Weekendlykkeglimt; sommerkage, solnedgang og søndagsnydning

06-09-17 – en dag i mit studieliv som sygeplejerskestuderende

004 005 012 023 002 013 015

En del af jer spørger til, om ikke jeg vil skrive mere om det at være studerende med børn (og alt det, der følger med) og det vil jeg selvfølgelig gerne 🙂

Jeg tænker, jeg indimellem vil lave ‘en dag i mit liv’, som I også tog virkelig pænt imod sidst jeg gjorde det (det indlæg kan læses her)

Denne dagbog er fra i onsdags:

Onsdag d. 6. september 2017

Kl. 6: Mit vækkeur ringer. Jeg har blundet lidt, siden A låste sig ud lidt i halv seks og cyklede på vagt.
Jeg kan høre, at L er vågen ovenpå, men jeg går ikke op før han kalder, for han vil gerne ligge og vågne for sig selv.

I dag er første gang jeg har ’studiedag’ på mit skema, hvilket vil sige, at jeg ikke skal af sted i skole, så jeg har sat vækkeuret en halv time senere end ellers.
Jeg går op og vækker W og S, og de står langsomt op og tager tøj på, mens L og jeg starter på morgenmaden.

Jeg smører madpakker, mens de to store spiser, og bagefter skifter jeg L’s ble og hjælper ham i tøjet.

Kl. 7.40: Vi tager sko og jakker på, og W cykler af sted mod skolen. S, L og jeg kører sammen op til skolen og følger S ind i klassen. Efter et par hårde ugers skoleopstart for S, glæder jeg mig over, at han går ind i klassen med et stort smil og glæder sig til en ny skoledag.

Kl. 8.05 lander L og jeg ved vuggestuen. Hans faste pædagoger/medhjælpere er ikke mødt ind endnu, og så er han ikke altid helt pjattet med, at jeg går med det samme. Fordi jeg ikke skal nå i skole til et bestemt tidspunkt, benytter jeg mig af muligheden for at kunne tage den med ro og leger med ham i 10 minutter, indtil en af ‘hans’ pædagoger møder ind og åbner stuen.

Kl. 8.30 parkerer jeg ved Føtex og går ind for at handle ind til resten af ugen. Ugen har fået en hektisk start, med tilvænning til studiet, ekstravagter for A og rigeligt med fritidsaktiviteter om eftermiddagen, så vi trænger til at få fyldt køleskabet op. Efter en halv time er jeg klar til at drøne hjem og komme i gang med studierne.

Kl. 9.15 sætter jeg mig ved bordet i køkkenet med en kop kaffe og lidt frugt on the side. Jeg har meget på listen der skal læses til torsdag og fredag, så jeg må hellere komme i gang.

Kl. 11.30 rejser jeg mig, efter et par timers intens læsning og tanker i tusindvis. Jeg har lovet S at hente ham og hans bedste veninde efter skole, så de kan lege sammen herhjemme. Jeg skynder mig at røre en bolledej sammen og pisker også dej til en omgang bananmuffins, så der er lidt til de sultne maver.

Kl. 13.50 kører jeg op efter S og hans veninde. Regnen står ned i tykke stråler, så vi er ret våde, da vi endelig lander hjemme i køkkenet.
Vi spiser boller og kage og snakker om skoledagen. De fortæller røverhistorier og sidder lidt på gulvet og snakker med Saga, inden de går op på værelset.

Kl. 15.15 kommer W hjem fra fritter. Han har ondt i maven, så eftermiddagens badmintonlektion bliver aflyst.
Da jeg har ‘huset fuld’, har jeg fået A’s søster til at hente L og komme hjem med ham. Skønt at kunne trække lidt på hjælpende hænder. Især fordi jeg stadig har en del, jeg ikke har fået læst endnu.
Jeg har over 100 sider, der skal læses til torsdag og derudover en hel del til fredag også. Det er helt overvældende. Især fordi jeg ikke ved endnu, hvor meget jeg skal forstå inden forelæsningerne osv. Jeg tænker, det bliver ‘nemmere’, når jeg er lidt mere inde i det hele og ved, hvordan de enkelte lærere underviser.

Kl. 17.20 går L og jeg i gang med at lave aftensmad. Det bliver noget nemt, for jeg har brug for så meget tid fri til lektier som overhoved muligt. Min hjerne trænger også snart til at holde helt fri lidt.

Kl. 17.45 bliver S’s veninde hentet og de to store leger lidt med L, mens jeg dækker bord og sniger mig til at læse lidt i bøgerne on/off. Det er virkelig rart, at de kan hjælpe og ‘underholde’ L lidt.

Kl. 18.20 er A hjemme og vi spiser aftensmad sammen.

Kl. 19.15 starter A på nattøjs-børste-tænder-putte-rutinen, mens jeg smører madpakker. Jeg har ikke fået en ordentlig morgenrutine endnu, så jeg smører dem om aftenen for tiden, for at være sikker på at kunne nå det hele om morgenen.

Kl. 20 er der ro ovenpå, og jeg sætter mig igen med bøgerne i halvanden time. Jeg er ved at være i mål med næste dags pensum og også lidt blæst bagover af mængden. Sådan en studiedag er hurtigt brugt op! Jeg er spændt på at se, om det fortsætter sådan. Jeg tænker, jeg ihvertfald så skal til at prioritere hvad jeg skal læse og forstå, og hvad jeg blot skal have skimmet. Her til at starte med, vil jeg dog gerne være helt med og læser derfor mere grundigt.

Kl. 22 rammer jeg hovedpuden og der går ikke mange minutter før jeg sover. I morgen ringer vækkeuret igen 5.30, så det er med at få lidt søvn….

 

 

Vil du læse om min første dag som sygeplejerskestuderende, kan du kigge her og mine tanker inden studiestart har jeg skrevet ned i dette indlæg

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Weekendlykkeglimt; sommerkage, solnedgang og søndagsnydning