Julen 2017 – juleglæde rimer på hjertesmerte

Et lille hus, der har fulgt mig i mange år <2

Risalamande til W og jeg

Isdessert til resten, som min svigerinde havde lavet så fint

1. juledag med hygge og risalamande til morgenmad

Når man er brødansvarlig, når der kommer julebesøg fra København

Pakkeleg

På denne sidste juleferiedag, kan jeg vist lige nå at samle op på julen 2017 med en lille julekavalkade…

Jeg har ikke nået at vise så meget jul frem, men et indlæg om julebordet, en god besked at kickstarte ferien med og dagene op til jul blev det dog til.

Da juleferien ramte var jeg virkelig klar til at lade mig oversvømme i juleglæde og god tid. Men desværre ramte julefreden og juleglæden mig aldrig rigtigt før det hele var ovre igen.
Der har været ting på programmet alle dage og jeg har haft kontant dårlig samvittighed over, at jeg burde have læst (en masse). Sådan er det nok at være studerende, måske jeg endda er nødt til at acceptere, at de næste 3 års juleferie vil blive lige sådan. Englen og djævelen på mine skuldre, som jeg har skrevet om tidligere, har virkelig skændtes. På den ene side har jeg mærket et stort behov for at trække stikket og lave andet end at tænke på hjerter, lunger, latinske betegnelser og sygdomme. På den anden side så kunne ferien være en oplagt mulighed for at læse mere – og andet – end jeg har haft tid til siden september.

Juleaften kom og gik, hurtigere end jeg var klar til. I år holdt vi jul herhjemme sammen med A’s forældre, søstre og niece. En stille og rolig aften, med de traditioner, de bærer med sig i deres familie. Første jul efter min fars død, hvor jeg ikke var sammen med min mor og bror. Jeg mistænker, at min juleglæde aldrig rigtigt fandt ind i hjertet, fordi der ikke var plads. Sorgen fylder stadig for meget. Intet bliver nogensinde helt det samme igen, og det mærker jeg for alvor, når noget der indebærer så mange traditioner, heller ikke er det. Ingen julegave til min far, ingen julekram fra ham, ingen julefrokost veltilberedt og smukt anrettet af ham, ingen morfarhygge, ingen nytårsløjer og skøre påfund. Ingen til at opleve julen med min mor, og dele de små og store oplevelser, som børnebørnene bidrager med.

Da min bror fyldt 30 år d. 29. var vi ude at bowle om eftermiddagen. Min far ville have elsket at se de 2 store kaste kuglerne af sted og endda lave både spare og strike. Om aftenen var vi ude at spise, min mor, bror, svigerinde, A og jeg. Med en tom plads ved bordet, overfor A. En fysisk påmindelse om, at der manglede én.

Jeg vidste godt, at julen ville blive svær. Det er trods alt kun 1 1/2 år siden, at alting blev vendt på hovedet. Men selvom jeg var forberedt på det, så tog det ikke noget af sorgen væk. Den er der bare, det er jo prisen vi betaler for at have elsket…

Nu er julen og nytåret allerede ovre, nærmest inden jeg nåede at falde til ro i det. I morgen venter hverdagen igen. Jeg har forsøgt, alt jeg kunne, at give drengene en fantastisk juleferie og jeg er helt sikker på, at de har nydt det og ikke manglet noget (udover endnu mere spilletid, som de vist aldrig får nok af 😉 ) De glæder sig til at komme i skole igen i morgen, og det er jo en god ting, der tyder på, at de har fået ladet batterierne op.

I dag bruger vi den sidste feriedag på lige dele nydning og hårdt arbejde. Jeg har en opgave, der skal skrives, som kommer til at tage en god portion af min tid udover studiet de næste par uger. Men jeg insisterer på, også at have tid til de små ting i dag, så vi får bundet sløjfe på ferien på en fin måde.

Rigtig god tirsdag derude – og god arbejdslyst til jer, der allerede er i gang igen i dag 🙂