4 store drømme, mit hjerte er fuldt af…
Måske er det fordi livet har vist sig fra sin skrøbelige side flere gange de sidste par år. Måske er det fordi jeg er blevet ældre. Måske er det fordi det (stadig) rører ved ting i mig at være nogens mor. Måske er det fordi jeg mærker en stærk trang til at leve hver dag fuldt ud…
Jeg ved måske ikke helt hvorfor, men der er nogle drømme i mit hjerte, der bliver ved med at poppe frem. Selv når min hjerne ihærdigt forsøger at overdøve og undertrykke, formår de alligevel at dukke op. Oftere og oftere lige for tiden.
Livet er så skrøbeligt, vi har kun dette ene, og det er spild ikke at få det bedste ud af det. Alligevel begrænser jeg mig selv i det. Måske fordi min hjerne får lov til at bestemme mere end mit hjerte? Fordi fornuft er et ord, der står bøjet i neon, alle vegne jeg kigger hen.
Jeg har altid været den fornuftige type, der overvejer, reflekterer, vurderer. Vælger det sikre realkreditlån i banken og planlægger mere, end jeg handler impulsivt. Vælger at lytte til min egen mistro til mig selv, i stedet for at turde tro på, at jeg kan.
Alligevel har jeg lyst til at sige mine drømme højt. Fordi jeg tror på, det er sundt at drømme. Og måske det på en måde også kan være med til at skubbe mig i den rigtige retning, og få mig til at turde gå lidt mere efter mine drømme.
Måske er der også nogen af jer, der kan genkende det at gå med nogle (store og små) drømme, der prikker under huden og venter på at blive udlevet…? Skal / Skal ikke….
Om ikke andet er det sjovt at fundere lidt over, hvorfor jeg ikke gør noget ved det, jeg drømmer om. Og måske gør jeg det også…
Så – here it goes. Her er de 4 ting jeg (blandt andet) drømmer stort om:
- Jeg drømmer om at melde mig til Den Store Bagedyst.
Allermest for drengenes skyld. Fordi de virkelig godt kunne tænke sig, at jeg skulle give det et forsøg. Selvom det skræmmer mig fra vid og sans. Nok mest fordi jeg slet ikke kan forestille mig at skulle se mig selv i TV (hvis jeg overhoved fik lov at komme så langt!). Men også fordi jeg igen og igen siger til mig selv, at jeg slet ikke vil kunne finde ud af det, at jeg slet ikke er god nok. Måske er det også derfor, jeg ikke tør melde mig til. Fordi jeg er bange for at få at vide, at jeg ikke er god nok.
Men måske jeg bare skulle gøre det. Som min fornuft forsøger at overbevise mig om, så ville jeg alligevel aldrig blive udvalgt – men så kan jeg da sige, at jeg har givet det et forsøg. Og hvad er det værste, der kan ske? At jeg får et nej… - Jeg (vi) drømmer om at flytte på landet. I et stort hus, med luft omkring os og brede vidder, uden hække der begrænser udsynet. Med mulighed til at leve flere af mine (kage)drømme ud. Med plads til at kunne byde indenfor i en kagecafé, hvor kagerne serveres på fint og særligt keramik. Måske i en ombygget lade – eller et fint orangeri – med plads til at holde kagekurser, afholde hyggelige (barsels-, strikke-, jule-, børnekrea-, teambuilding-, osv osv) arrangementer, måske endda have et par ‘bed and breakfast’ værelser, så jeg kan hygge om endnu flere – men er der overhoved nogen, der gider kigge forbi til det? Køre efter det. Det er måske nok bare mig, der har en romantisk tilgang til livet… 😉
- Jeg drømmer om at kunne være ‘uafhængig’. Selv kunne tilrettelægge mine dage. Drikke min morgenkaffe til lyden af fuglefløjt. Være der for drengene og samtidig udleve nogle af mine (andre) drømme. Selv bestemme over min tid. Måske endda mærke små fødder på maveskindet, lige dér under hjertet, en sidste gang…
- Jeg drømmer om at have plads til at kunne tilbyde min mor at flytte med os på landet. I et hus ved siden af vores. Så vi kunne være tæt på hinanden – og hver for sig. Være der for hinanden, hjælpe hinanden. Blive ældre sammen. Være sammen.
Og nå ja, så drømmer jeg også om at samle nogle af mine opskrifter og andre kreative ideer i en bog 🙂
Mon der er noget I drømmer om? Eller noget I har kastet jer ud i, som I drømte om? En succeshistorie jeg kan bruge, for at overbevise mit hjerte om, at jeg skal turde (noget mere)?
Har lige læst det her også og må give en kommentar igen! Jeg fulgte drømmen om det 4. Barn, og det kan sådan anbefales❤. Mange hilsner fra den sdr-jyske sundhedsplejerske.