Feriedagbog: De sidste dage i Sydfrankrig

Bedst som jeg troede, der var lys for enden af tunnellen….

Bedst som jeg troede, der var lys for enden af tunnellen, hiver livet endnu en gang gulvtæppet væk under os. Sådan godt og grundigt.
I mandags slog lynet ned – igen – og ramte vores lille familie med så meget kraft, at det er nærmest umuligt at overskue følgerne.

Jeg var ellers klar til at skulle nyde, at A – endelig – må køre bil igen. Efter 12 ugers pause. 12 uger hvor jeg har ageret chauffør og kørt til alt det, en familie på 5 nu har på programmet – plus det løse; sygehusbesøg, fodboldskole, fysioterapi, sommerferie sydpå og alt det andet, de sidste måneder også har budt på.

Der var en sød læser, der skrev til mig forleden, hvor meget vores lille familie mon skulle igennem – og helt ærligt; jeg har tænkt det samme! Men hvad kan man gøre? – andet end at forsøge at følge med og acceptere, at livet (åbenbart) synes, at vores udholdenhed skal testes godt og grundigt- endnu en gang.

Bedst som jeg troede, jeg havde to uger til at indhente alt det forsømte, og få gjort hovedet klar til et nyt semester, er jeg nu håbløst bagud med (hvad der føles som) alt! Men sådan er livet så uforudsigeligt – på godt og ondt. Det har jeg desværre lært på den hårde måde.

Jeg kan slet ikke holde ud, at livet endnu en gang viser tænder, og sætter uudslettelige spor i mig – i os. At livet igen igen skal minde mig om, at alting på et splitsekund kan blive forandret – for altid.
Det flår i de sår, der langsomt var begyndt at blive lægt, efter det lange, opslidende, forfærdelige forløb med min far. Jeg er sendt direkte tilbage til alle minderne fra for 2 år siden. Det gør smerten endnu stærkere og endnu sværere. Så meget minder om, og alligevel er der så meget, der er anderledes denne gang. Det er SÅ svært at være i.

Siden i mandags har livet på mange måder været sat på standby. Og det er nærmest time for time, at vi må forholde os til nye informationer og kursændringer. Det er kritisk, uudholdeligt og hjerteskærende svært. Men vi er nødt til at holde til det. Og samtidig tvunget til at holde fast i hverdagen. Mest af alt for drengenes skyld. Mens vi venter, håber og græder.

Den sidste uge har jeg forsøgt at holde skansen herhjemme og kæmpet for at få hverdagen til at glide. Alt imens mit hjerte har blødt og mine tanker været på overarbejde konstant. Ingen kan fortælle os, hvad dagen i morgen bringer. Eller næste uge, for den sags skyld. Vi kan ikke gøre andet end at holde fast i det ‘sædvanlige’, indtil det også bliver væltet omkuld og planerne må ændres – igen.
Uanset hvor meget styring, jeg forsøger at tage over mit – og vores (familie-) – liv, kommer der hele tiden noget, der trumfer det, og slår mig – os – ud af kurs.

Åh, hvor jeg håber, at dagen i morgen bringer noget godt med sig – bare et lille håb! Det har vi brug for!

6 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Feriedagbog: De sidste dage i Sydfrankrig