Lykkeglimt - Fars dag, sorbetcardigan, sommerkage og eyecandy

Lad børnene stå for madlavningen! Her er mine tips og tricks…


Jeg får rimelig ofte spørgsmål i forhold til, hvordan jeg inddrager drengene i madlavningen, så i dag vil jeg dele mine tips og tricks til at tage børnene med i køkkenet.

Jeg er stor fortaler for at tage børnene med i køkkenet og inddrage dem i madlavningen. Jeg synes, der er virkelig mange fordele ved det!
For det første er det en god mulighed for at være sammen, mens der bliver lavet noget praktisk. Hvis man kan lære sine børn, at det faktisk er sjovt (og ikke en kedelig pligt) at lave mad, har man gjort dem en stor tjeneste, synes jeg. For mad skal man jo have (og lave) resten af livet 😉

Det er også en god investering, så de kan klare sig selv. Det kræver lidt ekstra tid i starten, men det er godt givet ud. Og det går såmænd hurtigt og stødt fremad (de er så dejligt lærenemme, de kære pus), de bliver mere øvede og selvkørende og til sidst er det bare virkelig skønt at have et eller to ekstra sæt hænder til hjælp.
På den måde kan man også hjælpe dem, så de ikke er helt nybegyndere, hvis og når de engang står i et køkken i en anden sammenhæng, f.eks. på hyttetur, i skolekøkkenet eller på besøg hos familie eller venner.

Det kan også være en fin anledning til at lære at samarbejde, uddelegere opgaver eller modtage instrukser. Der er virkelig meget matematiktræning i det, ifht stege- og kogetider og mængder osv. At læse – og forstå – en opskrift kan i sig selv være svært.

For mig er der altså mange gode grunde til at involvere de små hænder i køkkentjansen.
Det er også et vigtigt våben i forhold til kræsenhed, fordi det skærper sanserne, og så vil jeg virkelig gerne opdrage mine 3 drenge til at kunne klare sig selv. Til at kunne lave mad selv, når de engang flytter hjemmefra og forhåbentlig også inden, så de kan blive ansvarlige for en maddag. Og gøre dem bevidste om, at de har et valg. At de måske (forhåbentlig, bare indimellem) vil gå i køkkenet i stedet for at vælge den lette (dyre og usunde) take away løsning.
Når vi er i køkkenet, er det desuden en god stund for os til at snakke om løst og fast undervejs og det sker ofte, at vi ender med at snakke om, hvor tingene kommer fra, om dyrevelfærd, økologi osv. Altså på børnesprog forstås 🙂

Her har jeg samlet mine tips til at have børn med i køkkenet: 

  • Involvér dem i processen – fra indkøb/planlægning til udførelse, servering og præsentation af menuen
  • Tag dem med på indkøb, så de får en forståelse for, hvad ting koster og hvor man finder de forskellige ting
  • Kig i kogebøger med dem. Det giver mange (nye) ideer og mod til at prøve nye retter, når de kan se det endelige resultat på forhånd
  • Lad dem skære, røre, skrælle, snitte, hælde op, måle af, klippe, vende, si, piske osv. – alt efter alder og kunnen
  • Hav køkkengrej der passer til børn; knive der ikke er for skarpe og som man holder godt om og evt også et forklæde, så det ikke gør noget, at man griser sig lidt til undervejs
  • Smag på det hele undervejs. Jeg oplever, at når mine drenge selv har været med til at lave maden, så spiser de det med fornøjelse. Også de grøntsager, de ellers plejer at vrænge på næsen af
  • Bland leg ind i madlavningen. Leg tvkøkken, klæd jer ud med kokkehuer og overskæg, sip kulørte drinks imens, snak til grøntsagerne – lad dem have det sjovt imens, så madlavning bliver en god oplevelse
  • Snak om de farer, der er i køkkenet, på en afdramatiseret måde, så de får forståelse for hvad de skal passe på, være opmærksomme på og holde sig fra
  • Snak om råvarerne undervejs. Hvad der er sundt og usundt, så de får en forståelse af, hvad der er godt at spise og hvad man skal holde igen med
  • Er du træt og kan mærke, at du har mest lyst til at gøre det selv, så vent med at invitere dem med, til en anden dag. Det skal gerne være en god oplevelse 🙂
  • Acceptér at de går lidt til og fra – alt efter alder og koncentrationsniveau
  • Brug lidt tid på at anrette maden pænt også. Man spiser også med øjnene
  • Snak om krydderier, de 5 grundsmage (surt, sødt, salt, bitter, umami) osv. undervejs og lad dem smage til
  • Hold styr på hygiejnen og sørg for at hænderne bliver vasket, især når der veksles mellem kød, grøntsager osv. Forklar hvorfor, så er det nemmere at forstå, hvorfor det er vigtigt 🙂
  • Ros kokken, både undervejs og bagefter – måske nok det vigtigste punkt. Motivation er alfa og omega 😉
  • Affind dig med, at det måske ikke lige bliver skåret eller formet, som du ville have gjort det – og at det kan grise lidt ekstra
  • De pligter vi andre kan synes er lidt sure, synes mange børn faktisk er ret sjove; f.eks. at vaske op, sætte i opvaskemaskinen og dække bord. Så hvorfor ikke lade dem gøre det (og passe på med, ikke at smitte dem med vores åh-det-er-en-kedelig-tjans-følelse) ? 🙂
  • Og så er det nok meget godt at huske det gamle ordsprog; hvor der handles laves mad, der spildes… 😉

 

Rigtig god aften

Den stolte kok <3
Haps – smagsprøver undervejs 🙂

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lykkeglimt - Fars dag, sorbetcardigan, sommerkage og eyecandy