Søndag morgen - og et spiseligt juletræ <3

Bagsiden af min medalje – som sygeplejerskestuderende

256

Hvis I læste indlægget, der opsummerede de første par måneder som sygeplejerskestuderende, så var der (forhåbentlig) ingen tvivl om, at jeg er ret glad for det…
Der er dog én ting, der følger mig, som jeg også nævnte i indlægget – bagsiden af min medalje som sygeplejerskestuderende. En tung skygge, der prikker mig på skulderen fra tid til anden – for tiden næsten dagligt…

Sorgen

Det er 1 1/2 år siden min far døde. Men sorgen er stadig en fast følgesvend, måske bare på en anden måde, end de første måneder. Det har været de sværeste 1 1/2 år i mit liv.

Jeg kan slet ikke forstå, der er gået så lang tid – eller er det egentlig lang tid?
Tiden læger alle sår – siges det. Jeg tror ikke på det. Jeg er blevet klogere. Der er et sted i mit hjerte, der gik i stykker, den dag jeg sad ved min far, og så ham tage sit sidste åndedrag. Det sted kommer aldrig til at hele. Måske kommer der skorpe på – engang, men det vil aldrig blive det samme som før.

For nogle uger siden, da jeg havde gået på studiet i en måneds tid, kom jeg hjem en dag og følte mig fuldstændig mat (altså endnu mere end ellers). Jeg havde sagt til A et par dage forinden, at jeg følte det som om sorgen var flyttet ind i hjertet med fornyet kraft. Om aftenen fik jeg det værre og værre, og endte på sofaen med kulderystelser, ondt over det hele, feber, utilpashed og tårer, der blev ved med at trille. Det var som om, min krop var blevet syg af sorg. Jeg følte mig helt sort indeni, som om mit hjerte var ved at visne.
Morgenen efter var feberen væk og jeg havde det bedre.
Min krop havde fået afløb for noget af alt det, der var blevet for mørkt i hjertet. Det havde lettet.

Hver dag på studiet er der ting, der sender mig direkte tilbage, enten til hans sidste timer eller til de 3+ år, han var syg.
Jeg bliver hele tiden bedt om at forholde mig til, hvad god sygepleje er, og det bringer minder frem om de situationer, jeg har været i, sammen med min far – især dem hvor jeg bestemt ikke synes, der blev ydet god sygepleje. Og det gør ondt! Sådan helt fysisk ondt!

Forleden så vi en video med en patient, der lå for døden, fordi vi skulle se, hvordan vejrtrækningen er, når man når det stadie.
Og det var svært. For læreren spurgte, om nogen af os havde set en person dø. Og flere af mine medstuderende kunne referere til ældre mennesker, de har været i kontakt med som SOSU-assistenter. Men jeg har kun min far at sammenligne med og tænke på, når tankerne bliver sendt på rundtur. Og det var bestemt ikke rart at få de billeder på nethinden igen.
At se ham dø er klart det tungeste og sværeste jeg har gjort i mit liv. Også selvom jeg ikke ville have været det foruden.

Jeg vil så gerne blive og være en dygtig sygeplejerske, der kan forholde sig fagligt til jobbet, men jeg vil også gerne være menneskelig. Jeg forsøger at rumme begge dele. Jeg vil så gerne, at alt det jeg gennemlevede med min far, til de mange undersøgelser, indlæggelser m.m., kan bruges til noget godt. Når det nu ikke kan være anderledes.
Jeg ved, at min far ville glæde sig over, at jeg i det mindste kan få et eller andet godt ud af alt det, der var og er så tungt og uretfærdigt.

Men indimellem tvivler jeg på egne evner. Jeg ved nu, hvordan det er at miste en forælder. En man elsker dybt. En, der hele ens liv har været en stor del af én. Det vil jeg gerne kunne bruge i mit virke som sygeplejerske, som omsorgsperson. Jeg håber, jeg kan. For det ikke få lov at være en hemsko for det studie, der føles så rigtigt!

Jeg vil gerne acceptere min sorg, og bære den med mig. For jeg kan ikke fortrænge den. I de perioder hvor jeg forsøger at gøre det, vender den tilbage med fornyet styrke og det dur slet ikke. Sorgen er en del af mig – også selvom der er gået 1 1/2 år. Der er bare ikke meget plads til den i en travl hverdag.
Når jeg sidder i bilen om morgenen, helt alene, med en smuk solnedgang i ryggen, så begynder tårerne at trille. Fordi jeg støder på noget i mit tankemylder, der minder mig om min far. Når jeg sidder der helt alene, så giver min krop efter, omend jeg beder den om at lade være. Fordi det ikke passer ind. Men jeg lader sorgen fylde et øjeblik, jeg tør ikke andet, omend jeg er bange for, at den ikke vil forsvinde igen.

Jeg tænker indimellem, om jeg mon er for ked af det. Om det er normalt at have det sådan. Der er stadig en del spøgelser, jeg ikke har gjort op med. Og nogle af dem er blevet større, efter jeg er begyndt på sygeplejerskestudiet. Fordi jeg pludselig ser tingene fra andre vinkler. Og bliver klogere på nogle af de ting, der foregik – både i hans krop og omkring ham.
På den anden side, så accepterer jeg, at sorgen, savnet og smerten er en del af mig. Jeg er gået i stykker, men kan repareres, så jeg kan fungere. Sygdomsforløbet varede lang tid, så det gør bearbejdningen vel også? Ihvertfald for mig.

Jeg har brug for at tale med ham – lige nu! Jeg har brug for, at mine drenge kan kramme ham – og huske ham. Jeg har brug for at han er her – men det er han ikke.
Meningen med livet forandrede sig, da jeg sagde farvel til ham ude på Hospice. Mine sanser blev skærpet (endnu mere). Min tiltro til livet blev anderledes. Indimellem kan jeg tænke, at jeg slet ikke forstår, hvad det er vi skal. Hvad er meningen? Er livet ‘bare’ dét at stå op, tage af sted, arbejde, læse, gå i skole, knokle, lave mad, sove og gentage? Jeg forstår det egentlig ikke, forstår ikke helt meningen med det. Men alligevel holder jeg af hverdagen. Jeg holder af at gøre lidt ekstra ud af de små ting. Se glæden i mine drenges øjne. Tænke, at det kan betale sig at gøre sig umage, for dagen kommer ikke igen.
For livet, det tager jeg ikke for givet. Og dét er også en styrke, omend det kan føles mest som en svaghed indimellem.
Jeg ser nuancerne, både i hverdagen og alt det, der omgiver mig. Jeg er en tænker, der suger alting til mig. Og jeg er blevet mindre bange for døden – min egen nok mest. For jeg er stadig virkelig bange for at miste andre, der står mig nært. Bare tanken…

Jeg tror ikke, der er mange, der kan se det på mig. At mit hjerte er såret, stadigvæk. Måske bliver det ved med at være det altid. Måske bliver livet aldrig det samme igen… Det er en del af mig nu, på godt og ondt. Sådan er livet. Også selvom jeg har lyst til at råbe og skrige og gøre det om, spole tiden tilbage, ikke finde mig i, at det skal være sådan her!

Måske kan jeg finde måder at bruge det på, på en god måde. Jeg håber det… <3

Nu fik jeg ihverfald afløb for mange af de tanker, der fylder meget for tiden. Jeg er ret sikker på, at jeg finder styrken, midt i det svære, som jeg har gjort indtil nu. Omend sorgen indimellem prøver at vælte mig omkuld…. What doesn’t kill you, makes you stronger. Dét er ihvertfald ikke helt forkert!

 

Hvis du har lyst til at læse flere indlæg og tanker om alt det med sygdom, død og kræft, kan du blandt andet klikke lige her

   

11 kommentarer

  • Maria

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Dit indlæg er virkelig fint. Det rammer mig hver gang, du skriver om dit tab.

    Jeg mistede selv min far for mange år siden, og som jeg vist også har skrevet på et tidligere af dine indlæg, så føler jeg aldrig, at jeg kommer over tabet, men jeg føler, at jeg har lært at leve med det. Men det tager tid.

    Har du snakket med dine undervisere/medstuderende om dit tab? For mig har det ind imellem gjort ting ‘lettere’ at få fortalt om mit tab. Ikke fordi jeg bryder mig om at være i centrum, eller vil have ’særbehandling’ mm., men fordi det er så stor en del, af den jeg er, at det føles mærkeligt dagligt at omgås med folk, som ikke ved det. Folk ved sjældent hvordan de skal reagere, når man nævner det, men når først det er fortalt, så er det min oplevelse, at man efterfølgende kan snakke mere frit om det.

    Det var bare en tanke/erfaring herfra 🙂 Jeg håber, at du kan finde din vej i sygeplejerskestudiet – jeg er helt sikker på, at dine oplevelser gør, at du vil blive en meget omsorgsfuld og nærværende sygeplejerske, men forstår godt, at vejen dertil er hård med de oplevelser du har i hjertet.

    Kh. Mille.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    jeg mistede min mor for 4 år siden, og det er først inden for de sidste 2-1,5 år at jeg føler jeg kan koncentrere mig om fremtiden igen. Ikke for at skræmme dig, men for at sige: det ER sindssygt barskt og hårdt at miste en forælder. En person man virkelig har elsket/stadig elsker. Man siger at sorg er hjemløs kærlighed, og det er simpelthen så rigtigt. Al den kærlighed jeg stadig føler for min mor, hvor skal den hen nu? Den sidder fast i brystet på mig, kan ikke længere modtages og gengældes. Den sidder fast og presser på, og ind imellem skal trykket lettes, gerne gennem en ordentlig tudetur. Jeg har en lille bog hvori jeg skriver breve til min mor. På den måde føles det lidt som om der stadig er ‘hul igennem’. Måske en idé til dig? At du samtidig reflektere så meget over livet og meningen med det, det tænker jeg også er en meget naturlig ting efter at blive konfronteret med døden på så nært hold. Alt andet ville næsten være mærkeligt. Ens verden ændrer sig, drastisk. Alt hvad man forestillede sig skulle være, blive, komme… Jeg mistede min mor rigtig ung, 21 år, og det rystede mig i min grundvold. Hun var, og er, ubetinget den person jeg elsker højest. Jeg har endnu ikke børn, jeg tænker de automatisk indtager førstepladsen når de kommer 😉 Alle de tårer jeg fælder, al den smerte der får mit hjerte til at vride sig, det er alt sammen af kærlighed. Al den smerte og sorg vi føler kommer jo af den fantastisk store kærlighed vi har følt til et andet menneske. Personligt tror jeg på at vores afdøde mærker al den kærlighed vi har til dem. Jeg tror på de våger over os. Jeg er ikke specielt religiøs eller troende på nogen måde, men lige med dét, er jeg ikke i tvivl. De VED hvor højt vi elsker og savner dem. Og den kærlighed vi har delt vil aldrig være tabt. Jeg har også nogle ‘unfinished business’ omkring min mors sygdom og død, og en del jeg må affinde mig med. Og det er stadig hårdt at tænke tilbage på visse dele af sygdomsforløbet og alle de ting, jeg ville ønske jeg havde gjort anderledes.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • DorteS

    Hørte et fint interview med Søren Huss forleden på P1. Han fortalte om sin kærestes død og alle de breve han får fra folk, der har mistet. Hans væsentligste pointe var, at “selv om det er et år eller to siden, så er det altså kun lige sket. Du skal ikke være “kommet videre” eller være ok igen allerede nødvendigvis. For det er kun lige sket, og det er okay at være ked af det”.
    De ord giver aå meget mening for mig. Håber, at de måske også kan hjælpe dig lidt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tak for dem, Dorte. Det er rart at høre, at det er okay at have det sådan. Og tak, fordi du læste med

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Hvor (be)skriver du fint. Jeg kan slet ikke forestille mig din sorg, og jeg har vist ikke noget klogt at trække frem. Bare tak. Tak, fordi du deler med os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camille

    Sikke et smukt indlæg. Selvom det er 3 år siden jeg mistede min mor gør mit hjerte stadig ondt og jeg tror aldrig det bliver som før. Jeg tror smerten og savnet bliver en følgesvend som jeg vænner mig til. Jeg kan som dig stadig sidde alene i bilen, se en solopgang, høre en sang eller tænke en tanke og så begynder tårerne at trille. Jeg savner hende stadig så det gør ondt i hjertet. Og selvom jeg en gang imellem kan tænke på hende og smile er langt de fleste minder og tanker fulgt af både kærlighed og smerte. Jeg er sikker på at du bliver en fantastisk sygeplejerske og at det som du er gået igennem med din far gør at du kan møde patienter og pårørende med endnu større forståelse og empati.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Kære Camille
      Tusind tak, for de meget flotte ord! Jeg håber sådan, jeg kan bruge det på en god måde også, og at det måske også kan være med til at give livet lidt (anden) mening.
      Jeg er ked af, at du kender til ‘min’ sorg. Men det er samtidig også godt at vide, at man ikke er alene – og faktisk nok er helt normal omend temmelig knust indeni <3 Tak, fordi du skrev

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg har ikke så meget andet at sige end sikke et fint indlæg. Jeg tror det er sundt at komme ud med alle sine tanker, jeg ville ønske jeg selv var bedre til det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tusind tak, Katrine. Ja, det plejer at hjælpe for mig, omend der indimellem skal tages tilløb til at få det gjort

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndag morgen - og et spiseligt juletræ <3