Lykkeglimt - små glæder og alt det, man ikke kan se...

Noget af en udfordring for en sensitiv introvert…

Lige om lidt hopper jeg op på jernhesten, og drøner af sted mod byens – vel nok – hyggeligste kaffested. Af sted til et møde, der er noget af en udfordring for en sensitiv introvert som mig – men det er godt at udfordre sig selv, ik?

Inden jeg smutter, vil jeg lige dele lidt tanker med jer – selvom det føles en smule grænseoverskridende og lidt svært – fordi det er så personligt…

For godt og vel et år siden fik jeg en mail fra en læser, der skulle flytte til byen, og som spurgte til råd og forslag til institution, børnevenlige oplevelser, good to know om byen m.m.
Jeg foreslog, at vi kunne mødes til en kop kaffe, hvis hun havde lyst – fordi jeg selv ved, hvordan det er at være ny (og alene) i en fremmed by. Nu er hun så landet her i byen, og om lidt skal vi møde hinanden for første gang… 🙂

Datoen blev aftalt lige inden endnu et stormvejr ramte os, men jeg har gjort alt for at holde fast i kaffedaten, for jeg har brug for at tænke på noget andet for en stund. Hvis der er noget, som livskriser også minder én om, er det, at man ikke skal udsætte til i morgen, hvad man kan gøre i dag. – Og nej, sådan kan man ikke leve hver dag, hele livet – men indimellem, og med nogle ting, kan man.

Jeg tager af sted med maven fuld af sommerfugle og hovedet fuld af tanker. Sådan er det at være én, der tænker (for) meget.
På en måde starter vi lidt ulige, fordi hun (måske) har et forspring efter at have læst med her, og ved en ting eller ti om mig. Jeg ved stort set intet om hende…
Måske har hun endda dannet sig et billede af mig ud fra det, hun har set og læst her. Måske ‘lever jeg slet ikke op til det’ i virkeligheden…

Jeg er virkelig spændt! For hvad er egentlig også præmissen for mødet?  Måske har vi hvert vores udgangspunkt eller ønske med det. Det ved jeg først efter i dag…
Jeg vil bare så gerne, at det bliver en god oplevelse, i det mindste. Både fordi det (altid) er fedt med positive oplevelser, især når man overskrider sin egen grænse en smule for det. Men også fordi jeg – helt ærligt – synes, det er svært at møde nogen, der måske endda kunne have venindepotentiale. Hvor den gensidige interesse er der, og hvor man ‘klikker’. Det er vel egentlig slet ikke så let?
På mange måder føler jeg mig stadig som tilflytter her til. Mange af dem, jeg møder – forældre til drengenes legekammerater, studiekammerater, genboer, kollegaer – har masser af venner og bekendte fra et helt liv her. Jeg føler og hører ofte, at ‘de har masser af venner’, de har ‘nok venner’…
Jeg føler mig på mange måder stadig ‘ny’ og faktisk også lidt alene. Altså ikke ensom, for jeg har jo min familie omkring mig. Men sådan veninde-ensom. Ingen af mine nære veninder bor her i byen, og det er bare noget andet, når man kun kan ses engang imellem, og når det altid skal aftales i god tid. På den måde er man ikke rigtigt en del af hinandens hverdag, som også betyder noget for mig.

Det hjælper heller ikke ret meget på min nervøsitet og mine tanker, at jeg (faktisk) er ret genert og har svært ved at tro på, at jeg er god nok. Jeg har virkelig svært ved at turde tage initiativ til at lære nogen bedre at kende. Spørge, om de har lyst til at drikke en kop kaffe en dag. Tænk, hvis de sagde nej. ‘Ja, hvad så?’ tænker nogen. Men sådan har jeg det slet ikke. Jeg tænker straks, at der så må være noget galt med mig. Men nu har jeg faktisk taget initiativet, og det samme har hun, da vi skulle have sat en dato. So far, so good.

Og næste skridt er så nu – lige om lidt… Og bagefter venter endnu et. For hvordan mærker man så egentlig ordentligt, om begge parter ‘trives’ i det? Det er næsten værre at få et afslag bagefter. Især hvis man selv synes, at ‘det gik godt’. Men det er nok igen dét med, hvilket udgangspunkt man hver især kommer med til mødet…

Og ja, alle de her følelser og tanker hænger helt sikkert sammen med alt det, jeg måtte igennem i løbet af min skoletid. Selvom jeg ofte tænker, at jeg ‘er kommet mig’ efter mange års mobning, er der dage som i dag, der minder mig om, at arrene aldrig forsvinder.

Åh, hvor ville jeg gerne, at jeg ikke tænkte så meget. Og hvor ville jeg gerne, at jeg turde tro på, at jeg er god nok, som jeg er… Måske det bliver bedre med alderen (jeg er jo stadig ret ung 😉 )
Men nu springer jeg ihvertfald ud i det – så må det briste eller bære. Jeg øver mig i at turde!
(På en måde bliver det også sat ekstra meget i perspektiv i disse dage, for det her er jo ingenting i forhold til at alt det, vi ellers står midt i…)

Og som min (kloge) mand siger, så skal jeg jo bare være mig selv og hvis ikke det er godt nok, so be it… <3

5 kommentarer

  • Linda

    Så velskrevet, kan så meget genkende mig selv i det! overtænker og -analysere også ofte det sociale i mit liv hvilket til kan føre til selvbebrejdelse og følelsen af ikke at passe ind.
    Fedt at du trods det turde at tage initiativ til at mødes, stor respekt herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Virkelig ærligt og smukt skrevet. Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i de følelser, specielt at man ikke føler sig god nok. Det er første gang jeg læser på din blog, men ikke den sidste gang 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Velkendte tanker!!! Håber det gik godt:) Hilsen fra en medborger i byen, som af og til ser dig i børnenes institution, men som ikke tør hilse🙈 Tak fordi jeg må følge med herinde i dit fine og følsomme univers :)!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Det kunne jeg ha’ skrevet. Er også sensitiv introvert og har mange ar efter mobning. Håber I kom godt ud af det med hinanden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alexandra

    Jeg kunne ligeså godt have skrevet det indlæg, det er så velkendte tanker for mig! Dejligt at læse om en ligesindet, og føle man ikke er alene i at have det sådan! Jeg håber det bliver et hyggeligt møde for jer begge 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lykkeglimt - små glæder og alt det, man ikke kan se...