Ideer til lækker påskemad, påskedesserter og påskekager

Bump på (studie)vejen + lidt tanker om sygeplejestudiet, inden det bliver alvor

fullsizeoutput_190c

Jeg kan se, I er mange, der læser med, når jeg skriver om sygeplejestudiet, og alle de tanker, der følger med den nye del af mit liv. Derfor tænker jeg, det er på tide med en lille ’status’, nu hvor halvdelen af 2. semester snart er overstået (gisp!).

Lettelsen, over at afslutte 1. semester med fint resultat, varede længe og var virkelig rar. Efter et par dages ‘fri’ ovenpå en hæsblæsende eksamen, startede 2. semester lige på og hårdt. På en måde var jeg slet ikke klar til et halvt år mere for fuld skrue. 1. semester tog på mange måder pusten fra mig. Der var virkelig meget at se til, meget nyt at forholde sig til, lære, huske udenad og forstå og overvældende meget læsestof. Jeg kunne slet ikke se mig selv overleve endnu et semester i dét gear!

Jeg besluttede mig derfor for at tage studieplanen en uge ad gangen, og efter et par uger viste det sig heldigvis, at det var anderledes end 1. semester. Skemaet har ikke været helt så tætpakket, og jeg har meget nemmere ved at prioritere læsestof nu, end på 1. semester, hvor alting var uundværlig viden. Nu har jeg (allerede) en del baggrundsviden, der hjælper mig på vej og en anden forståelse, når jeg læser nyt. Det er en ret fed følelse 😉
Jeg tager mig selv i at glæde mig over at læse i min anatomi/fysiologi bog. Jeg er vild med at lære, og de fag jeg havde frygtet mest inden (dem af den naturvidenskabelige slags) har vist sig at være mine yndlings. Der er virkelig meget, der har overrasket mig positivt – eller.. måske er det mig selv, der har overrasket mig positivt…?

Jeg vil dog ikke gå så langt som til at sige, at 2. semester har været og er let. Det er bare anderledes. Det er mere ustruktureret og også frustrerende, bare på en anden måde. Og så er der et par (store) bump på vejen, der skal løses….

Som mange af jer nok ved, så er der varslet strejke og lockout. Min skole er udtrukket til strejke, og derudover ligger lockouten i den periode, hvor jeg skal starte op i klinik/praktik. Der er mange usikkerheder forbundet med det, og der er ikke andet at gøre end at vente og se, hvad der sker. Jeg bakker selvfølgelig op om det, for jeg synes også at #nokernok. Men det havde selvfølgelig været rart, hvis det ikke havde været nødvendigt med alt det her ‘fuss’.

Da jeg i sin tid undersøgte, hvilken skole jeg skulle søge ind på, traf jeg valget ud fra, hvilken skole der havde klinikaftale med sygehuset i den by, vi bor i. Af (især) praktiske årsager var det vigtigt for mig, så jeg ikke også skulle pendle i praktikperioderne, der fylder ca. 40% af studiet.
Da jeg, for et par uger siden, skulle til at ønske klinikplads, viste det sig dog, at der ikke var nogen pladser at ønske på sygehuset her i byen. Det var virkelig et slag i hovedet og bragte mange frustrationer med sig. Pludselig gik jeg fra at kunne have 10 minutter til klinikstedet, til at skulle krydse fingre for, ikke at blive sendt endnu længere væk end de 40 minutter, det tager for mig at pendle i skole.
I forvejen har det ændret meget for både min familie og jeg, at jeg er begyndt at studere igen. Vi forsøger at fokusere på det gode, det bringer med sig, men når sådan noget her så sker, så føler jeg virkelig, at det har store omkostninger for min familie, at jeg gerne vil følge en drøm.
Når jeg skal møde omklædt på sygehusafdelingen kl. 7 hver morgen, skal jeg hjemmefra senest lidt over 6. På det tidspunkt har drengenes institutioner altså ikke åbent. Og når A har nattevagt er han først hjemme lidt over syv. Når jeg skal være i skole til kl. 8 kan det liiiiige gå – så kysser vi godmorgen og på gensyn i døren 😉
Nu skal vi så forsøge at få det løst på anden vis. Højst sandsynligt ved at få nogen til at komme her kl 6 om morgenen! Øv altså, det er tungt at være nødt til at skulle have så meget hjælp. Jeg vil gerne selv kunne løse tingene, når nu jeg selv har bragt os i den her situation, men det er bare svært.
Det bliver 10 uger med virkelig meget nyt at forholde sig til. Både herhjemme og på afdelingen.

Og apropos dét, så er jeg vildt nervøs for den forestående klinik, der starter i midten af april. Da jeg fik at vide, hvilken afdeling jeg skulle være på, kunne jeg straks mærke min mave snøre sig sammen. Så blev det pludselig meget håndgribeligt. Jeg er vildt bange for, at jeg ikke kan leve op til mine egne og deres forventninger. Det har på en måde været ret trygt at sidde bag bøgerne. Nu skal jeg for alvor finde ud af, om jeg overhoved kan finde ud af at omsætte al den nye viden til praksis. Pyh. Det er jo ikke for sjov. Ikke længere noget vi leger, som når vi øver os på ’sygehusafdelingen’ på skolen. Nu er det snart alvor…! Og som sløjfe på det, er der også en skriftlig opgave og en eksamen, der skal bestås…

Men – nu er det hele jo ikke kun skidt. For et par uger siden skulle vi til en obligatorisk regnetest, som opvarmning til den medicinregningseksamen vi skal til på 3. semester. Jeg har, i mange år, haft det ret svært med matematik. Det startede nok engang i folkeskolen, hvor jeg havde en ret skrap matematiklærer, der gennemgik tingene én gang og derefter sagde: ‘Hvis I ikke forstår det nu, så kan jeg ikke lære jer det’.
Jeg havde derfor ikke særlig høje forventninger til testens resultat, især ikke når den skulle tages inden vi overhoved har fået undervisning i faget. Det viste sig dog, at jeg havde klaret den rigtig fint og kun havde et par fejl. Jeg var helt høj! En stor sten faldt fra mit hjerte. Der er faktisk håb for, at jeg kan klare den eksamen på 3. semester, som er både berygtet og én man allerede hører om første dag på studiet.

Nu er påske’ferien’ skudt i gang. Jeg har fri fra studiet i næste uge, men har en temmelig uoverskuelig og forvirrende opgave, der skal arbejdes med og skrives – og også helst bestås, for ellers kan jeg ikke gå til eksamen 😉 Den har allerede givet mig en del grå hår, så jeg glæder mig helt vildt, til den er overstået. Jeg håber, at næste uge kan gøre meget ved det.
I går fik jeg velkomstbrev fra den afdeling, jeg skal i klinik på. Sammen med en fin opfordring om at sørge for at have læst op på en del pensum fra første semester, som er relevant ifht. afdelingens patienter. Jeg kommer vist ikke til at kede mig foreløbig 🙂

Nu vil jeg dog forsøge at glemme alle mine to do’s for en stund, og bare nyde, at drengene har ferie, det er weekend, foråret er på vej og i det store hele har vi det godt <3

God weekend og påskeferie til jer!

P.S Hvis du vil læse mere om studiet og mine tanker omkring det, kan du klikke lige her

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ideer til lækker påskemad, påskedesserter og påskekager