Feriedagbog: Nydning, poolplaskeri, bekymringer, bare maver og skæve gader

Spontan tur vestpå med ‘alenebarnet’ – og noget om glæde og sorg

Det er som om spontaniteten ikke er helt, hvad den har været, efter der flyttede 3 drenge ind på matriklen herhjemme…
Engang var A og jeg ret gode til at køre du i det blå, men mange ting har (selvfølgelig) ændret sig med årene og det er også helt okay. Der er en tid til alting – og nogle af tingene (og mulighederne) vender vel også tilbage igen på et tidspunkt….
Det følger ligesom med, ihvertfald til en vis grænse, når der flytter små hjerter ind. Det gør mange ting nemmere, når der er system og struktur, men det er også rart at lade sig rive med indimellem, når muligheden byder sig og spontaniteten står klar til at blive grebet.

I denne uge er W ‘alenebarn’, for mens han hver dag knokler og drønsveder på fodboldskole, er hans to brødre i sommerhus med farmor og farfar. Jeg kørte dem derud i mandags, og først i morgen vender de næsen hjemad igen.

W har glædet sig til en uge på fodboldskole – og især til at se nogle af sine venner igen efter næsten en måneds ferie. I næste uge venter skole og hverdag igen, så for at vride det sidste ud af ferien på bedste vis, har jeg forsøgt at glæde ham med små og store hyggelige påfund i løbet af ugen.

I tirsdags, da termometeret ramte 33 grader og vinden stod stille, besluttede vi os for at overraske ham med en tur til Vesterhavet efter fodboldskole, så han kunne få lov at hoppe rundt i bølgen blå, og bagefter nyde aftensmad i vandkanten og spise en stor is til solens dans mod vandkanten.

Madkurven stod pakket og klar, da jeg hentede ham kl. 15, og så blev kursen ellers sat mod vest.
Jeg har længe drømt om at besøge en butik i Ringkøbing, Raasted, men ikke fået taget turen derud, så jeg fik overtalt drengene til at gøre et lille stop på vejen – nu vi var i nærheden 🙂
W var med mig derinde og hjalp mig med at vælge både kjole og armbånd – og ja, jeg havde lidt svært ved at begrænse mig. Der var bare SÅ meget fint, der fristede, og da sommerferien ikke rigtigt har budt på shopping eller materielle fristelser ellers, kom jeg til at forkæle mig selv lidt ekstra 😉 Jeg undskyldte det med, at det kunne være min ‘præmie’ for sommerferien struggle, som jeg kom helskindet igennem 😉

Da vi landede ved stranden, gik der ikke mange minutter, før W stod med fødderne i det kølige vand og forsøgte at tage tilløb til at hoppe under. Han nød det og jeg så gladeligt med fra vandkanten og nøjedes med at dyppe fødderne 😉

Bagefter spiste vi sandwich og frugt, mens vi kiggede på de mange andre strandgæster og både, der kom forbi. Saga forsøgte at grave sig ned i sandet, til stor morskab for W, og bagefter løb de ture sammen i klitterne – op og ned.

Da vores dessertmaver var klar til det, shoppede vi italiensk is, og nød at se dagens sidste solstråler spejle sig i vandet, inden vi satte kursen østpå igen.

På vejen hjem, i mørket, trillede tårerne stille ned ad kinderne på mig. Savnet af og sorgen over min far er stort, og lige for tiden fylder det mere, end det har gjort længe.
Han lærte mig at sætte pris på de små ting, både mens han levede og qua sin (alt for tidlige) død, og der var mange ambivalente følelser, der rev i mit hjerte forleden aften. Glæden over at se W nyde eftermiddagen og aftenen. Have tid til bare at være, mærke livet og glæde sig over varmen, udsigten, selskabet, nuet. Og samtidig blive mindet om, at det ikke var langt derfra, jeg holdt min far i hånden, da han åndede ud. Jeg tænkte på det, de fortalte på Hospice, at det vender mod solopgangen, for derude skal man se solen stå op, ikke gå ned.
Jeg savner ham så uendeligt meget. Jeg håber, han er et sted, hvor han kan glæde sig over vores små og store påfund og forsøg på at få det bedste ud af dagene, vi har <3

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Feriedagbog: Nydning, poolplaskeri, bekymringer, bare maver og skæve gader