Hvad jeg skal lave efter sommerferien! Et helt nyt kapitel…

Det her indlæg har været undervejs længe – i mit hoved.
Jeg har skullet taget tilløb til at skrive det, og jeg håber, I vil bære over med mig, hvis det bliver lidt kludret. Det er et af de måske mest personlige indlæg, jeg til dato har sat mig for at skrive.

Jeg tror faktisk heller ikke, at jeg kan komme omkring det hele i ét indlæg, men nu starter jeg ihvertfald 🙂

I fredags fik jeg en mail, en længe ventet en af slagsen, som fik mit hjerte til at slå hurtigere og mine mundvige til at forsøge at nå ørerne. Og som gjorde, at det var på sin plads med en fejring!
For når der er noget at fejre, så skal det fejres! (Det må være mit livsmotto!)
Dagen blev skudt i gang med lykke rundt om morgenmadsbordet, og om aftenen forkælede jeg alle mine drenge med glad øko-gris og stikkelsbærmarcipankage til dessert <3

Som så mange andre, fik jeg en mail om, at jeg er optaget på det studie, jeg søgte ind på engang i juni.
Et studie, jeg har haft lyst til at starte på i mange år – og som jeg faktisk takkede nej til sidste år, da der pludselig dukkede en jobmulighed op, som jeg var nødt til at forfølge.

Jeg er blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen, med start 1. september. Præcis som jeg havde håbet på. Jeg var lidt nervøs for, om jeg ville få vinteropstart, for jeg har virkelig lyst til at komme i gang nu – og det får jeg heldigvis lov til 🙂

Alene det at skrive det her, og fortælle det åbent, er virkelig grænseoverskridende. Kun de allernærmeste har vidst, at det var min plan. Jeg har haft lyst til og brug for at holde det lidt for mig selv. Hvorfor, kan jeg ikke præcis sætte ord på.

I mange år efterhånden har jeg haft lyst til skifte spor, haft lyst til at læse til sygeplejerske. Jeg har været så træt af mange af de arbejdsopgaver, der har fulgt med i mine jobs. Jeg trives i virkeligheden virkelig dårligt bag en computer 8-11 timer hver dag – og har altid gjort det. Jeg vil meget hellere ud at møde mennesker og mærke at jeg gør en forskel. Mærke, at jeg ikke ‘bare’ er sat i verden for at tjene penge. Og ja, jeg sætter det lidt på spidsen, når jeg skriver sådan. Og det er slet ikke for at nedgøre jobbet i sig selv. Jeg har bare fundet ud af med årene, at det ikke er noget for mig.

På den anden side, så har jeg været en kylling. Jeg har ikke turdet skifte spor. Måske fordi jeg har vidst, hvad jeg havde, men ikke hvad jeg kunne få. Det har været trygt at få løn, og kende det jeg mødte ind til hver dag. Og så har jeg – undskyld Jantelov – også været god til det, jeg har lavet, jeg har bare ikke syntes, det var særlig sjovt…

De sidste par måneder er der dagligt gået virkelig mange tanker gennem hovedet på mig mht. det nye kapitel i mit liv. Især fordi jeg kan mærke, at alderen efterhånden trykker – altså når det kommer til at skulle være studerende.
På den anden side, så er jeg overbevist om, at den kommer til at være min gode følgesvend undervejs. Jeg hviler meget mere i mig selv nu, end jeg gjorde for 5-10 år siden. Det hører måske med til at blive voksen…

Når jeg er bange for at sige højt, at jeg skal til at studere, er det nok allermest fordi jeg er pisse bange (undskyld mit sprog) for at blive en fiasko. Jeg tænker rigtig meget over, om jeg nu kan klare det. Både det med lektier og eksaminer, men også det med at være sygeplejerske. Det psykiske, blodet – og det fysiske for den sags skyld. Kan jeg finde ud af det. Kan jeg holde til det? Har jeg fået det lange kræftforløb med min far bearbejdet godt nok til, at jeg kan stå i lignende situationer og håndtere dem ‘godt (nok)’?
Jeg vil så nødigt finde ud af, at det ikke var det alligevel. På den anden side, så er jeg fuldstændig stålsat på, at jeg er nødt til at prøve det af i det mindste. Fordi jeg er helt sikker på, jeg vil fortryde det, hvis ikke jeg gør.
(Min ustyrlige stædighed er trods alt ikke kun skidt 😉 )

At skulle på SU, med 3 børn, hus, bil og forpligtelser, er heller ikke en nem beslutning, langt fra, men det er en beslutning A og jeg har truffet i fællesskab, fordi vi tror på, det er det rigtige. Og jeg vil altid være A taknemmelig for, at han støtter mig i det her og vil det – nærmest lige så meget som mig. Uden ham ved min side, kunne jeg slet ikke engang overveje at gøre det!

Da jeg mistede min far i maj sidste år, døde han i den tro, at jeg skulle starte på sygeplejerskeuddannelsen efter sommerferien. Jeg havde snakket meget med ham om det i månederne op til hans død. Lige siden har det fyldt meget for mig, at jeg pludselig gik en helt anden vej og valgte den samme vej, som jeg har gået på de sidste 13-15 år.
Jeg vil dog gerne understrege, at det ikke er derfor, jeg har valgt at søge ind igen. Men det føles ekstra rigtigt, at jeg nu går den vej, som min far støttede mig i og troede på, kunne være den rigtige for mig.

De sidste (mange) år har jeg været ked af at gå på arbejde. Og jeg har lært, at livet er alt for kort, til at have det sådan!
Jeg tror dog samtidig på, at det (næsten) kun er os selv, der kan gøre noget ved det, hvis vi ikke har det godt. Jeg er nødt til at gøre det her, både for mig selv, men også for min familie. For er jeg ikke glad, så går det desværre også ud over dem. Og det er det sidste jeg ønsker.

Jeg håber, I fortsat har lyst til at følge med på min (livs)rejse. At starte på et helt nyt kapitel d. 1. september, kommer selvfølgelig til at ændre en hel del for mig, men forhåbentlig bliver det meste af det positivt. Og i bund og grund er jeg jo stadig mig – bare med en ny hat på!

Drengene synes, det er ret sejt, at jeg også skal til at gå i skole. Og det synes jeg faktisk også <3

 

Rigtig dejlig søndag til jer alle!