Status: De første 2 måneder som sygeplejestuderende

Opskrift: Knasende kakaogranola / müsli

033042 036 038

Jeg indrømmer det gerne; jeg kunne spise morgenmad både morgen, middag, eftermiddag og aften. Især hvis der er gjort bare en smule ekstra ud af det… En skål yoghurt med knasende müsli – haps!
Når jeg går i seng om aftenen, glæder jeg mig til morgenmaden, og er jeg alene hjemme, spiser jeg gerne morgenmad til aftensmad…

Drengene er heldigvis også glade for at spise morgenmad, og når der er lidt hjemmelavet granola / müsli på lager, er glæden ikke til at tage fejl af.
Det tager ikke lang tid at lave, men giver lige det sidste – det ekstra, når det kommer på havregrynene som lidt sprød topping!
I perioder laver jeg denne slags – en knasende kakaovariant. Andre gange laver jeg en anden slags, så vi ikke kører død i det samme igen og igen 😉

Kakaogranolaen er ikke så syndig, at den ikke må komme på morgenbordet herhjemme i hverdagene. Drengene spiser aldrig sukker på deres havregryn og spiser sjældent ‘syntetiske’ morgenmadsprodukter, så jeg serverer denne med god samvittighed. Jeg mener nemlig, at et godt morgenmåltid, giver en fantastisk start på dagen – også for kroppen 🙂

I weekenden, hvor jeg gerne gør lidt ekstra (ekstra) ud af morgenmaden, serverer jeg yoghurt i små, fine glas med knasende granola på toppen. Som en slags forret til det friskbagte brød m.m. 🙂
Det vil også gøre sig godt til en brunch, hvor der kan laves en lille ‘müslibar’…

Her kommer opskriften, hvis I også har lyst til at forkæle havregrynene eller yoghurten lidt ekstra…

Du skal bruge:

4 dl havregryn
1 dl speltflager (rugflager eller en ekstra dl havregryn)
4 spsk kakaopulver (jeg bruger fedtfattig kakao fra Urtekram)
1/2 tsk vanillepulver
1/2 dl solsikkekerner
2 spsk agavesirup
2 spsk kokossirup (eller 2 ekstra spsk agavesirup eller honning)
Evt. en håndfuld mandler

1 håndfuld rosiner og/eller abrikoser/svesker i små stykker

Sådan gør du: 

Tænd ovnen på 150 grader varmluft.

Bland alle de tørre ingredienser i en stor skål og rør det sammen med siruppen. Fordel det på en bageplade med bagepapir og sæt pladen i ovnen i ca. 20-30 minutter, til det er gyldent og sprødt (det bliver endnu mere sprødt, når det afkøler)
Vend rundt i det undervejs

Når müslien er færdigbagt blandes rosiner/svesker/abrikoser i – de skal ikke bages med

Lad det afkøle helt, inden du hælder det på glas, der kan slutte tæt. Ellers mister det sin sprødhed.

Holder sig fint i nogle uger – hvis altså det får lov at stå så længe… 🙂

Rigtig god aften derude

 

P.S. Hvis du synes om denne opskrift, kan du garanteret finde flere lige her i mit opskriftindex

040053

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Status: De første 2 måneder som sygeplejestuderende