Ambivalens og antiklimaks – er det normalt?

 
Godt nok er der smil på, men det fortæller jo ikke alt…

De første to ud af ti ugers klinik på sygehuset er ovre og den forlængede weekend kom som kaldet.
Jeg har altid sat pris på ærlighed, også her på bloggen, og deler mange aspekter af livet, både de fine, rare, svære, gode, triste og tunge. Jeg tænker derfor, det er på sin plads at dele (nogle af) mine tanker, efter et par uger i en helt ny verden.

Jeg får mange mails med opfordringer til at skrive om studielivet, både ifht hvordan jeg forener det med familielivet og sådan mere generelt, hvordan studiet er osv. Jeg vil altid gerne imødekomme jeres ønsker, i det omgang det er muligt, og i dag har jeg tænkt mig at forsøge at få nogle af mine mange tanker ned på skrift. Det bliver muligvis rodet og ustruktureret, men det er blot et billede på, hvordan mit sind har det lige for tiden…

Inden klinikperioden startede, skrev jeg også mine tanker ned. De kan læses lige her. Der er dog sket virkelig meget siden – selvom der kun er et par uger imellem.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været så træt før, nærmest ikke engang dengang jeg ammede natten lang.
Jeg står op kl. 5 og er hjemme igen ved 16-tiden og så er jeg klar til at gå i seng og sove til næste morgen… Så har jeg været PÅ i 8 timer plus det løse. Den første uge var A på vagt alle dage, så jeg skulle hjem og styre drenge, madlavning, madpakker og alt det andet. Det tog pusten fra mig, men det var på en måde også rart, at min hjerne blev tvunget til at fokusere lidt på noget andet. Jeg har nærmest ikke åbnet en bog, siden jeg startede. Hverken overskue eller lyst har været der…
Der er en nerve i mit ene øje, der er begyndt at sitre hvert 5. minut, og det er som regel et tegn på, at min hjerne har for travlt og at jeg sover for lidt…

Som jeg har nævnt før, en del gange, så er jeg en tænker, og derudover har jeg en ret stærk, sensitiv side, der både er en stor fordel og en kæmpe udfordring. Jeg reflekterer over stort set alt, hvad jeg er i berøring med. Og når jeg kommer hjem fra en arbejdsdag på afdelingen, så kværner min hjerne videre og analyserer alt, hvad jeg har oplevet, gjort, hørt, læst og set. Det er enormt trættende, men det er også med til at gøre mig bedre – lige nu er det dog mest det første, der fylder for mig og påvirker mig.

De første to uger har slet ikke været, som jeg havde håbet, troet og tænkt. Jeg synes egentlig ikke, jeg havde mange forventninger til alt det nye på forhånd, fordi jeg netop var bange for at blive skuffet. Jeg ville hellere blive glædeligt overrasket. Jeg håbede dog, at jeg i det mindste ville mærke den helt rigtige mavefornemmelse, når jeg stod i det. Opleve at blive bekræftet i mit valg og i min nye vej. Men alle de gode følelser, jeg (nok alligevel) håbede på, og den gode mavefornemmelse, det gerne skulle bringe med sig, er udeblevet. Og jeg er frustreret og helt grædefærdig over det. Eller rettere; jeg har allerede grædt over det flere gange.

Forrige år, da jeg for alvor begyndte at lytte til min egen fornemmelse af, at jeg skulle læse til sygeplejerske, startede en stor, ambivalent, vild, overvældende, skræmmende og fantastisk følelse indeni. Jeg brugte lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ikke var for gammel til at læse – og også lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ville kunne klare det.
Og selvom jeg bilder mig ind, at det ikke fylder meget i min bagage længere, så må jeg nok erkende, at mange års mobning alligevel har sat og stadig sætter sine spor – både positivt og negativt.
Da jeg startede på studiet, tvivlede jeg stadig på mine egne evner. Tvivlede på, om jeg var god nok. Og det er også det, der har afholdt mig fra at kaste mig ud i et langt studie tidligere. Når jeg kigger tilbage, i bagklogskabens klare lys, har det nok været dét, der har sat en stopper for mange ting i mit liv. Ting jeg godt kunne fortryde nu. Men det nytter jo ikke noget, siger de kloge.

Inden jeg startede på studiet sidste år, var jeg overbevist om, at det ville blive den teoretiske del, der ville volde mig flest problemer. Især de naturvidenskabelige fag, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med i mange år. Jeg glædede mig til en uddannelse, hvor der var en del praktik. Og nu, hvor jeg står midt i praktikken, drømmer jeg mig tilbage på skolebænken. Det var den vildeste oplevelse at opdage, at jeg faktisk kunne finde ud af de naturvidenskabelige fag. At jeg ligefrem begyndte at holde af dem, kom som noget af en overraskelse for mig! Og også det at opdage, at min skoleglæde stadig bor i mig, var fantastisk.

Jeg kan konkludere, efter 8 måneders studie, at jeg kan. Jeg kan faktisk mere, end jeg havde forestillet mig. Og jeg vil gerne udfordres, blive klogere, lære mere – helst hele tiden, så jeg ikke kommer til at kede mig.
Alt det må jeg, trods alt, forsøge, ikke at glemme igen! <3 Måske endda finde en styrke i.

På en måde har jeg brug for at finde et mål. For at have noget, der kan holde mig oppe, når modet og troen på det hele forsvinder.
Jeg var ret sikker på, og håbede helt ind i hjertekulen, at jeg ville blive bekræftet i, at jeg er landet på min rette hylde. Men på mange områder har det været nærmest modsat. Og jeg kan slet ikke se mig selv arbejde på en sengeafdeling.
Der er mange sygeplejersker (der arbejder som sygeplejerske) der siger, at det er et fantastisk job! Og mange siger til mig, at det er en perfekt uddannelse, fordi den giver så mange muligheder. Men lige nu kan jeg slet ikke få øje på alt det, de sætter ord på. Jeg kan ikke mærke det. Og det er vildt frustrerende! Jeg er en fighter. Jeg giver ikke op! Men jeg har også lært, at jeg er nødt til at have hjertet (og maven) med, hvis jeg skal kunne være i det.

‘Du ejer først dit liv, når du stopper med at tænke på, hvad andre tænker om dig’. Dét kunne jeg godt lære noget af!

Jeg håber, de næste uger byder på masser af nye, gode oplevelser, der sender mig tilbage på rette spor. Og giver mig den rigtige mavefornemmelse tilbage. Den der er så svær at sætte ord på og forklare, men som jeg med årene har lært at lytte til og også stole på. Omend jeg også stadig er god til at overhøre den. I morgen er jeg tilbage i den hvide kittel, og det giver mig en anelse ondt i maven allerede.

Hvornår mærker man det klik indeni, der fortæller én, at det er helt rigtigt? Er det for meget at forlange, at man skal få den følelse? Måske er det utopi, at man kan finde lykken i et job? Måske skal man bare ‘affinde’ sig? Måske leder jeg for meget efter lykken, i alt hvad jeg gør? Jeg forsøger at se det fine i alting, men måske er der bare nogle ting, der kun er ‘okay’?

Mere end 1/5, ud af 50, af mit hold er allerede stoppet på uddannelsen. Og vi har fået at vide, at det er denne første lange klinikperiode, der er afgørende for mange. Jeg havde bare ikke forestillet mig, at den skulle så tvivl hos mig! Overhoved ikke!

Jeg ved ikke, om det er normalt at have det sådan her efter de første par uger. Måske går det over? Om ikke andet, så er mine følelser og tanker ihvertfald skrevet ned nu – måske nogen kan genkende dem eller bruge dem til noget…

Måske nogen af jer, der arbejder som sygeplejersker, vil dele jeres historie, erfaringer, tanker? Hvad laver I, der giver mening for jer i jeres arbejde? Måske der er nogen af jer derude, der har haft det ligesom mig, nu hvor den første forelskelse er ovre? Skal man bare lige på den anden side af det og så mærker man kærligheden?

Indtil videre kæmper jeg videre, og forsøger at finde ind til den gode mavefornemmelse – med et smil på læben, for det smitter jo. Både udad og indad <3