Søndagssolskinstur, noget om istid + en vinder!

Opskrift på kyllingekarbonader med grønærter – laktosefri og med spelt

060056 062 064 069

Mormormad med et twist – karbonader, lavet med kyllingekød, kartofler og grønærter aka sauce med ærter og gulerødder.
En af drengenes (mange) yndlingsretter – og jeg forstår dem godt. Det var også en af mine, da jeg var barn. Ja, det er det vel egentlig stadig 🙂

En klassisk middagsret, der, udover at smage skønt, ikke behøver tage særlig lang tid at lave, og derfor gør sig fint som hverdagsmad 🙂 I sidste uge var det endda S, der stod for det meste af tilberedningen, så den er også børnevenlig, ikke kun at spise, men også at lave 🙂

Jeg laver karbonaderne med hakket kyllingekød, da jeg foretrækker det frem for hakket svinekød, men det er en smagssag. Begge dele fungerer fint 🙂

Min version er laktosefri, men det behøver den selvfølgelig ikke at være. Og så bruger jeg speltrasp og speltmel til paneringen (læs hvorfor, lige her) men almindelig rasp og hvedemel kan også bruges.

Her er opskriften på karbonader med grønærter – til 4-5 personer (2 voksne og 3 (sultne) børn)

Du skal bruge: 

Til karbonaderne:
500 gr hakket kylling (eller svinekød) – mere, hvis I er meget kødsultne
1 æg
1-2 dl (spelt)rasp, alt efter hvor meget kød, du bruger
1 dl fuldkornsspeltmel eller fuldkornshvedemel
Salt og peber
Lidt (laktosefri) smør og olie til stegningen

Til saucen – grønærterne:
4 store gulerødder
2 dl ærter (gerne frosne)
25 gr (laktosefri) smør
2,5 spsk speltmel eller hvedemel
3 1/2 dl (laktosefri) minimælk
Lidt citronsaft
1/2 spsk sukker

Derudover:
Kartofler – jeg plejer at koge 1,5-2 kilo (det er så irriterende at løbe tør for kartofler og bliver der nogen til overs, kan de altid bruges kolde dagen efter)
Evt. en frisk salat eller andre kogte grøntsager efter årstiden

Sådan gør du: 

Start med at skrælle kartoflerne og de gulerødder der skal bruges til saucen.
Skær gulerødderne i små, passende stykker og sæt kartoflerne over at koge.
Derefter skal saucen sættes over:
Smelt smørret i en mellemstor gryde. Pisk melet sammen med det smeltede smør.
Pisk derefter mælken i lidt efter lidt, og sørg for at alle klumper piskes ud. Tilsæt al mælken og lad sovsen simre nogle minutter.
Tilsæt gulerødder og ærter. Lad saucen simre, mens karbonaderne bliver stegt.

Pisk ægget sammen i en dyb tallerken. Hæld mel på en lille tallerken og rasp på en anden. Form karbonader af kyllingefarsen og vend dem først i melet, så i æggesnapsen og til sidst i raspen. Drys dem med lidt salt og peber.
Smelt smør og olie sammen på en pande. Læg karbonaderne på og steg dem til de er gennemstegte. Vend dem undervejs, også gerne om på siderne, så de bliver stegt sprøde hele vejen rundt.

Smag saucen til med salt, peber, sukker og citronsaft, og servér den sammen med de færdige karbonader og kartofler.

Velbekomme 🙂

TIP! Bliver saucen for tyk undervejs, kan du tilsætte lidt ekstra mælk

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndagssolskinstur, noget om istid + en vinder!