Sorg – 2 års hjertesmerte

Kære far

I dag er det to år siden jeg hørte dit sidste åndedrag, og min verden blev forandret for altid. Jeg mistede en del af mig selv.
I går var det to år siden du aede mig på kinden for sidste gang. På din 61 års fødselsdag.
På lørdag er det tre år siden du mødte dit 3. barnebarn for første gang og du aede mig på kinden, som du så ofte gjorde, når du var glad og stolt.

De sidste to år har jeg manglet dig. Vi har manglet dig!

De sidste to år har du måske været mere i mine tanker, end du var, mens du var her.
Måske tog jeg dig for givet. Måske havde jeg en stærk tro på, at du skulle være her hos os i mange år. Jeg havde aldrig forestillet mig andet.
Da jeg mistede dig, lærte jeg livet at kende. At vi ikke må tage det for givet.
Jeg lærte, hvad kærlighed (også) er. Uundværlig, uretfærdig og ubarmhjertig.
Jeg forstod da, at sorg er kærlighedens pris. Og jeg betaler for det hver eneste dag.

Jeg husker stadig så tydeligt, da vi sagde til dig, at det var okay at give slip. At vi nok skulle klare os.
Jeg mente det ikke. Men jeg vidste at der ikke var andet at gøre. Jeg var nødt til det. Der var stærkere kræfter på spil.

Jeg savner dig, far! Hvert eneste øjeblik! Jeg forestiller mig, at vi ses igen en dag. Og på den måde er døden knap så skræmmende. Indtil da bærer jeg dig i hjertet.

**********

Jeg er ikke særlig gode venner med livet for tiden. Jeg ved, jeg burde være taknemmelig, men jeg kan ikke mærke det. Jeg er sur på livet! Jeg er ked af det. Bange for at miste igen. Mit hul i hjertet er stadig kæmpe stort. Mon det nogensinde vil hele?
Den boble af sorg, der omsluttede mig for 2 år siden, er stadig intakt. Sorgen er stadig altoverskyggende. Savnet er enormt. I tiden lige efter, var der så meget praktisk, der skulle ordnes. Hvor kræfterne til det hele kom fra, ved jeg ikke. Vi gjorde det bare. Måske på autopilot. Fordi vi skulle.
Sidenhen har jeg brugt mange kræfter på at forlige mig med alt det, der skete i sygdomsforløbet. Forsøgt at acceptere, at livet er uretfærdigt. Det går ikke så godt…

Jeg husker så mange ting fra det lange sygdomsforløb. Dufte, stemninger, lugte, ord, berøringer, følelser, usagte ord, blikke. Jeg kan stadig mærke det hele.

I søndags, halvvejs på min indkøbsrunde i supermarkedet, blev jeg dårlig. Som om én havde givet mig en mavepuster.
Jeg fik hurtigt samlet de sidste ting sammen, betalt og kørt hjem. Da A mødte mig i entreen, løb tårerne ned ad mine kinder. Jeg havde det som om, min krop ikke kunne rumme mig mere. Som om den ville falde sammen, lande på gulvet og blive liggende, hvis jeg gav slip på sidste nerve.
Mit hjerte har lyst til at skrige. Stoppe op og lade stå til, mens jeg græder. I stedet sætter min hjerne min krop i sving, og sørger for at den gør det, den skal.
Og midt i min sorg, er der så meget andet, der spænder ben. Og hver dag står jeg op, og gør det, jeg skal.
Hvis ikke jeg havde A og vores 3 lykkespirer, så ved jeg helt ærligt ikke hvad der skulle få mig ud af sengen. Men det gør mig også sårbar. Jeg er bange for at miste igen. Bare tanken kan få mine tårer til at trille.
Det føles voldsomt at mærke sorgen så stærkt. Jeg ved godt, at den ikke må tage over. Men jeg kan mærke, at den skal have plads. Der skal prikkes hul på boblen, så noget af sorgen kan løbe ud.

Jeg bliver aldrig venner med livets uforudsigelighed. Lige nu er vi her. Men hvad med om et øjeblik?
Én ting har ændret sig fundamentalt for mig i løbet af de sidste par år. Jeg vil ikke spilde mit liv. Jeg vil have det bedste ud af det. Jeg nægter at spilde tiden på at være ked af det, frustreret og trist. Men det er store følelser, der er svære at fortrænge konstant. For livet gør også ondt, det har jeg lært. Det kan ikke være anderledes og det kan ikke undgås. Men netop derfor må man også huske at nyde det, når det er til at holde ud – eller ligefrem fylder én med lykke.
Det aller vigtigste er at finde lykken, både i de store og de små ting – og så holde godt fast i den!

Det er så corny at sige, at man skal huske at sætte pris på det, man har, og fortælle dem, der betyder noget, at man elsker dem – men det er virkelig så ægte rigtigt!

**********

I eftermiddags var vi nede på kirkegården sammen med min mor, og bagefter spiste vi middag sammen her hos os, med min bror og svigerinde. Fordi det er vigtigt at være sammen, midt i alt det, der gør så forbandet ondt.
I morgen er det 2 år siden vi fulgte kisten hjem fra Hospice. En uendeligt trist, men også varm og smuk forårsdag, som i dag.
Der er mange årsdage for tiden, der river i hjertet, men det er kærlighedens pris, som jeg betaler nu…

 

 

Der er mange flere tanker om døden, livet og kræftforløbet lige her