Lykkeglimt med jul på - og julekager i massevis...

Bedst som man tror, det ikke kan blive værre….

020
Tjener, der er en isbjørn slash hund i min kakao…
022 030
Roulade i julehumør
018 028 052
Juleboller med marcipan og appelsin – opskriften er her
046

Kender I det? Man tænker, at nu kan der vist ikke fyldes mere på. Nu kan det da ikke blive værre… Nu må det snart vende igen… Selvmedlidenheden er helt i top. Og så tipper læsset… Men der er ikke andet at gøre, end at fortsætte med 120 i timen…?

Sådan har jeg haft det de sidste par uger….

Pensumlisten har været massiv og jeg har følt mig bagud konstant. Oveni det har der (selvfølgelig) været forelæsninger, fremlæggelser, studiegruppearbejde og så liiiige den første skriftlige opgave, der skal godkendes, før jeg kan få lov at gå til eksamen.

Hele sidste uge var L hjemme med feber on/off, massiv hoste og snot. I mandags, da han endelig var af sted igen, ringede de ham hjem med feber over middag. Sikke en mavepuster.Både mandag og tirsdag nat var A på vagt, og L var vågen flere timer begge nætter, så jeg havde følelsen af (trætheds)tømmermænd i kroppen i går.

I går morges, da W stod op, var det så også med buldrende feber, der gjorde, at han lå klynkende på sofaen hele dagen. Av, hvor havde jeg ondt af ham.

Heldigvis havde jeg studiedag i går og kunne hygge om de små nisser. Og så måtte alle kneb i brug, for at få lokket lidt mad i dem.
Der blev bagt juleboller og lavet varm kakao med flødeskum – for W elsker flødeskum overalt på jorden 😉 Og så lavede jeg en kakaoroulade med banan, som også er en af hans (mange) favoritkager 🙂

Det var såmænd helt hyggeligt at samles om bordet alle 5, på trods af feberudfordringer. Og W blev inspireret til at spise og drikke lidt.

Og bedst som man tror, at det er tid til at kapitulere og kaste sig på sofaen, efter alle unger er puttet og madpakkerne smurt, så…. ringer min farmor og fortæller om en helt masse ting, der skal handles på. Og så vågner L og ligger vågen i 2 timer (hvilket ellers aldrig sker) – og SÅ går man i seng, og håber på det bedste…

Men altså – det kan jo altid blive værre! Det blev jeg mindet om (igen) i morges, hvor der igen igen var sket en ulykke på vejen til studiet. Men sådan er livet jo så dramatisk, finurligt og ustyrligt… Og med til at give én lidt dårlig samvittighed over selvmedlidenheden (som vel nok alligevel skal have lov til at være der indimellem?)

Nå, nu vil jeg ihvertfald glæde mig over, at L ser ud til at være nogenlunde frisk igen, nyde at A og jeg ikke er ramt af sygdom (endnu – 7-9-13) og at jeg har ‘weekend’ i eftermiddag 😉

Rigtig god torsdag derude!

071021

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lykkeglimt med jul på - og julekager i massevis...