Glædelig 1. december- med en portion juleglimt

Afslutningen på 2. semester som sygeplejestuderende – hvordan gik det egentlig?

 Lagkage med lyse- og chokoladebunde, stikkelsbær- og jordbærmousse, smørcreme og medicinsk udstyr af forskellig slags 😉
Dryp dryp – brownie med skildpaddemousse, friske bær og bloddryp  Banankage med hvid chokoladeganache, friske hindbær og erytrocytter (røde blodlegemer)

Nå, jeg synes egentlig at jeg skylder en afslutning på det indlæg, jeg skrev før sommerferien, da jeg stod midt i klinikken på 2. semester.
Men først vil jeg lige starte med at sige TAK til alle jer, der skrev til mig, både mails og her på bloggen. Det var rart at høre, at jeg langt fra er den eneste, der har stået med de mange modsatrettede følelser og tvivl.

Heldigvis skete der en masse i de efterfølgende uger. Og som nogen af jer måske også har opdaget sidenhen, så er jeg stadig sygeplejestuderende 😉
Da halvdelen af tiden var gået, ca efter de første 5 uger, var det som om, noget ændrede sig. Sådan nærmest over night. Måske var det fordi, jeg pludselig følte, at jeg faktisk kunne noget. Måske fordi jeg fik nye, større udfordringer. Eller fordi jeg pludselig kunne løse en hel del ting selvstændigt. Måske fordi jeg var blevet bekræftet i, at jeg sagtens kunne ‘være i det’. Også i de svære situationer. Måske også fordi at en del patienter bekræftede mig i, at jeg havde gjort en forskel for dem – lille som stor. Måske det hele i én stor pærevælling.
Jeg vidste godt inden, at jeg ville få svært ved at være fuldstændig ny til alting. De første uger var alt, hvad jeg gjorde, nyt. Og fuldstændig ukendt for mig – stort set. Det var virkelig grænseoverskridende.

Men pludselig føltes det anderledes, og selvom jeg stadig syntes, der var en masse ting, der var udfordrende, så fandt jeg mig til rette i det. Præcis som jeg kender mig selv, så kan jeg åbne op og blomstre, når jeg føler mig tryg. Og da nogle ting blev kendte, kunne jeg bedre overskue endnu flere udfordringer og sværere og sværere opgaver. For ja, selvfølgelig kan man ikke starte første dag op med en kompliceret patient. Det er nødt til at komme hen ad vejen – og vejen dertil er vigtig at være til stede i, for den skal danne grobund for det næste.

De sidste 5 uger af klinikken lærte jeg en helt masse nyt – både med hænderne og med hovedet. Og jeg fik prøvet rigtig mange ting af. Både (svære) samtaler med patienter og pårørende, at stikke, anlægge nasalsonde, kateter og en helt masse personlig pleje. Jeg observerede, dokumenterede, reagerede. Og var også med til det, der skal ske, når livet ikke er mere. Jeg fik virkelig udfordret og afprøvet mange af mine sygeplejekundskaber og fandt ud af, at jeg godt kan!
Og så fandt jeg lige så stille også ud af, hvilke sygeplejersker, jeg kunne (og gerne ville) spejle mig i, og nogle af dem var helt fantastiske til at lære fra sig, stille spørgsmål, vejlede og lade mig få lov at være en del af det hele.

Da jeg var godt i gang med klinikken, skete det, som nogen af jer måske kan huske? A’s akillessene sprang og han blev lænket til sofaen med en kæmpe støvle om benet. Det var afsindigt hårdt at skulle mestre både studie og familieliv på samme tid, og i den sidste måned af klinikken var jeg mere eller mindre alenemor til 4, heldigvis med hjælp fra familie, når det kunne lade sig gøre.
Det var trods alt heldigt, at jeg var blevet gladere og mere tilpas i klinikken, inden det skete, for jeg tror ikke, jeg kunne have jongleret med min egen tvivl og utryghed samtidig med at skulle have styret alt det derhjemme.

Da de 10 ugers klinik var veloverstået og for-eksamen/forudsætningskravet for at måtte gå til eksamen var bestået, ventede ‘kun’ den afsluttende eksamen på skolen. Den gik helt fantastisk og derefter ramte lettelsen. Og en meget lang, tiltrængt sommerferie!
Det var faktisk ret vildt at gå på sommerferie og tænke på, at det første år ud af 3 1/2 var klaret. Og endnu vildere at tænke på alt det, jeg havde lært på ‘bare’ et år!

Som afslutning på klinikken havde jeg 3 kager med til personalet på afdelingen. Og da det var en medicinsk, hæmatologisk afdeling, jeg var på, blev det temaet for kagerne 🙂

Det som jeg ved, jeg får sværest ved, (også) fremover – så længe jeg læser – er at skulle omstille mig. Igen og igen. Når man endelig er ved at føle sig lidt kendt på afdelingen, har lært kollegaerne at kende og kan finde rundt, så er det videre. Enten tilbage på skolebænken eller videre til en anden klinik, et andet sted. Det er helt vildt hårdt! Og så er det også hårdt at skulle være på fra 7-15 hver dag og derudover hele tiden være reflekterende ift. egen læring, skulle dokumentere alting i praktikportalen og læse ret mange siders litteratur ved siden af. Det er ikke en dans på roser. Men så længe det også er givende at være i klinik, så er det til at overleve. For heldigvis er jeg ikke sådan én, der giver op, selvom den løsning indimellem virker som den mest håndgribelige.

Nu kan jeg snart skimte afslutningen på 3. semester. Hvordan det er forløbet, må få plads på et andet tidspunkt, for det har trukket tænder ud på alle tænkelige måder. Men jeg er her endnu – og kæmper videre!

Rigtig god aften derude – og glædelig 3. december

 

P.S. Hvis du har lyst til at læse flere af mine tanker, om det at være sygeplejestuderende, så klik lige her

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Glædelig 1. december- med en portion juleglimt