Inspiration til julebordet - tilbageblik på de sidste års borddækning

Sorg – set med en treårigs øjne

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi kæmper med lidt af hvert herhjemme for tiden. Udover det almindelige, sædvanlige dagligdagsforvirring, med tre børn, studie, skiftende arbejdstider, fritidsaktiviteter osv, er der også lige en eksamensopgave (december som studerende er bare en total jule-killer!) og ny vagtform til A, der skal køres på plads.
Og så bliver det hele selvfølgelig lige pyntet med julegaveræs, badmintonjulehygge, skole-Lucia, børnetandlægekontrol og tandlæge med min gamle farmor også.

Derudover er julen i sig selv en svær tid. Jeg har (slet, slet) ikke vænnet mig til at holde jul uden ham. Jeg mangler ham! Og sorgen, savnet, fylder stadig så utrolig meget og bliver kun forstærket i denne tid.
For et par måneder siden mistede vi igen. Og det, vi troede var og skulle være, er ikke det samme. Og bliver det aldrig igen. Igen.

Overskuddet til at rumme 3 børns sorg, ens egen og ens families kan til tider føles som et stort, sort, tomt hul. Men det er samtidig også netop de 3 drenge, der holder én i gang. Og hjælper én til at bearbejde sorgen og savnet, gennem snakke og små hverdagshistorier om dem, vi mangler. Uden dem, var der mange ting, der ville være temmelig grå og ligegyldige…

De to ældste har hver deres måde at være i og arbejde med sorgen på. Og som det er med børn, så går de ind og ud af den. Det ene øjeblik kan de sige, med tristhed i stemmen, at de savner og det næste snakker de (igen) om Fortnite – sådan som det skal være. For de skal ikke tvinges til at sørge eller savne. De skal ‘bare’ have lov til at mærke det, når det er der, og plads til at snakke om det, når de har brug for det. Det må aldrig blive tabu eller forkert at snakke om!

I weekenden havde jeg fornøjelsen af lidt alenetid med S og W. Vi malede nisser til farfar og morfars gravsteder, som de skrev små hilsner på. Og imens vi hyggede os, spiste islagkage og malede, snakkede vi om dem, og fortalte de sjoveste historier, vi kunne komme på, om alt det fjolleri de to ‘gamle nisser’ kunne finde på at lave.
Det var så fin en stund. Drengene gjorde meget ud af at dekorere nisserne, og glædede sig til at skulle på kirkegården med dem. Da vi kom derned dagen efter, begyndte det at regne, og de blev hurtigt enige om, at det måtte være farfar og morfar der græd ned til os.

For mig er det klart L’s sorg, der er sværest at ‘håndtere’. Fordi han er 3 1/2 år. Og både så stor og så lille på en og samme tid. Han overrasker mig hver dag med, hvor meget han kan. Han har virkelig en særlig evne til at tale og sætte ord på ting og følelser, på trods af, at han ‘kun’ er 3 1/2 år. Men derfra og så til at forstå, hvad der pludselig er sket med farfar… Det er bare så svært!
Han kan godt sige; ‘Min morfar er død’ eller ‘Min farfar er død’. Men om han ved, hvad det betyder, sådan helt præcist, det er svært at vide…

De første par måneder, efter farfars pludselige død, gik egentlig stille og roligt. Han reagerede ikke sådan mærkbart. Og havde han, hvad man kunne tolke som en reaktion, var det svært at finde ud af, om det var treårs-selvstændigheds-frigørelses-trodsalder eller en reaktion på ‘alt det andet’.
De sidste par uger har dog været meget anderledes. Det er som om, han er begyndt at forstå, at farfar er væk og ikke kommer tilbage. Men helt ærligt, hvordan skulle han også kunne forstå det før nu? Vi andre har jo også svært ved at begribe det.
Nærmest fra den ene dag til den anden holdt farfar op med at komme herhjemme, som han ellers plejede næsten dagligt. Og selvom han har set ham i kisten, er det jo så ubegribeligt. For hvad vil det sige at være død?

De sidste par uger har han snakket virkelig meget om farfar. Siger ofte ‘det har jeg lært af min farfar’ eller ‘sådan gjorde min farfar’. Og når han cykler forbi kirken, hvor farfar blev bisat, spørger han hvor farfar er henne nu. Og snakker om da han lå i kisten og om, at farfar har fået en ny seng – en med låg på.

Forleden morgen sagde han, som det første, at han havde drømt at farfar levede igen og at han skulle fortælle det til S og W så snart de stod op. Det må have været en meget virkelig drøm, for han har nævnt den mange gange siden. Han fortæller om den, som om det er svært at forstå, at den ikke har været virkelig.

Eftermiddagen før, da vi sad og hyggede os ved spisebordet, havde han spurgt mig, hvem min far var. Og jeg havde svaret, at det var morfar. Han spurgte derefter A, hvem hans far var, og han svarede farfar. Så svarede L: ‘Så kan ingen af jer se jeres far. Øv altså!’
Og kort efter spurgte han så: ‘Hvordan dør man?’
Og hvad svarer man så? For hvis vi siger, at det var fordi de var syge, hvad så næste gang han eller en af os bliver syge (med influenza eller andet)? Han skal jo på ingen måde gå og være bange for at blive hverken syg eller dø!

De sidste par uger har han, udover at italesætte, spørge og tænke meget, haft en utrolig kort lunte. Fra det ene sekund til det andet kan han gå fra at være glad og grinende, til at være ked af det og virkelig rasende. Som om der pludselig er noget, der gør ondt indeni. Og hvem ved, hvad der lige tricker det? Det kan jo være alverdens ting. Måske tanken om, at man ikke kan være sikker på, at man ser dem igen, som man holder så meget af. At de pludselig kan forsvinde fra en. Og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne forsikre ham om, at det ikke kommer til at ske igen. Nogensinde. Men det er så svært at sætte ord på alle de tanker, han – måske – slås med. For selvom han er virkelig god til at sætte ord på mange ting, så er der garanteret også meget, han ikke gør – og ikke kan.

Nej, der er ikke noget at sige til, at den lille fyr har en kort lunte. Og mange spørgsmål. Der sker så meget inde i det lille, store hjerte – ja, og i hovedet også. Og udover at sørge og savne, så er han også ‘bare’ en helt almindelig treårig, der gennemgår selvstændighedsfaser, udvikling og treårskriser. Det er også det, der gør det så forbandet svært at være i. For hvornår er han hidsig, fordi han er ked af det og hvornår er det noget andet? Hvornår er det en ‘kamp’, man skal tage? Indtil videre vil jeg egentlig helst bare pakke ham ind i kærlighed og bobleplast – men verden har gjort det svært. For jeg kan ikke beskytte ham mod alt, der gør ondt.
Men helt ærligt; det kan godt være temmelig hårdt at være i – også som forældre. For det kræver et enormt overskud at trøste én, der skriger og vrider sig og som bestemt ikke vil have et kram – lige midt i dét, der gør ondt. Og hele tiden skulle sætte ord på det, jeg tænker, han føler. Men jeg prøver. Vi prøver. Og heldigvis kan vi hjælpes ad.

Det er jo nemlig så fint, at han kan sætte ord på, snakke om det, spørge og undre sig. Og afreagere med ben og arme, når han ikke kan andet.
Jeg ville bare allermest ønske, at jeg kunne fjerne al hans undren og mistro til livet. Istedet må jeg forsøge at gribe ham, der hvor han er, og hjælpe ham, så godt jeg kan. Og stadig vise ham, at det er okay at være både glad, gal, ked af det, træt, hidsig, sorgfuld og alt derimellem.

Og når ingen ser det, så lader jeg tårerne trille. Af uretfærdighed og sorg over, at mine 3 dejlige drenge skal opleve så meget mistro til livet – allerede. Det er bare ikke fair!
Men jeg håber, at vi trods alt formår at få dem hele igennem det <3

 

 

P.S. Jeg har tidligere skrevet om børn, sorg og døden. Indlægget kan læses her

6 kommentarer

  • Mille

    Det må være sådan en svær situation.

    Jeg har selv mistet min far som barn, og det er sørme hårdt allerede som barn at konfronteres med hvor barsk tilværelsen kan være, og at man sådan set ikke aner, hvor længe man har menneskerne omkring én. Og jeg kan levende forestille mig, at det er svært at skulle håndtere den slags som forælder.
    Jeg tænker gang på gang, når du deler den slags, at I lyder til at håndtere det imponerende fint.

    Tanker herfra til dig og dine!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Honningsvesken

    Åh det bette liv <3 Den eneste trøst her er vist, at børn tilpasser sig nye situationer langt bedre end vi selv.
    Jeg sidder med en særlig stor klump i halsen, fordi jeg også har en dreng på 3½ og en på 9, som indenfor 1-2 år vil miste deres farmor til kræft.
    De ved endnu ikke at hun er syg, men vil få det at vide efter nytår… puha, jeg isner helt ved tanken om den sorg man ikke har en chance for at holde fra døren eller guide dem udenom. Den vil komme og jeg er hunderæd for den opgave jeg nu står overfor som mor 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Åh, her sidder jeg med tårer i øjnene. Du skriver så fint – tak fordi du deler ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Åhhh ja hvor ville man ønske at børn ikke skulle miste. Jeg mistede min far for 11 år siden og vi mistede min mor i sommer. det er svært at forstå hvorfor mormor ikke er her mere når man kun lige er blevet 3 og 4 år .
    Den store stiller store spørgsmål så som hvad min min far døde af? Og jeg svarer så ærligt og forståeligt jeg kan selvom det er svært.
    Kram til dig og dine fra mig og mine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene M.

    Jeg bliver rørt helt ind i hjertet og helt ned i maven, hvor det også gør lidt ondt. Jeg har selv mistet <3 Der siger meget om jer som forældre og ikke mindst jeres lille L, at han formår at stille så fine spørgsmål. Og ja, tænk alle de tænker og følelser sådan et lille menneske kan (…skal kunne) rumme oveni hvad der ellers er at rumme, når man er 3 år.
    Kæmpe kram og god energi til jeres familie – jeg beundrer dine indlæg og de rører mig dybt. Der er en helt særlig finhed over din måde at beskrive og fortælle så ærligt! Tak fordi du deler…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Inspiration til julebordet - tilbageblik på de sidste års borddækning