. Vi forsøger dog at lære dem, at man ikke kun behøver at spille spil, man kan også arbejde med computere og spil allerede når man er barn. Ved det får de skærmtid, men samtidig lærer de en masse om at arbejde med det (a’la First Lego Leauge).
    Ellers følger jeg med bloggen her og på Insta, og jeg synes, at I laver så mange dejlige og spændende ting sammen som familie, som jeg drager inspiration fra. Legeaftaler er det store hit i børnehaven for tiden, og jeg er nok den mor, der siger flest gange “nej, det bliver ikke i dag”. Jeg gør det, fordi jeg synes, at vi skal være sammen som familie de få timer vi ses i hverdagen. Og de har leget med deres kammerater i børnehaven i flere timer, så jeg synes ikke, at de også behøver at lege sammen indtil aftensmad eller sengetid. De timer synes jeg skal være familietid. Men jeg føler mig ofte som den kedelige mor, som næsten altid siger nej, og jeg overvejer nogle gange min holdning til det. Jeg har dog indtil videre holdt fast i, at vi som familie skal have nogle timer samme om dagen, hvor der kun er mor, far og børn (og evt. bedsteforældre). Selvfølgelig har vi kammerater med hjem en gang imellem eller mine drenge tager hjem med andre børn, men det skal være undtagelsen og noget særligt. Jeg ved, at mine drenge nogle gange føler sig lidt anderledes, fordi de ikke er med i legeaftale-cirkuset, men jeg er (indtil videre) overbevidst om, at min valg er det rigtige. Men jeg forestiller mig, at problemstillingen omkring skærmtid og legeaftaler vokser i takt med, at børnene bliver ældre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Regitze

    Meget relevant emne, som også optager mig meget! Jeg er også splittet. Vi lever i en overgangstid, hvor vi ikke kender konsekvenserne til børnenes skærmtid, så vi er forsøgskaniner. Jeg bemærkede dog en ting i dit inspirerende skriv. Vi bruger tid med vores 10 årige foran computeren til bla Fortnite – dvs mere spilletid til ham giver ikke nødvendigvis os mere tid til os. Jeg vidste intet om spillet og interesserer mig ikke for det, men det gør han og det forsøger jeg at acceptere ved at interessere mig for det og bruge tid på at sætte mig ind i det. Og det har altså givet os nogle kanon gode stunder og når kammerater er på besøg eller de taler sammen via spillet kan jeg nu tale med. Det har givet os rigtig meget 🙂 det var blot lige en anden vinkel 🙂 og jeg har også 3 børn, så det er ikke fordi vi svømmer i tid :-):-)
    Min søn spiller også oftest for at være sammen med hans venner og ringer en legekammerat på døren flyver han op og render afsted, så jeg er faktisk blevet lidt afslappet omkring det hvis han spiller en hel eftermiddag. Måske for meget? Svær og relevant debat!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tak fordi du læste med, Regitze, og tilmed tog dig tid til at dele dine tanker.
      Jeg har vist fået formuleret mig lidt kluntet ift det du nævner; jeg mener nemlig ikke, at min mand og jeg tænker, at vi får mere tid til os selv, hvis vi lader dem spille meget. Det var mere ment som en undren – om det er sådan forældre (i bred forstand) har det. Om det er en ‘nem’ løsning, at lade dem spille, fordi ‘vi’/nutidens forældre selv har travlt med mange ‘voksenting’ og dermed kan få mere tid til det?
      Men jeg synes det er super sejt, at du har sat dig ned og sat dig ind i spillet. Det forsøger jeg også at gøre – dog ikke ved at spille med i flere timer. Men det hænger nok også lidt sammen med, at jeg bliver køresyg af at se på de spil, hvor de drøner rundt.
      Vi er fx også meget bevidste om, ikke blot at sidde ved siden af dem i sofaen, når de ser Gurli Gris eller hvad der nu interesseret dem – og så sidde med vores egen tlf eller iPad. Fordi det netop er vigtigt at se det samme – og snakke om det imens. Fordi vores børn også kan mærke, om vi er ’til stede’ eller blot er til stede fysisk.
      Vi bor desværre i et ‘sølvbryllupskvarter’, hvor der ikke lige er børn, der suser forbi og ringer på. Men jeg håber, det bliver lettere for dem at mødes på fodboldbanen, når vejret bliver lidt mere medgørligt. Om som du skriver – det er lidt nemmere at tage det afslappet, når man ved, at ens børn også laver andet – og får rørt kroppen i løbet af ugen. Men når det kommer til mobning og det at føle sig udenfor – selvom jeg synes, de får lov at spille okay meget – så synes jeg, det bliver svært.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Regitze

      Ha ha, jeg genkender det med søsygen 🤪 det er blevet bedre med tiden, nu hvor jeg kender spillet og kan forudse hvad der sker.
      Mht mobning og det at blive holdt udenfor, der gør det ondt og der bliver det svært!! Jeg har tænkt over det siden jeg læste dit indlæg og kommet frem til at den er svær at løse. Lige meget hvor få regler ens børn har, er der altid en der må mere eller har løsere tøjler. Et dugfrisk eksempel her til aften – min søn på 10 har rimelig frie tøjler ift at spille og han har ikke som sådan et maks på hvad han må spille pr dag. Vi indlægger pauser hvis han ikke selv fornemmer at han har behov for dem. Her til aften da han skal slukke (kl 20!) spiller han med en klassekammerat, som jeg kan høre kommentere på at det er da godt nok tidligt og hvorfor han skal slukke så tidligt. Min søn er heldigvis rimelig cool og siger køligt at han skal i seng. Jeg kan se på hans telefon at der tikker snap-chat billeder og beskeder ind på hans telefon fra selv samme klassekammerat og nu er klokken 22. Det ved jeg via alle de snakke jeg overhører i spillet at det er ikke usædvanligt, så måske er det umuligt at komme til livs lige meget hvor meget man giver slip? Det er virkelig svært!
      En anden ting som jeg også synes er svært – er den manglende forståelse fra vores forældres generation. Min søns store interesser er computerspil og fodbold. Hele familien spørger ham hver gang vi ses, hvor mange må scorede du, vandt i sidste gang i spillede kamp, hvad hedder dine holdkammerater osv. Han svarer på disse velmenende spørgsmål hver gang. Men ingen spørger nogensinde om hans computerspil – eller i det mindste interesserer sig for det. Snarere tværtimod, de nedgør det og siger skal du ikke snart lave noget andet end sidde foran den skærm osv. Dét gør mig ked af det! Den manglende accept og respekt for andres interesser – jeg er klar over at det er ukendt og svært at forstå, men hold op en historie og en samtale man får hvis man stiller nogle få og helt overordnede spg ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg oplever fuldstændig det samme som dig. I “gamle dage” kunne jeg altid bare sende min søn ud på vejen, for der var altid nogle børn udenfor han kunne lege med. Nu sidder alle indenfor med deres computere – aargh! Men hvorfor er jeg/vi egentlig imod det spilleri, hvis vores børn samtidig er fysisk aktive? Forskning fra Aarhus Universitet viser, at “gamer-børnene” ikke tager skade. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Ja, det kan være, at noget forskning viser, at de ikke tager skade – men i min verden er der (stor) forskel på at tage skade og så hvilke konsekvenser det ellers måtte have.
      Jeg tænker, vores børns generation er prøvekaniner – fordi det først er nu, og i årene frem, at man kan blive klogere på, hvilken betydning det kommer til at få. Hvordan bliver deres relationsdannelse, deres tilgang til arbejdsmarked, gruppearbejde og kollegaer osv. osv. hvis de mest er vant til at sidde indenfor – alene – og mødes med andre i en virtuel verden?
      Jeg er med på, at nogle også bliver dygtige analytikere og kan agere i pressede situationer, fordi de har lært det via computerspil. Jeg jeg kan også godt stille mig undrende og spørgende i forhold til, hvordan det kommer til at påvirke deres menneskelige og sociale kompetencer – vel at mærke, hvis de ikke laver andet, end at spille. Og det er heldigvis ikke dér vi er herhjemme..
      Men jeg synes netop det er svært, fordi jeg ikke kan finde et entydigt svar. Og jeg synes også, jeg ofte bliver påvirket i medierne ift hvor usundt det er for børn at spille for meget – så hvad skal man tro? Og selvom man har sin egen overbevisning om, hvad der er godt eller ej – hvordan agerer man så, når det i bund og grund går ud over ens børn, hvis de bliver ekskluderet fra fællesskabet på grund af det? Jeg synes, det er svært

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ida

      Jeg synes også det er svært. Herhjemme må min søn på 10 spille en time i hverdagene. I weekenden nogle gange to timer om dagen, fordelt på 1 x 1 time. Nogle i hans klasse må spille ubegrænset, og nogle må slet ikke spille Fortnite. Han lader til at acceptere, at forskellige familier har forskellige regler. Måske du kunne tage en snak med klasselæreren? Det gjorde jeg, og hun har efterfølgende sendt en mail rundt til alle forældre om hvordan Fortnite fylder mere og mere for børnene, men at det er godt at reflektere over, hvor meget det egentlig skal fylde i børnenes liv. En fin og ikke-dømmende mail. Hun hat også snakket med børnene om det i klassen, så børnene også reflekterer over, at det er godt også at lave andre ting.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Tak for dit indlæg! Jeg synes det er super relevant og jeg gør mig lignende tanker trods mine drenge endnu er små.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

(Barnlig) fødselsdagsfejring - med skøre, finurlige dyr, glimmer og sol