3. semester som sygeplejestuderende – det næsten uoverkommelige

For mit vedkommende er 3. semester som sygeplejestuderende nu ovre. Lidt før tid, men det er der en helt særlig grund til.
Her kommer en opsummering på mit 3. semester – på godt og ondt.

Det er efterhånden blevet til en føljeton, det her med at skrive om mit studie, og I er mange, der læser med, når jeg skriver om det, mine tanker, oplevelser og frustrationer. Jeg synes også selv, det er rart at få det ned på skrift, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke kan huske hvordan jeg havde det lige nu, om et år eller 5.
Og det har allerede hjulpet mig flere gange at se tilbage, når jeg har haft brug for at give mig selv et klap på skulderen. Og I har også været en stor hjælp, der har bidraget med både hep og opmuntring, især da jeg stod midt i klinikken på 2. semester med temmelig ambivalente følelser. Det har været rart at finde ud af, at jeg langt fra er den eneste med alle disse tanker og tvivl. Finde ud af at det er helt normalt. Og måske det også kan hjælpe andre derude, der har det som mig (og mange andre)?

At tage en uddannelse er en proces, der både giver og tager. Og jeg må indrømme, at det her 3. semester har taget noget mere end det har givet. Og lige nu, når jeg mærker efter og tænker tilbage, føles det uendeligt langt. Jeg er faktisk virkelig glad for – og stolt over – at det er ovre nu. Og at jeg klarede mig igennem. Ja, i det hele taget har livet måske, som helhed, føltes både uoverskueligt, sjælefredsstjælende og ubarmhjertigt, det sidste halve års tid. Og det har selvfølgelig også påvirket mit 3. semester.

Efter en skøn, lang sommerferie, samledes vi på skolebænken igen i starten af september. Til en uges undervisning inden den stod på 8 ugers klinik. Den første uges undervisning var tæt pakket, for der var mange ting vi skulle introduceres til og have information om, inden vi skulle sendes i 25 forskellige retninger.
På 2. dagen blev vi introduceret for et internationalt projekt, som 8 af os kunne melde os til at deltage i. Et projekt der ville ændre en del på semesteret, hvis vi meldte os til det. Fordi det ville betyde andre eksaminer, forudsætningskrav og en anderledes arbejdsbyrde.
Jeg var ret hurtigt overbevist om, at det ville være en god idé og fik (heldigvis) overtalt en af mine søde studiemakkere til at hoppe med på vognen. Projektet krævede nemlig at man arbejdede i par. Det betød så, at vi skulle arbejde med et skriftligt produkt, et interview og samarbejde med studerende i Canada imens vi var i vores klinik i stedet for første at arbejde med det i januar, som resten af holdet. Vi var godt klar over, at det ville koste virkelig mange kræfter at skulle arbejde om aftenen, efter vi havde været i klinik, men guleroden var, at vi kunne gå på juleferie med en afleveret eksamensopgave og derefter nærmest holde fri i januar, mens resten af holdet skulle skrive opgave og til mundtlig eksamen.

2. uge af semesteret startede jeg i klinik. Og uden at gå alt for meget i detaljer, fandt jeg ret hurtigt ud af, at det slet ikke var et sted for mig. Det var et sted, hvor det meste af dagen gik med aktiviteter som fx at spille et spil, klistre blade på vinduerne, lytte til musik eller skrive en sang. Godt nok havde jeg en klinisk vejleder, der var uddannet sygeplejerske, men der var ikke meget sygepleje i hverdagen og hendes arbejdsopgaver var heller ikke nogen, der krævede en sygeplejerske.
Alle de andre, jeg arbejdede sammen med, var enten pædagoger eller ergoterapeuter og det gav også virkelig meget mening i forhold til stedet.
Jeg manglede desværre bare virkelig meget at kunne spejle mig i nogen – i deres profession og i deres arbejdsopgaver. At kunne arbejde videre med at danne min egen sygeplejeidentitet. Og det var virkelig svært, for alt hvad vi gjorde og skulle, var ikke noget jeg havde teori at drage paralleller til.
Selv i de efterfølgende uger, hvor jeg skulle være en del af plejen af beboerne, var det ergo-, fysioterapeuter og pædagoger, der varetog plejen – og gjorde mange ting anderledes end det vi er blevet oplært i som sygeplejestuderende – og kommende sygeplejersker.
De fokuspunkter og mål der var for 3. semester var virkelig svære at få øje på, der hvor jeg var. Fx fylder farmakologi og klinisk lederskab en ret stor del af semesteret, men det var stort set ikke noget, der blev arbejdet med, der hvor jeg var.

Det gjorde selvfølgelig også min klinikperiode en hel del sværere, at vi – pludseligt – mistede min svigerfar en uge inde i forløbet. Og efter det, havde jeg ret svært ved at se, hvordan jeg skulle komme gennem semesteret. Alene bare af den grund, at der er ret strenge krav til fremmødet i klinikken, og med både bisættelse og en familie, jeg skulle være der for, var det svært at imødekomme. Vi endte dog med at finde en løsning, hvor jeg arbejdede timerne af senere hen, på de dage jeg ellers skulle have haft studiedag og haft tid til at læse – og skrive på vores Canadaprojekt!
Det var vanvittig hårdt at skulle være der for mine drenge, og samtidig kæmpe med en helt masse svære følelser, hver dag når jeg skulle af sted i klinik. Jeg havde det, de første par uger, fysisk dårligt om morgenen, når jeg gik ind ad døren deroppe.
I løbet af de 8 uger fik jeg dog også godt oplevelser med i min rygsæk. Jeg fik håndteret mange forskellige situationer og især beboerne udtrykte mange gange overfor mig, at de var glade for mig og det jeg gjorde for dem. Jeg fik sågar det fineste håndskrevne brev og en æske chokolade af en af dem, da jeg havde sidste dag. Han takkede mange gange for, at jeg altid kom ind til ham med fantastisk humør – og det blev jeg faktisk overraskende rørt og glad for. For det viste mig, at jeg havde formået, ikke at lade ‘alt det svære’ påvirke min tilgang til dem, jeg var der for.

Efter de 8 ugers klinik, som jeg heldigvis fik godkendt uden problemer, var det tilbage på skolebænken. Til en eksamen og et forudsætningskrav indenfor et par uger. Pyh! Den berygtede medicinregningseksamen. Den man hører om nærmest fra første dag. Og som efter sigende har en virkelig høj dumpeprocent.
Men først skulle vi liiige lave et forudsætningskrav, som skulle bestås. En video hvor vi udfører 3 tildelte medicinadministrationer. Udover at skulle udføre, spille skuespil og optage videoer for hinanden i studiegruppen skulle vi også redigere videoerne, så de max varede 8 minutter. Og indtale forklaringer osv. Så udover sygeplejestuderende kan jeg nu også skrive instruktør og redigeringskvinde på mit CV 😉

Videoen blev afleveret og så var det videre til næste hurdle. Medicinregningseksamenen varede 1 1/2 time og bestod af både regneopgaver og 5 skriftlige opgaver, hvor man kan blive spurgt om alle mulige ting i forhold til administration, præparater osv.
Jeg brugte alle 5400 sekunder til fulde og da tiden var gået sad jeg tilbage med røde kinder og en okay følelse i kroppen. Jeg havde fået regnet alle opgaver, tjekket dem igennem og svaret på alle de skriftlige. Bagefter var der nogle af de andre fra holdet, der begyndte at sammenligne resultater, og det gjorde mig nervøs, for jeg var i tvivl, om jeg huskede rigtigt og havde fået det samme som dem. Nu var der kun tilbage at vente en uge på svar – som ville komme samme dag som svaret på forudsætningskravet. Sikke en fredag at gå i møde…

Efter en uges ventetid og almindelig skolegang kom svarene fredag eftermiddag og aften. Videoen var det første, der kom svar på. Og den var heldigvis godkendt. Men jeg kunne nærmest ikke glæde mig over det, for jeg var virkelig nervøs for svaret på medicinregningen. Ikke fordi det er jordens undergang at dumpe. Studievejlederne har også gjort meget ud af at fortælle, at det er mere unormalt at gå gennem studiet og ikke dumpe på et tidspunkt, end at dumpe en eksamen. Jeg kunne bare slet ikke overskue at skulle tage den om Jeg ville virkelig gerne have lagt den bag mig, så jeg kunne se frem mod Canadaprojektet, juleferien og afslutningen på semestret. Da svaret tikkede ind var det med hjertet oppe i halsen at jeg loggede ind. Og til min store forundring var det gået meget, meget bedre end jeg nogensinde havde forestillet mig. Et par fejl eller hvis man ikke havde fået fuldt pointantal i de skriftlige – så ville man enten få 02 eller dumpe. Så jeg måtte knibe mig i armen, da jeg så karakteren og så dansede drengene og jeg ellers rundt i stuen. Det var SÅ fedt at få et (meget) positivt svar og et skulderklap, midt i alt det der virkede så uoverskueligt.

De næste uger gik med skole og Canadaprojekt. Min studiemakker og jeg kæmpede virkelig med opgaven og især samarbejdet med canadierne var vanskeligt. Både på grund af de 6 timers tidsforskel, der gjorde at vi kun kunne være i kontakt med dem om aftenen, men også fordi der var nogle ret store barriere i forhold til, hvordan vi griber tingene an og det syn vi har på sygepleje, de to lande imellem.

Lige før juleferien fik vi sat det sidste punktum på opgaven, en måned før deadline. Og vores mål om at gå på ferie med god samvittighed – og mulighed for at nyde den – var nået. Det var SÅ fedt. Det tog os vel nærmest et par dage at forstå, at vi havde ferie. Sådan FERIE.
Lige inden ferien var vi 3, der var blevet opfordret til at søge job som studieassistenter for 1. semester. Et job hvor vi skulle hjælpe dem med at øve og oplære de praktiske og faglige ting, som 1. semesters eksamen tager udgangspunkt i. Så lidt læsning gik juleferien alligevel med, for en del af det, har vi ikke beskæftiget os med, siden vi selv havde det for et år siden.

Starten af januar gik med at være studieassistent. En tjans der var både lærerig, udfordrende, udviklende, lærerig, frustrerende og sjov. Og også en virkelig fed måde at genopfriske og repetere på.

Generelt for hele mit hold, faldt vores motivation stødt gennem semesteret. Uden at vi helt har kunnet sætte fingeren på hvorfor. Måske fordi vi har lidt undervisning om en helt masse forskelligt. I stedet for at dykke ned i tingene. Og mange af tingene har været langt væk fra sygeplejen, det naturvidenskabelige, det håndterbare. Meget af det har været ‘bachelorvidenskab’. Noget som vi skal lære – og kunne – fordi vi læser en bachelor. Forskningsmetodologi, epidemiologi, videnssøgning, jura osv. Det har været svært at finde den røde tråd.
Men dagene i sygeplejelaboratoriet, hvor vi var i dragten og blev udfordret af de andre studerende på 1. semester, de var virkelig givende. Og pustede lidt til min læsegnist igen og gav mig blod på tanden. Måske også fordi de mindede mig om, at jeg faktisk har lært en helt masse på de første 3 semestre af studiet! Det kan måske være lidt svært at se, når hverdagen ruller…

Det kan også godt være svært at holde gejsten oppe, når man konstant hører om alle de negative sider ved faget – blandt andet i medierne. Det er ikke ligefrem motiverende, når man i forvejen tvivler lidt indimellem. Den der gulerod, man gerne vil se foran sig, den kan godt komme til at se noget slatten, trist og langt fra indbydende ud.

For et par uger siden blev et nyt kuld sygeplejersker sendt ud i verden, efter veloverståede bacheloreksaminer. Deres familier strømmede til skolen, med favnene fulde af blomster og lykønskninger, og lige dér, midt i kantinen, blev jeg helt rørt. Fordi jeg blev mindet om, at netop dét er min gulerod. At det, om 2 år, skal være mine drenge og min familie, der træder ind der, stolte og glade – og lettede på mine vegne. Dét glæder jeg mig usigeligt meget til, og det billede vil jeg forsøge at hente frem på nethinden, når det hele føles lidt for hårdt, opslidende og svært.

Nu mangler vi ‘kun’ bedømmelsen af vores Canadaprojekt, og så er 3. semester et overstået kapitel. Det, måske nok, sværeste og hårdeste semester indtil videre. Jo længere tid, der går, jo mere nervøs er jeg for bedømmelsen, og vi ved faktisk ikke, hvornår vi kan forvente svar. Men jeg forsøger at øve mig på, ikke at tage sorgerne på forskud, for det er jo i virkeligheden temmelig meget spild af tid og energi.

Fra d. 4. februar venter 4. semester, der byder på virkelig mange forhindringer. Men som altid, må jeg tage en ad gangen, for ellers bliver det for uoverskueligt. Der er denne gang 3 forudsætningskrav, der skal bestås, for at kunne gå til eksamen. Og derudover både klinik i sundhedsplejen og 8 uger på en afdeling, inden eksamen venter. Men det er også semesteret, hvor vi kan fejre, at vi er halvvejs gennem studiet! Dét glæder jeg mig usigeligt meget til. Så skal der tælles ned, i stedet for op 😉
Men det er også godt, at der venter en lang sommerferie på den anden side!

Nå, det blev temmelig langt. Men det er vist et meget godt billede på dette semester…
Rigtig god dag derude – og tak fordi du læser med!

 

Hvis du vil læse alle indlæg, der vedrører mit studie, kan du klikke lige her
Og har du lyst til at læse et tilbageblik på 2018, kan du finde det lige her

P.S. Maleriet på billederne ovenfor forærede jeg mig selv, da jeg havde bestået medicinregningseksamen