Når min mor fylder år… (og et par ord om sorg)

Salat med vandmelon, spinat, majs, saltede mandler, mozzarella g balsamico

Salat med rucola, honningmelon, jordbær, ærter, fersken og friskkværnet peber
… så skal hun fejres. For det fortjener hun.

I onsdags var det min mors fødselsdag, så jeg havde dedikeret dagen til madforberedelser og kagebagning. Det er jo med at udnytte, at jeg har tid til den slags lige nu 😉

Om eftermiddagen, da jeg havde hentet alle drengene, og min mor var kommet hjem fra arbejde, tog vi om til hende med en kagekone, der hurtigt blev parteret, inden jeg kastede mig over madlavningen (igen) 🙂

A kom fra vagt samtidig med at min bror og svigerinde kom fra arbejde, og så var vi klar til at samles om bordet alle 8.

Aftenens menu stod på øko oksemørbrad, råstegte kartoffelskiver, majskolber, 3 slags salat og min favoritsauce, kogt på rødvin og kærlighed i min. 3 timer 😉

Til dessert havde jeg lavet tiramisu og et nyt kageforsøg; snaskede browniebunde med stikkelsbær- og hindbærmousse, chokoladeglasur og friske bær. Øj, den var læææækker! Mon ikke opskriften fortjener at komme på bloggen? 😉

Selvom jeg forsøgte at gøre dagen fin og rar, var vemodigheden, sorgen og savnet svært at undertrykke.
Godt nok er det 2. gang, vi fejrer min mor uden min far, men jeg har slet ikke vænnet mig til det. Jeg synes faktisk, det gør mindst lige så ondt, som sidste år – selvom mange har fortalt mig, at det første år, dét er det sværeste. Det kan jeg ikke helt genkende.
Måske fordi det først nu – langsomt – er begyndt at synke ind, at han er væk – sådan rigtigt.

Lige for tiden kæmper jeg helt enormt meget med savnet og sorgen, og har virkelig svært ved at rumme den. Jeg har hørt, at sorgen bliver til savn, men der er jeg ikke endnu.
Jeg tænker over, hvad det er, der har ‘udløst’ den enorme sorg, der nærmest er blusset op igen, men jeg er blevet enig med mig selv om, at der nok ikke er et svar på det. Det er bare sådan, det er.
Jeg forsøger at være i det, lade mig selv være i det, lade sorgen ramme mig, men det er svært. Livet går lidt for stærkt for tiden, til, at jeg kan give den plads. Det er dumt, jeg ved det. Jeg har lyst til at sætte tusind ord på alt det, der skærer indeni, men ikke nu.

For jeg vil gerne mindes min mors fødselsdag som en god dag – og det var det. En aften sammen med dem, jeg holder allermest af, med god mad, rødvin og hygge. Sådan som min far også ville have elsket det.
Og mens jeg stod i køkkenet hos min mor, hørte jeg min fars ord og små kommentarer i hjertet. Han ville have elsket den fødselsdagsmenu. Og da W kom ind fra legepladsen og sagde ‘Uhm, det dufter skønt’, mens han kiggede med store øjne ned i gryder og fade, så blev jeg rørt og tænkte, at han er præcis som sin morfar <3
Da jeg trak kødnålene ud af stegen, kunne jeg høre ham sige, med et smil på læben: ‘Nu er det så rigtig godt at have tal på, hvor mange kødnåle man skal have ud igen’ 🙂
Og helt ubevidst kunne jeg høre mig selv sige ting til de andre, som han kunne have fundet på at sige. Ingen tvivl om, at han har sat et markant aftryk <3