Ambivalens og antiklimaks – er det normalt?

 fullsizeoutput_1d18
Godt nok er der smil på, men det fortæller jo ikke alt…

De første to ud af ti ugers klinik på sygehuset er ovre og den forlængede weekend kom som kaldet.
Jeg har altid sat pris på ærlighed, også her på bloggen, og deler mange aspekter af livet, både de fine, rare, svære, gode, triste og tunge. Jeg tænker derfor, det er på sin plads at dele (nogle af) mine tanker, efter et par uger i en helt ny verden.

Jeg får mange mails med opfordringer til at skrive om studielivet, både ifht hvordan jeg forener det med familielivet og sådan mere generelt, hvordan studiet er osv. Jeg vil altid gerne imødekomme jeres ønsker, i det omgang det er muligt, og i dag har jeg tænkt mig at forsøge at få nogle af mine mange tanker ned på skrift. Det bliver muligvis rodet og ustruktureret, men det er blot et billede på, hvordan mit sind har det lige for tiden…

Inden klinikperioden startede, skrev jeg også mine tanker ned. De kan læses lige her. Der er dog sket virkelig meget siden – selvom der kun er et par uger imellem.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været så træt før, nærmest ikke engang dengang jeg ammede natten lang.
Jeg står op kl. 5 og er hjemme igen ved 16-tiden og så er jeg klar til at gå i seng og sove til næste morgen… Så har jeg været i 8 timer plus det løse. Den første uge var A på vagt alle dage, så jeg skulle hjem og styre drenge, madlavning, madpakker og alt det andet. Det tog pusten fra mig, men det var på en måde også rart, at min hjerne blev tvunget til at fokusere lidt på noget andet. Jeg har nærmest ikke åbnet en bog, siden jeg startede. Hverken overskue eller lyst har været der…
Der er en nerve i mit ene øje, der er begyndt at sitre hvert 5. minut, og det er som regel et tegn på, at min hjerne har for travlt og at jeg sover for lidt…

Som jeg har nævnt før, en del gange, så er jeg en tænker, og derudover har jeg en ret stærk, sensitiv side, der både er en stor fordel og en kæmpe udfordring. Jeg reflekterer over stort set alt, hvad jeg er i berøring med. Og når jeg kommer hjem fra en arbejdsdag på afdelingen, så kværner min hjerne videre og analyserer alt, hvad jeg har oplevet, gjort, hørt, læst og set. Det er enormt trættende, men det er også med til at gøre mig bedre – lige nu er det dog mest det første, der fylder for mig og påvirker mig.

De første to uger har slet ikke været, som jeg havde håbet, troet og tænkt. Jeg synes egentlig ikke, jeg havde mange forventninger til alt det nye på forhånd, fordi jeg netop var bange for at blive skuffet. Jeg ville hellere blive glædeligt overrasket. Jeg håbede dog, at jeg i det mindste ville mærke den helt rigtige mavefornemmelse, når jeg stod i det. Opleve at blive bekræftet i mit valg og i min nye vej. Men alle de gode følelser, jeg (nok alligevel) håbede på, og den gode mavefornemmelse, det gerne skulle bringe med sig, er udeblevet. Og jeg er frustreret og helt grædefærdig over det. Eller rettere; jeg har allerede grædt over det flere gange.

Forrige år, da jeg for alvor begyndte at lytte til min egen fornemmelse af, at jeg skulle læse til sygeplejerske, startede en stor, ambivalent, vild, overvældende, skræmmende og fantastisk følelse indeni. Jeg brugte lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ikke var for gammel til at læse – og også lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ville kunne klare det.
Og selvom jeg bilder mig ind, at det ikke fylder meget i min bagage længere, så må jeg nok erkende, at mange års mobning alligevel har sat og stadig sætter sine spor – både positivt og negativt.
Da jeg startede på studiet, tvivlede jeg stadig på mine egne evner. Tvivlede på, om jeg var god nok. Og det er også det, der har afholdt mig fra at kaste mig ud i et langt studie tidligere. Når jeg kigger tilbage, i bagklogskabens klare lys, har det nok været dét, der har sat en stopper for mange ting i mit liv. Ting jeg godt kunne fortryde nu. Men det nytter jo ikke noget, siger de kloge.

Inden jeg startede på studiet sidste år, var jeg overbevist om, at det ville blive den teoretiske del, der ville volde mig flest problemer. Især de naturvidenskabelige fag, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med i mange år. Jeg glædede mig til en uddannelse, hvor der var en del praktik. Og nu, hvor jeg står midt i praktikken, drømmer jeg mig tilbage på skolebænken. Det var den vildeste oplevelse at opdage, at jeg faktisk kunne finde ud af de naturvidenskabelige fag. At jeg ligefrem begyndte at holde af dem, kom som noget af en overraskelse for mig! Og også det at opdage, at min skoleglæde stadig bor i mig, var fantastisk.

Jeg kan konkludere, efter 8 måneders studie, at jeg kan. Jeg kan faktisk mere, end jeg havde forestillet mig. Og jeg vil gerne udfordres, blive klogere, lære mere – helst hele tiden, så jeg ikke kommer til at kede mig.
Alt det må jeg, trods alt, forsøge, ikke at glemme igen! <3 Måske endda finde en styrke i.

På en måde har jeg brug for at finde et mål. For at have noget, der kan holde mig oppe, når modet og troen på det hele forsvinder.
Jeg var ret sikker på, og håbede helt ind i hjertekulen, at jeg ville blive bekræftet i, at jeg er landet på min rette hylde. Men på mange områder har det været nærmest modsat. Og jeg kan slet ikke se mig selv arbejde på en sengeafdeling.
Der er mange sygeplejersker (der arbejder som sygeplejerske) der siger, at det er et fantastisk job! Og mange siger til mig, at det er en perfekt uddannelse, fordi den giver så mange muligheder. Men lige nu kan jeg slet ikke få øje på alt det, de sætter ord på. Jeg kan ikke mærke det. Og det er vildt frustrerende! Jeg er en fighter. Jeg giver ikke op! Men jeg har også lært, at jeg er nødt til at have hjertet (og maven) med, hvis jeg skal kunne være i det.

‘Du ejer først dit liv, når du stopper med at tænke på, hvad andre tænker om dig’. Dét kunne jeg godt lære noget af!

Jeg håber, de næste uger byder på masser af nye, gode oplevelser, der sender mig tilbage på rette spor. Og giver mig den rigtige mavefornemmelse tilbage. Den der er så svær at sætte ord på og forklare, men som jeg med årene har lært at lytte til og også stole på. Omend jeg også stadig er god til at overhøre den. I morgen er jeg tilbage i den hvide kittel, og det giver mig en anelse ondt i maven allerede.

Hvornår mærker man det klik indeni, der fortæller én, at det er helt rigtigt? Er det for meget at forlange, at man skal få den følelse? Måske er det utopi, at man kan finde lykken i et job? Måske skal man bare ‘affinde’ sig? Måske leder jeg for meget efter lykken, i alt hvad jeg gør? Jeg forsøger at se det fine i alting, men måske er der bare nogle ting, der kun er ‘okay’?

Mere end 1/5, ud af 50, af mit hold er allerede stoppet på uddannelsen. Og vi har fået at vide, at det er denne første lange klinikperiode, der er afgørende for mange. Jeg havde bare ikke forestillet mig, at den skulle så tvivl hos mig! Overhoved ikke!

Jeg ved ikke, om det er normalt at have det sådan her efter de første par uger. Måske går det over? Om ikke andet, så er mine følelser og tanker ihvertfald skrevet ned nu – måske nogen kan genkende dem eller bruge dem til noget…

Måske nogen af jer, der arbejder som sygeplejersker, vil dele jeres historie, erfaringer, tanker? Hvad laver I, der giver mening for jer i jeres arbejde? Måske der er nogen af jer derude, der har haft det ligesom mig, nu hvor den første forelskelse er ovre? Skal man bare lige på den anden side af det og så mærker man kærligheden?

Indtil videre kæmper jeg videre, og forsøger at finde ind til den gode mavefornemmelse – med et smil på læben, for det smitter jo. Både udad og indad <3

   

8 kommentarer

  • Christina

    Enig med de andre! Hæng i… de første grundlæggende praktikker giver slet ikke et fyldestgørende billede af arbejdet som sygeplejerske.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Kære Pernille
    Først og fremmest tak for en skøn blog med både det gode og det hårde!
    Jeg er også sygeplejerske (og nu sundhedsplejerske). Jeg oplevede også, at praktikkerne var hårde, fordi at både speciale og arbejdsmiljø er helt forskelligt mellem afdelinger. Jeg tror, man skal se praktikkerne som en mulighed for netop at finde den der mavefornemmelse, hvor man opdager SIT RIGTIGE speciale.
    Jeg fandt først min plads som sygeplejerske på 6. semester, hvor jeg var på en børneafdeling, og så vidste jeg endelig, at jeg var landet helt rigtigt.
    Så prøv at bevare gejsten for jeg er sikker på, at der er en fantastisk sygeplejerske gemt i dig!
    De bedste hilsner Cecilie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    Kære Pernille
    Jeg får sådan lyst til at sende dig en hilsen, fordi jeg har stået i præcis det samme, da jeg stod som helt nyuddannet lærer. Nøjagtig som dig er jeg en tænker, der (over)analyserer alt, der er sket i løbet af en dag. Det gjorde mig til en bedre lærer, men ikke en bedre person. Det drænede min livsenergi totalt.

    For mig hjalp det ekstremt meget at tale med en psykolog. Jeg er klar over, det i nogens optik er et dårligt stempel, men det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke gjorde det noget før. Jeg gjorde det først, da jeg havde smidt håndklædet i ringen, og jeg er i bagudsyn sikker på, hun kunne have hjulpet mig i situationen.
    De fleste læger er søde til at give henvisning, hvis man fortæller, hvordan man har det.

    Dernæst vil jeg sige, at alle de gange, jeg har startet nyt job, er der gået min. 3-4 uger, før jeg ikke har været grådlabil, når jeg er kommet hjem. Det er SÅ hårdt at starte nyt, når man er en smule sensitiv, introvert og/eller enormt refleksiv. Min erfaring er samtidig, at det gælder for ekstremt mange flere, end man hører om – mange siger det bare ikke højt, fordi de føler, det er forkert, og derfor føles det ekstra forkert, når man er typen, der ikke kan ignorere det. Men tro mig: du er IKKE alene!

    Har du tænkt over at læse til læge? Jeg har en veninde, der kom ind på kvote 2, da hun var i gang med sygeplejerskeuddannelsen. Hun har haft kæmpe hjælp i at starte ud den vej. Og det giver en del mere skolegang.

    Alle de bedste ønsker til dig, uanset hvilken vej du går! Mavefornemmelser kommer nogengange først år efter, man er begyndt på noget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Kære Pernille
    Nu er jeg ikke nyuddannet sygeplejerske, men relativt nyuddannet (1 års erfaring i denne måned) med en bachelor i administrativt regi. Min uddannelse er meget bred, og jeg kan få arbejde som spænder ret vidt. En fordel, men også lidt en ulempe, for det kan være svært at finde ud af, hvad man så brænder for. Hvilken vej skal man gå i osv? Måske det er lidt det samme som dig? Du kan også tage sygeplejefaget i mange retninger.
    Jeg fik job 1,5 måned efter BA eksamen. Et job jeg ikke helt vidste om “var mig” og med et område som jeg INTET vidste om… Jeg havde en hård opstart, synes jeg. Forkert mavefornemmelse og jeg synes det var en “spøjs” arbejdsplads. Som dig er jeg enormt sensitiv, specielt i forhold til andre menneskers “små signaler”. Det er svært at forklare, men bruger enormt mange ressourcer på at analysere folk/situationer. Det i kombination med mine meget høje forventinger til mig selv, kulminerede i inde stress symptomer (har været syg med stress i 2012, så vidste fuldstændig hvad kroppen havde gang i). Det var voldsomt angstprovokerende! Jeg besluttede mig for at være ærlig for chef og kolleger, og det blev taget meget godt imod.
    Og jeg fandt også ud af, at noget af det der trickede mig, gjorde mig usikker, nervøs og modvillig mod det nye job, også hang sammen med, at jeg lige pludselig var “hende der intet vidste”. Jeg blev ærlig talt nok blæst lidt bag over, at jeg var så uerfaren og i den grad skulle starte helt forfra. Jeg kom jo fra et fag, hvor jeg var erfaren og faktisk også var dygtig til det jeg lavede. Så den var faktisk overraskende svært at sluge, at jeg ikke var erfaren, dygtig, hurtig og rutineret til det jeg lavede. Rent logisk vidste jeg jo godt, at det måtte være sådan efter endt uddannelse, men det var ærlig talt nok lidt en øjenåbner alligevel.
    Jeg er stadig ansat der i dag, men ved også at jeg ikke landet det rigtige sted. Jeg har dog en helt anden ro med det, og jeg er glad for at jeg ikke sagde op, da det føltes svært. Det har givet mig sindsygt meget erfaring både fagligt og personligt, at jeg holdte ved.
    Som dig er jeg også i tvivl, om jeg har for høje forventninger til mit arbejdsliv… Mon mit drømmejob findes? Har jeg mon valgt den rigtige uddannelse? Skal jeg sætte forventninger lidt ned eller?
    Jeg ved det ærlig talt ikke, og lige nu har fylder det heller ikke så meget. Jeg tror ens arbejdsliv er en lang proces, og det tror jeg, at jeg er ved at erkende. At der ikke som sådan er EN endestation, ET job, som bare er DET.
    Men jeg ved også, at jeg skal finde noget jeg brænder for. Det ved jeg hvordan føles, og det kan jeg ikke være foruden i mit arbejdsliv.
    Jeg tror du bliver en “kick ass” sygeplejerske. Det tror jeg virkelig! Du skal bare finde din rette hylde i det fag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie-Louise

    Jeg tænker lige som Sine, at du skal slå koldt vand i blodet. Der er stor forskel på afdelinger og specialer og der er vitterlig mange muligheder i specialet. Jeg har hovedsagligt arbejdet på kirurgiske afdelinger, da jeg arbjdede på hospital. Jeg har så taget en ernæringsuddannelse og arbejder nu som diabetes sygeplejerske i det kommunale. Her har jeg samtaler, underviser,på,holdmatch individuelt i et tværfagligt samarbejde med Fyns og diætister. Har været sygeplejerske i snart 20år og har oplevet at der er rigtig mange muligheder også muligheder, som jeg ikke lige havde tænkt på da jeg blev færdig. Jeg synes også at praktikerens var hårde og laaaange.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sine

    Jeg vil sige; slå koldt vand i blodet.. Afdelinger er forskellige, specialer er forskellige og det vil du opleve når du kommer i den næste praktik. Jeg er kirurgisk sygeplejerske og ville ha det meget svært ved at fungere på en medicinsk afdeling fx..! Min veninde arbejder på børneafdelingen og elsker det, mig – jeg ville tude konstant på den afd.
    Så ro på, glæden skal nok komme når du rammer den rigtige afdeling/speciale

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Hej 🙂
    Som forholdsvis “nyuddannet” sygeplejerske, vil jeg bare fortælle, at jeg kan genkende mig selv ret meget i dine tanker under min første praktik!!!
    Jeg var SÅ træt… og jeg havde ikke børn dengang! Det er bare vildt hårdt.
    Det, det handlede om for mig var, at det var mit første rigtige møde med en sengeafdeling og den grundlæggende sygepleje og personlig pleje. Så mine første 10 uger brugte jeg på at hjælpe patienter i bad, på toilet og hjalp den med at spise. Jeg synes det var hårdt, for det var måske ikke den del jeg synes var mest spændende! Så det blev også bare overlevelse for mig. Nu flere år senere, kan jeg fortælle at det selvfølge er en vigtig del af sygeplejen, men en virkelig lille del af det at være sygeplejerske (nogle steder). Jeg er meget taknemmelig for at jeg lærte den del så grundigt dengang i min første praktik. Nogle at min medstuderende som startede ud på et ambulatorium, kom virkelig til at mangle denne del senere.
    Så min gnist blev på ingen måde vækket i den første praktik… det kom til gengæld i de næste praktikker, hvor man fik lov til at være med til mere og prøve noget mere. Jeg startede som nyuddannet som hjemmesygeplejerske, fordi jeg forsat havde det svært med sengeafdelinger- og jeg elskede det! Nu, efter 5 år, er jeg gået i gang med en kandidat, så fremover kommer jeg til at bruge min sygepleje på en helt anden måde… og i sær helt anderledes end min aller første praktik. Men det var noget jeg skulle igennem for at nå der hvor jeg er nu!
    så det jeg egentlig vil sige er, HÆNG I.. Det bliver bedre for hver dag der går, hvor du bliver mere og mere selvstændig i dit arbejde… Jeg kender mange der har haft det sådan i deres første praktik, men alligevel er blevet glade sygeplejersker:) Så måske er det okay du synes det er svært lige nu… Tiden går hurtigt, og efter de 10 uger vil du være stolt… og jeg er sikker på at du vil have lært rigtige mange brugbare ting, lige meget hvilken form for sygeplejerske du kommer til at blive ( for JA, der er mange muligheder:))

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Uh hvor jeg kender den følelse du står med! Jeg er også super reflekterende og kværner løs i hjernen. Jeg blev uddannet sygeplejerske for 5 år siden og jeg hadede mine praktikker på sygehuset, alt for meget stress og jag og dårligt arbejdsmiljø. Og jeg synes det var så svært at være sammen med medstuderende som bare synes det var Det fedeste i verden! Samtidig var det også dem som hjalp med at komme igennem
    Det og det hjalp også meget at sige det højt! For alt kan jo ikke være fedt for alle. Hjemmeplejen og psykiatri praktikkerne var der det ligesom gik i hak for mig det synes jeg var spændende og jeg har kunne fordybe mig og bruge mine faglige kompetencer. Jeg tænker tit tilbage på hvordan hulen jeg overlevede det og hvorfor jeg ikke sagde stop. Ved ikke om det kan hjælpe noget men det er i hvert fald min erfaring med det. Du er ikke alene! Jeg arbejder i dag på et psykiatrisk sengeafsnit og selvom det også er drønhårdt er jeg en glad sygeplejerske. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

På tur til drengenes drømmeland - Segways, gravkøer, udfordringer, teknik og timevis af sjov