Det skal jo heller ikke være for nemt....

Slutspurten, på 1. semester, er sat ind

069

Så er slutspurten på 2. semester sat ind! Og hvilken spurt. Pyyyyyh….! Jeg synes, jeg har gjort alt for at følge godt med hele semesteret. Har været der til alle timer, taget noter i ét væk, læst pensum osv. osv. Men der er alligevel grænser for, hvor meget min hjerne kan huske (og lære på én gang)!

Om 6 dage skal jeg aflevere den 2. skriftlige opgave, et forudsætningskrav der skal bestås for at kunne gå til eksamen, som jeg brugte stort set hele sidste weekend på. Som I måske husker, havde jeg en lidt ambivalent følelse med den 1. skriftlige opgave.

Hver dag går med repetition, studieopgaver og praktiske øvelser på skolens ’sygehusafdeling’. Der er drøn på og min hjerne kværner løs, selv når jeg sover, tror jeg. Jeg er ihvertfald virkelig træt, når jeg vågner om morgenen 😉
Midt i aftensmaden kan man f.eks. høre mig udbryde: ‘Hvor mange procent plasma er det nu blod består af?’ – som om mine med-spisere kan svare på mine skøre spørgsmål… 🙂 Og om natten kan jeg vågne og tænke: ‘Første hjertelyd, det er da når bi- og tricuspidalklapperne lukker under ventrikelsystolen – ik?’ 😉

Det er ret vildt at tænke på, at jeg om 3 uger starter på 2. semester! Og endnu mere, at jeg skal stå og tage imod et nyt hold som tutor 🙂
Jeg er spændt på, at skulle lære endnu mere, men mest af alt tæller jeg ned til at skulle i klinik for første gang, sådan for alvor. At skulle ud at snuse til sygeplejefaget i 10 uger og have det i hænderne. Prøve alt det af, som jeg har lært. og lære en masse gennem hænderne. Det bliver virkelig rart. Jeg tænker, det vil være med til at (forhåbentlig) bekræfte mig i, at jeg er landet det rigtige sted.

Men altså… først skal eksamen lige overstås. Planen kom i onsdags og jeg er den 3. sidste ud af nogen-af-fyrre. Ikke lige det, jeg havde håbet på, men det er jo ikke noget, jeg er herre over, så sådan må det være. Pludselig er det meget konkret, og mine eksamensnerver begyndte med ét at røre lidt på sig. Mon jeg skal have kronisk uro i maven og rystende hænder indtil slutningen af måneden?…

Jeg er faktisk ved at blive en smule småskør. Det ene øjeblik tænker jeg, at det nok skal gå. Det næste er jeg overbevist om, at jeg dumper. Jeg kan mærke presset på mig selv, som en fysisk lænke omkring mit hjerte, der strammer til dag for dag. Jeg vil SÅ gerne gøre det godt, jeg vil virkelig gerne bestå (ja, hvem vil ikke det…)! Bevise over for mig selv, at jeg kan forstå de naturvidenskabelige fag, som jeg altid har haft en smule angst overfor.
Det er ikke fordi, jeg har et behov for at bevise over for andre, at jeg kan få en flot karakter. Jeg har et stort behov for at bevise over for mig selv, at jeg kan. Og jeg er dødbange for at komme til at skuffe mig selv. Falde helt til jorden og finde ud af, at jeg slet ikke har det, der skal til. I et roligt øjeblik ved jeg godt, at jeg ved noget. At jeg faktisk har lært sindssygt meget de sidste 4-5 måneder. Men jeg kan jo ikke huske det hele. Slet ikke. Og en perfektionist, som jeg er, kan have rigtig svært ved at acceptere, at det er sådan, det er. Jeg ved jo ikke, om jeg ved nok, før eksamen er ovre.
Jeg render rundt med konstant dårlig samvittighed, for jeg føler, at jeg hele tiden burde læse mere, hurtigere. Men min hjerne har brug for, at jeg giver den pauser, for ellers når den ikke at finde plads til alt det, jeg forsøger at putte på lager.

Alle er søde, klapper mig på skulderen og siger, at det kan jeg sagtens klare, det kommer til at gå rigtig fint. De er slet ikke nervøse for, at jeg ikke klarer den. Men hvad så hvis jeg ikke gør? Så skuffer jeg ikke kun mig selv? Og hvad er rigtig fint? Er det også ‘jeg bestod med nød og næppe’?

Jeg håber sådan, at jeg om et par uger går derfra med en karakter, der sender mig direkte videre til 2. semester – og helst højere end 2, for jeg synes virkelig jeg har knoklet for at gøre det bedre end det. Men jeg tør næsten ikke tænke tanken…
Jeg har brug for det skulderklap, det er at bestå eksamen, så jeg forhåbentlig, efter det, formår at tro lidt mere på mine egne evner. Hvilket i øvrigt var et af mine ønsker for 2018.

I dag har jeg været til ‘prøveeksamen’ i en praktisk færdighed. Jeg skulle forflytte en ankelopereret patient, med gips på benet. En fra min studiegruppe spillede min patient og bagefter spillede jeg patient for en anden fra min studiegruppe.
Til vores eksamen, skal vi bruge de første 5 minutter på at udføre en praktisk færdighed på en seniorsygeplejerske, der spiller patient. Og dernæst skal vi forsøge at afværge en skudsalve af spørgsmål fra en af vores anatomi/fysiologi/biokemi/mikrobiologi-lærere og en af sygepleje-lærerne. 20 minutter, hvor de stiller spørgsmål og viser os modeller, som vi så skal kunne svare på og fortælle ud fra.
Det er første gang, så vidt jeg husker, hvor jeg skal til en eksamen, jeg ikke rigtig kan forberede mig på, inde til forberedelsen. For det er ikke mig, der skal lave en disposition og derudfra styre slagets gang til eksamen. De stiller spørgsmål – om alt, vi har haft det sidste halve år – og så skal jeg kunne svare på tiltale! Det gør mig faktisk vildt nervøs. For der er godt nok meget at huske!

På vej hjem fra skole i dag, var jeg 1/2 meter fra at blive torpederet af en bil, der kørte over for rødt. Direkte ind i førersiden, lige ind i mig. På et splitsekund passerede mit liv lige revy og jeg rystede (og græd) resten af vejen hjem. Pyh, sikke en oplevelse at afslutte skoleugen med og begyndt weekenden på. Jeg er stadig helt shaky. Livet er virkelig en underlig størrelse. Det ene øjeblik fylder eksamen alt og det næste er det helt andre ting, der får ens hjerte til at slå alt for hurtigt.

Nu vil jeg sætte mig lidt, med en skive friskbagt grydebrød og en kop kaffe, og fordøje dagens indtryk, og så må jeg hellere komme tilbage til bøgerne. Jeg har på fornemmelsen, at min weekend kommer til at gå med endnu mere repetition, opgavefærdiggørelse, uendelige tankestrømme og forhåbentlig også en smule hygge og nærvær indimellem.

God weekend derude!

P.S. Tak for jeres søde forslag og kommentarer til indlægget i går. Jeg tænker, at noget af min weekend også kommer til at gå med at løse dét problem….

   

2 kommentarer

  • Katja

    ‘Jeg har brug for det skulderklap, det er at bestå eksamen, så jeg forhåbentlig, efter det, formår at tro lidt mere på mine egne evner. Hvilket i øvrigt var et af mine ønsker for 2018.‘

    … det er en tanke som den her du skal undersøge ift at tro mere på dig selv. Du ER ikke mere eller mindre pga en eksamenskarakter. Selv hvis du dumper, hvilket du ikke gør, så er det ikke verdens undergang. Det ville ikke sjovt, men hvad betyder det i det store perspektiv? Du ved at du har læst og gjort alt det du kunne indenfor dine rammer, selv hvis det ikke skulle være nok, så vær stolt af at du har gjort hvad du kunne. Eksamen er et øjebliksbillede, der afhænger af alle mulige ukontrollerbare faktorer… selv hvis præstationen skulle blive fesen, betyder det ikke at du er hverken dum og ikke har evnerne til det her.
    …og ovenstående gælder lige så meget mig selv. Jeg er sygeplejerske, ved at tage kandidat og skal til en biostatistik eksamen om nogle dage. Og alt med tal er min absolut svageste side!
    Men vi prøver! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Hej Katja!
      Tak for din besked og dine tanker. Jeg håber, din eksamen gik godt.
      Jeg er helt enig i, at eksamen er et øjebliksbillede og afhænger af mange (ubekendte) faktorer. Når jeg skriver, at jeg har brug for et skulderklap, er det ment sådan, at jeg har brug for at vise overfor mig selv, at jeg kan. Så jeg forhåbentlig tør tro lidt mere på, at jeg godt kan ‘finde ud af’ den her uddannelse. Stort set alt, hvad jeg har været i berøring med, på 1. semester har været nyt for mig. Lige fra anatomi/fysiologi, sygepleje, farmakologi, folkesundhedsvidenskab, biokemi osv. Mange af mine studiekammerater har erfaring med sig fra enten sabbatår eller fordi de kommer lige fra gymnasiet osv.
      Så jeg har på en måde brug for at finde ud af, at jeg faktisk har kunnet tilegne mig så meget ny viden på relativt kort tid. For jeg kan vist ikke bruge meget mere tid på studiet, end jeg allerede gør. Ved ikke om det giver mening…?
      Derudover forsøger jeg at berolige mig selv og sige, at det ikke er jordens undergang, ikke at bestå en eksamen. Kan høre på andre, at det er ret sandsynligt, at man dumper en eller flere undervejs… Jeg gad bare godt, at den første gik igennem, så jeg kunne starte på 2. semester uden at have en ekstra (om)eksamen at bekymre mig om, om 5 måneder 😉
      Pøj pøj med dit studie. Lyder spændende med en kandidat!
      Og god ny uge

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Det skal jo heller ikke være for nemt....