Jeg er en nederen forælder - hva' med dig?

Feriedagbog: Hjemtur, tårer, en ny yndlingsby, sårbarhed og lettelse

Indlægget indeholder reklame

En (død) sommerfugl skal der også være tid til at kigge nærmere på midt i morgenvirvaretSidste morgenmad på terrassenSmuk morgen at tage afskedReklame for mobilcovers.dk: Uundværligt gejl på bagsædet. iPads og ørebøffer, så A og jeg kan høre musik, mens de tre banditter bliver underholdt på bagsædet. Høretelefonerne er købt lige herKlar til afgang <3Frokostpause – drengene fik lov at udpege stedetNår verdens bedste far har overskud til at give en ridetur til en træt lille fyr <3
Sennepsbutik i DijonAftensol

D. 28. juli 2018

Kære feriedagbog!

Så er dagen – allerede – kommet, hvor turen går hjemad igen.
Havde vi vidst på forhånd, at A ikke ville kunne køre til og fra Sydfrankrig, havde vi nok gjort mange ting anderledes, men sådan er der jo så meget…
Morgenen er gået med at pakke de sidste ting ned, rydde de sidste ting op, smide affald ud, tage sengetøjet af sengene og spise morgenmad. Kl. 9 skal vi overdrage nøglerne og så er vores franske eventyr slut – for denne gang ihvertfald.

Min mor, bror og svigerinde har lovet at tage sig af nøgleoverdragelsen, så vi kan få et lille forspring, og kl. 8.30 sidder vi alle 5 klar i bilen og triller ned af den stejle indkørsel. Der er ingen vej tilbage. Næsten 2000 km skal overvindes endnu en gang.

I modsætning til turen herned, der gik over Østrig, Schweiz og Italien, går turen hjemad gennem Tyskland. Vores første mål er Dijon. Byen hvor – dam da da dam – dijonsennep blev opfundet 😉 Der er ca 7 timers kørsel og ifølge GPS’en er vi fremme ca. kl. 15 – uden pauser (og kø) medregnet. Så skulle der forhåbentlig også gerne være tid til at nå at se lidt af byen inden vi skal i seng.

Efter en del timer på motorvejen, både gennem Frankrig og i Tyskland, og desværre også med kø undervejs, holder vi frokostpause. Vi trænger til at strække benene og få lidt frisk luft, omend det er virkelig lummert udenfor.
Vi mangler et par timers kørsel eller 3, og håber, det kommer til at gå nemt. GPS’en siger nu, at vi er fremme ca. kl. 16. Det skulle helst ikke blive meget senere…

Vi når desværre ikke langt, før vi løber ind i endnu en kø. Uret tikker af sted, men GPS’ens forventede ankomsttidspunkt tikker i stedet i den forkerte retning.  Efterhånden er min tålmodighed ved at slippe op. Da vi lander i endnu en kø, der ser ud til at vare for evigt, ifølge Google Maps, er jeg ved at kaste håndklædet i ringen. Efter en uges afslapning er det et overvældende antiklimaks og så lidt ferie-rart!
Jeg har allermest lyst til at køre ind og finde et sted at være. Men vi har et mål, vi skal mødes med de andre og hotellet er booket.
Drengene klarer det heldigvis virkelig sejt på bagsædet, omend de indimellem også giver udtryk for en smule frustration. Da vi har holdt i kø i over 1 1/2 time, nærmest uden at bevæge os, og GPS’en nu fortæller os, at vi først er fremme ved 19-tiden, begynder tårerne at trille ned ad mine kinder. Jeg har heldigvis store solbriller på, så jeg kan skjule min frustration for drengene. De ser film på iPads’ne og A ser fodboldkamp på sin telefon, mens han aer mig på armen.
Min mor, bror og svigerinde har været heldige at undgå så meget kø og er ankommet til hotellet. Da klokken er 18.30 og vi stadig er et godt stykke fra Dijon, skriver vi til de andre, at de bare skal gå ud at spise og ikke vente på os. Det sidste jeg har lyst til lige nu, er, at skulle skynde mig at komme frem, kaste vores ting ind på et hotelværelse og gå ud for at finde et sted at spise. Jeg vil allerhelst bare i seng.

Vi ankommer til hotellet kl. 19.30. Parkeringshuset ligger et stykke fra hotellet, men drengene er søde til at hjælpe med at bære og har heldigvis også energi til at gå 🙂
Da vi er blevet installeret på værelset går vi ud i byen for at finde et sted, hvor vi kan finde noget nemt at spise. L er ved at være træt, på trods af en hel dag på bagsædet, men verdens bedste far giver en ridetur, og så kvikker han lidt op igen.
Alle butikkerne er lukkede nu, men vi finder noget nemt at spise, og sætter os på en bænk med fin udsigt til gamle bygninger og aftensolen, der er ved at forsvinde foran os. Ingen af os har egentlig appetit til det helt store, men efterhånden som vi får spist lidt, bliver appetitten større.

Vi går tilbage til hotellet. Klokken er nu ved at være 21. Vi er trætte. A og jeg snakker om, hvordan vi skal gribe det an i morgen. Jeg synes, det er enormt trættende at køre i tæt trafik og har på ingen måde lyst til at bruge hele dagen på at holde i kø igen, så vi ender med at beslutte, at vi vil stå op kl 5 og køre af sted, inden motorvejene igen er fyldt med biler og feriefolk.

De to store bliver puttet hos mormor og L tonser rundt i vores seng. Et øjeblik tænker jeg, at vi aldrig får ham til at sove, men efter lidt tid falder han mere og mere til ro, og da A og jeg slukker lyset og lægger os ved siden af ham, går der ikke længe før hans åndedræt falder til ro, og han er på vej til drømmeland. Jeg ligger og lytter til hans små, fine lyde. Der går længere og længere mellem, at han sutter på sutten.
Jeg kan høre larm ude fra gangen. En stor flok mennesker kommer hjem til deres hotelværelser og snakker højlydt med hinanden. Nogle råber endda til hinanden, selvom klokken er tæt på 23. Bare de nu ikke vækker den lille fyr.
Tårerne triller ned på puden. Den ene tager den anden med sig – trætheds-, frustrations-, uoverskueligheds- og udmattelsestårer.
Jeg kan slet ikke overskue, at der stadig er langt hjem, og at jeg er den eneste, der kan gøre noget ved det. I aften græder jeg mig selv i søvn.

 Velfortjente is Smukkeste gade i MünsterTungt men åh så hyggeligtForfriskninger

D. 29. juli 2018

Klokken 4.30 ringer vækkeuret, og det er tid til at stå op og komme videre. Komme tættere på målet. Tage tyren ved hornene.
A og jeg trisser rundt og taget tøj på og børster tænder og da vi er klar til at gå, vækker vi L og får ham i tøjet. Kl. 5 står vi klar foran mormors hotelværelse og de to store kommer ud. Trætte men ved godt mod. Vi lister ned af trappen til receptionen og afleverer nøglen og går op mod parkeringskælderen.
Inden vi når ud på motorvejen, sover de 3 bagsæderyttere. Jeg drejer ind på en tankstation og køber to kopper kaffe og fortsætter af sted i mørket, forbi lastbiler i massevis.

Jeg mærker ikke trætheden, i stedet er jeg lettet over, at trafikken er let og motorvejene frie. Vi får hurtigt barberet nogle kilometer af og da drengene vågner igen, holder vi ind på en tankstation og køber morgenmad. GPS’en fortæller os, at vi er fremme ved 13-tiden og det holder den fast i, som formiddagen går. Det føles virkelig rart.
Da vi er en times tid fra Münster, vores næste mål, holder vi frokost- og legepause. Drengene får brugt lidt energi på et klatrestativ, mens A og jeg nyder roen et øjeblik.

Ved 13.30 tiden ankommer vi til hotellet, der ligger inde midt i byen, lige overfor banegården. Vi er spændte på, om vi kan få lov at få hotelværelset allerede, for vi trænger efterhånden alle til at ligge lidt ned. Ingen af drengene har sovet middagslur på bagsædet undervejs. Værelset er heldigvis klar til os, og mens drengene ser lidt (tysk) tegnefilm, blunder A og jeg på sengen.
Der er stadig et par timer til, at min mor, bror og svigerinde er her, så jeg tager et hurtigt, koldt bad og så går vi på opdagelse i byen – på jagt efter is til de 3 allerbedste rejsemakkere, der passer bagsædet på flotteste vis!

Jeg ved stort set ingenting om Münster, udover at jeg har læst, at det er en by med virkelig mange studerende.
Vi når ikke at gå langt, før jeg kan mærke en spirende forelskelse i maven. Uanset hvor mit øje kigger hen, er der smukke gamle bygninger, kirker og skulpturer. Byen summer af liv, og på stort set alle gadehjørner sidder der unge mennesker udenfor cafeerne og drikker kaffe eller øl.
Vi finder et sted at købe lækre, italienske is til drengene og mens de spiser dem, går vi videre gennem byens gader. Da vi har gået et godt stykke tid begynder L’s ben at blive bløde og jeg er nødt til at bære ham lidt. Han har sprunget sin middagslur over, så lunten er ikke så lang længere. Da han hænger på min mave, som en kænguruunge, kan jeg mærke, at han bliver tungere og tungere, og pludselig siger drengene, at han er faldet i søvn <3 Jeg bærer ham hele vejen tilbage til hotelværelset, mens jeg forsøger ikke at tænke på mine stakkels arme, der er ved at syre til. Jeg forsøger i stedet at nyde, at han, på trods af bump og gadelarm, kan finde tryghed i at hænge på mig og sove <3

Da vi kommer tilbage på hotellet er min mor, bror og svigerinde næsten lige ankommet. Vi er alle tørstige, så vi går i baren og drikker sodavand og øl og snakker om, hvor vi skal spise aftensmad. Vi beslutter os for at gå op i byen igen og finde et sted på vejen.

Mens vi venter på at maden bliver serveret, går S, L og jeg en tur i kvarteret. Vi kommer blandt andet fordi en fantastisk kirke og ser byen støbt i bronze. Lavet til blinde, så de kan mærke, hvordan byen ser ud. Ret fint!

Bagefter går min bror, svigerinde og mor videre ud for at se mere af byen, mens vi andre vender snuderne mod hotelværelset.
Da drengene er installeret på værelset, går jeg over på banegården, der viser sig at være kæmpestor, med masser af butikker og supermarkeder, for at købe en dessertis til drengene og lidt til turen hjem i nat. A og jeg har nemlig besluttet os for at stå op kl. 02.30 og fortsætte turen hjemad, så vi er sikre på at undgå morgentrafikken ved Hamborg. Jeg har brug for at få det sidste af turen overstået på bedste vis.

Da drengene har spist deres is, bliver de puttet, 3 på stribe, i den ene seng, og A og jeg falder omkuld i den anden. Det er svært at falde i søvn, for vi har fået et værelse, der vender ud mod banegården og en virkelig trafikeret vej, men det lykkes til sidst.

D. 30. juli 2018

Kl. 02.30 ringer vækkeuret og vi står op lige så stille. Vi vækker de to store, der selv hopper i tøjet og sidder stille på sengekanten. Da vi vækker L bliver han ked af det, og vi skynder os at få ham i tøjet, inden vi når at vække hele hotellet. Vi suser gennem receptionen, afleverer nøglen og får installeret bagage og drenge i bilen.

Det sidste af hjemturen skal overstås. Vi kan snart se målet forude.

Drengene falder hurtigt i søvn igen og det samme gør A, så jeg forsøger at få det bedste ud af freden, og nyder at vejene er lige og uden masser af trafik.
På et tidspunkt kan jeg se en bil i bakspejlet, der kører i det yderste spor og blinker med det lange lys, igen og igen. Den kører stærkt! Jeg kører i det midterste spor, da der er mange lastbiler i det inderste, og da bilen passerer mig, i et sving på motorvejen, er det som om, vores bil bliver løftet op og flyttet 1/2 meter til siden. Den overhaler os i et sving og det har føreren tilsyneladende svært ved at styre, for lige da den er forbi os, trækker den halvvejs ind foran os. Havde jeg kørt bare en smule stærkere, var vi kørt sammen. Jeg er dybt rystet og bliver endnu en gang mindet om, hvor lidt der skal til, før det kan ende helt galt. Jeg bliver vred over, at nogen tillader sig at køre så hovedløst vanvittigt og sætte, ikke kun deres eget, men også andre menneskers liv på spil! Jeg synes, det er så overvældende et ansvar, at køre med så meget guld i bilen. For selvom jeg bruger alle mine sanser og al min energi på at koncentrere mig om min kørsel, kan jeg ikke hamle op med andres hovedløse måde at køre på. Godt vi snart er hjemme igen…

Tidligt om morgenen lander vi ved grænsen, og vi lovede drengene i går, at hvis vi kørte om natten, så skulle vi grænseshoppe lidt på hjemvejen. De ferielommepenge, de havde med, har de stort set ikke haft nogle muligheder for at bruge, så de har fået lov at fyre nogen af dem af her. Det synes vi ærlig talt, de har fortjent.
Da vi har handlet, holder vi ind og køber lidt morgenmad og kaffe, som vi hælder ned, mens bilen ruller videre nordpå.

Motorvejen i Danmark er stort ryddet for biler, sammenlignet med dem i Tyskland, og det sidste stykke hjem går nemt. Vi lander i indkørslen lidt i 10, og jeg bliver straks ramt af en enorm lettelse. Jeg føler mig faktisk helt høj, og glemmer for en stund, at jeg egentlig burde være helt udmattet og træt. Drengene er friske, efter en del timers søvn på bagsædet, så mens de sofadaser til en film, forsøger A og jeg at blunde lidt. Efter 1 time bliver jeg rastløs og står op igen, og begynder at pakke ud og sætter en vask over. Og så kører vi af sted for at hente Saga hjem igen, så vi kan få familien samlet og nyde, at vi er hjemme igen og at turen, trods alt, gik godt <3
Og jeg kan ranke ryggen lidt og huske mig selv på, at jeg kan mere, end jeg selv tror! Men om jeg gør det igen? I don’t think so!

 

Hvis du vil læse de foregående feriedagbøger, kan du finde del 1 her, del 2 her og del 3 her

Rigtig god fredag og weekend derude!

1 kommentar

  • Kirsten

    Hold op hvor er du sej ! Er sikker på du bliver en forrygende sygeplejerske, biltursFortællingen viser jo reflektion, udholdenhed og overskud – det er vigtigt i det erhverv.! Hilsen en ny læser .. ( sygeplejerske 😂)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er en nederen forælder - hva' med dig?