7 års fødselsdag - skolefest, sjove kager og spiselige linealer

Med tårer i øjnene…

fullsizeoutput_1554

… Nu sidder jeg her i sofaen. Helt alene. Med tårerne trillende ned ad kinderne. Med store tanker bag øjnene og en dundrende hovedpine. Med en masse tanker, der maser sig på, og som jeg har brug for at skrive ned, før jeg kan falde i søvn. Måske bliver det et forvirrende sammensurium af mærkelige, dybe, tunge tanker. Måske giver noget af det mening…
Apropos dette indlæg har i dag været sådan én, der har givet en del stof til eftertanke, og sat livet i relief.

A er taget på nattevagt, de to store overnatter hos mormor og bettemusen er kysset godnat, efter at have siddet tæt i sofaen, bare ham og jeg, en halv time og grint af Gurli Gris. For ham en rolig stund, med nærhed og varme – og grin – som så mange gange før. For mig et meningsfyldt øjeblik, der bragte ro i mit sind, og blev værdsat endnu mere end ellers.

I dag har været en hård dag. Her har flagene ikke været på halvt for HKH Prins Henrik, og vi har heller ikke fejret Valentins dag.
Vi har taget afsked. Sagt på gensyn. Til et familiemedlem, der efter kort tids sygdom måtte lukke øjnene for sidste gang. I den samme lejlighed på Hospice, som der hvor min far gjorde det.

I kirken i dag græd jeg. Både over sorgen, savnet og mindet. Over livet og døden. Jeg græd af medfølelse for dem, der har mistet deres forælder. Fordi jeg ved, hvordan det føles. Jeg græd over min egen sorg, som præsten – også – talte til, da hun snakkede så fint om kærlighedens tid og den hjemløse kærlighed. Fordi jeg kan genkende det – og mærke det så stærkt stadigvæk.

Da vi efter bisættelsen samledes til kaffe blev der sagt flotte ord og delt gode minder. Jeg blev endnu en gang mindet om, hvor vigtigt det er at huske at sige de fine ting, man tænker, til dem man holder af, mens de er her til at høre det. Ikke vente og ikke udskyde det. For det kan ende med at blive for sent. Og det sværeste er at skulle leve videre med erkendelsen af, at man ’skulle have gjort’.
Jeg synes, jeg er blevet mindet om det for ofte, de sidste par år. Jeg ville ønske, at det ikke skulle komme så tæt på, igen og igen. Det er ikke mange måneder siden vi sad i samme kirke, for at tage afsked med en af vores naboer. Men jeg må acceptere, at det er en del af livet. Der er ikke rigtigt andet at gøre, for det hjælper ikke at lukke øjnene for det og håbe, at det forsvinder igen.

Jeg er ikke længere bange for døden, omend jeg frygter, at den skal ramme dem omkring mig. I modsætning til det præsten sagde om, at vi ikke skal frygte døden, fordi vi kan mødes i Gud, så er jeg ubeskriveligt bange for at skulle undvære dem, der betyder allermest for mig. For jeg har brug for dem her – her hvor jeg er.

Mere end nogensinde før, giver det SÅ meget mening for mig, (endelig) at læse til sygeplejerske og kunne og skulle være der for andre, i deres svære stund. Det er med til at give mit liv mening.
Indimellem kan jeg dog godt blive bange for, at jeg ikke kan rumme andres sorg eller holde til at være i det, være på så nært hold til døden. Men jeg er nødt til at tro på, at jeg kan det. At min uniform giver mig styrke, og at jeg kan finde ud af at støtte dem i sorgen, uden at tage den helt ind i hjertet. På den anden side, ville jeg aldrig kunne acceptere, hvis det blev hverdag. Jeg har ikke lyst til at nå dertil, hvor døden ikke betyder noget. For det gør den. Den er uundgåelig og ensom. Men jeg vil virkelig gerne kunne være med til at gøre den udholdelig. Døden må ikke være et tabu.

Efter en dag som i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvilke kendetegn der mon ville blive fremhævet til min begravelse. Lyder det skørt? Det føles lidt skørt at skrive det, men ikke desto mindre kom jeg til at fundere over det i dag, da jeg kiggede ud over bakkerne og mærkede solens stråler på kinderne.
Måske skulle det være ens livsmantra. Det man forsøger at forme dagene ud fra og leve efter.
Det man ville ønske, at andre tænkte og sagde om én – den dag man ikke er her mere.
Fordi det forhåbentlig kunne minde én om de gode ting, der er værd at holde fast i? At være glad, åben, smilende, imødekommende, klog, veltalende, sjov, lyttende, omsorgsfuld, rundhåndet, gavmild – eller hvad man nu synes, er gode kvaliteter at besidde. At huske at sige ‘pyt’ til alt det, der i bund og grund ikke betyder noget. Og bevare energien til at gøre tingene nu og ikke udskyde dem.
Jeg vil forsøge at huske det næste gang, jeg gruer for en eksamen eller en anden svær situation. Huske på, at det ikke skal vælte mig. Jeg har klaret så mange andre svære ting. Og hvis ikke det går, så går det nok alligevel..

Lige nu, som jeg sidder her, er jeg træt og indtryksmæt og tom indeni. Jeg er fyldt op og har svært ved at rumme mere. Men mine tanker holder ikke pause endnu. De er stadig i gang med at fordøje. Jeg tænker på alle dem, jeg ved, også slås med sorg og savn lige nu. Tænker på venner, der også lige har mistet, og som tog afsked i går. Jeg har det som om, jeg ikke kan rumme mere ‘liv’ og slet ikke død.
Men i morgen tidlig fortsætter hverdagen, som den plejer. Som om intet var hændt og det er dét, der er så svært at forstå. For efterhånden synes jeg slet ikke, at livet er genkendeligt længere. Det er ikke, som det var engang. Gid jeg kunne være barn igen, og mærke den naive tro på, at livet (for det meste) vil én det godt. Fyldes af den udødelighedsfølelse, jeg følte, før jeg fik børn.

Jeg savner A ved min side. Til at aflede mine tanker og dele alt det svære med. Godt han kommer hjem igen i morgen <3

   

3 kommentarer

  • Virkelig, virkelig flot skrevet, Pernille. Tag dig tid til sorgen. Jeg kondolerer!
    Men dine refleksioner rammer mig rigtig dybt, som snart færdig sygeplejerske, fordi jeg virkelig kan genkende dine tanker og følelser. Som Signe skriver, så er det et privilegie at kunne være der i den sårbare tid for både patient og pårørende. Du kommer til at få værktøjer til at kunne bibeholde situationsfornemmelse, medfølelse, empati og samtidig professionalitet. Men som også står skrevet: at vise sin medfølelse med tårer er så menneskeligt. Så snart du ikke føler det – så snart døden ikke rammer noget i dig – er der værd at overveje i en anden retning. Din rygsæk får dig så langt og du bliver en skøn, velreflekteret sygeplejerske!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Op.

    Hvor er det her fine ord og refleksioner, Pernille. Og det er endnu engang med til at bekræfte, at du bliver en dygtig sygeplejerske. For ja, som sygeplejersker ér vi ofte med, når livet er svært. Vi “inviteres” med ind, hvor mennesker er allermest sårbare, og det fordrer en ydmyghed at forvalte den rolle. Og den VED jeg, du har!
    Vi må gerne blive rørte, når et menneske dør. Og de pårørende mister. Det er ok! Faktisk vil jeg sige, at den dag man ikke påvirkes af et dødsfald, skal man finde sig et andet arbejde.
    I helt særlige situationer har jeg sågar også fældet en tåre sammen med de pårørende. Men du har ret; uniformen skaber både en samhørighed og en (professionel) distance. Og den er nødvendig og vigtig – men det betyder ikke, at man ikke må blive rørt og påvirket af patienters død eller de svære beskeder, man er med til at overbringe.
    Idag kan vi så meget indenfor sundhedsvæsenet. Behandle sygdomme, lindre symptomer, redde liv. Men du vil formentlig også komme til at stå i situationer, hvor patienten siger: “Nej. Stop. Hertil og ikke længere.” Eller situationer hvor DU måske, sammen med dine kollegaer, må være med til at stille spørgsmålet om, hvorvidt en behandling overhovedet er værdig for patienten længere. Jeg har altid arbejdet med et mantra i baghovedet: “Man kan også redde et menneskes liv, ved at sikre det en værdig død.” Det har hjulpet mig. Måske du også kan bruge det til noget.
    Kære Pernille, jeg håber, du nu har fået din A hjem. Sammen er I stærke, fornemmer jeg. Og som Tina her i kommentarfeltet også siger, så tag dig tid til sorgen og minderne. Og modtag også mine kondolencer for dén, I har mistet.
    Kh.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Må jeg kondolere.
    Tag dig tid til sorgen og minderne.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

7 års fødselsdag - skolefest, sjove kager og spiselige linealer