Weekendlykkeglimt – ny tradition, sne, morgenhygge og en syg lille mus

089005 078 fullsizeoutput_1005087 098 103 114 122 img_6420199 185 215 218

Fy for den, hvor går tiden hurtigt! Selvom drengene tæller ned til d. 24., så synes jeg nu, at tiden gerne må gå lidt langsommere. Synes slet ikke jeg når noget af alt det, jeg gerne vil (og skal). Og som jeg nævnte forleden, så spænder sygdom også ben for os…

W kom heldigvis på benene igen i løbet af lørdagen, men L blev ved med at få tilbagefald med feber on/off og nogle svære (vågne) nætter med meget hoste. På trods af feberforhindringer og snot, formåede vi alligevel at få det bedste ud af weekenden. Er faktisk overrasket over, hvor meget energi L trods alt kan have, når han sover dårligt om natten, og har feber, der kommer og går, som vinden blæser. Han nød helt at komme på (løbe)cykeltur-gåtur, omend det var pivkoldt. Så kan man heldigvis komme hjem og nyde et dejligt varmt bad bagefter 🙂

A var på vagt lørdag nat, så jeg var alene på skansen og rendte i pendulfart mellem soveværelset og L’s værelse indtil kl. 01.30, hvor han endelig faldt i søvn nogle timer…
Om morgenen hyggede drengene og jeg med morgenmad og sunde bananvafler (og kaffe!), mens A sov. Og, nå ja, så vågnede vi jo også op til sne, der selvfølgelig skulle udforskes. Drengene fik lavet en snemand, helt selv, og som bonus; røde kinder 🙂

Om eftermiddagen var det tid til vores nye tradition, som vi startede sidste år; at bage og dekorere honningkagehuse (som slet ikke indeholder honning…)
Drengene stornød at lege med glasur og krymmel – og at smage på det hele bagefter. Det er faktisk en virkelig hyggelig lille tradition, vi har fået skabt i vores egen lille familie 🙂 Så selvom min samvittighed skreg, at jeg burde læse læse læse, så valgte jeg alligevel at prioritere julehyggen lidt også….

Nu er mandagen allerede snart gået. Jeg skal vist tidligt i seng i aften – hvis jeg får lov…

God aften derude!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

December - de sidste 5 år...