På formiddagstur med min håndfuld

Jeg indrømmer gerne, at jeg synes det kan være lidt af en mundhåndfuld at smutte på tur alene med min flok af unger.
Bevares, jeg har jo selv valgt at føde hele 3 af slagsen, men det ændrer ikke ved, at jeg synes, det kan være en anelse grænseoverskridende at drage væk fra vores trygge base, og begive os ud i den store verden, bare os 4.

Ikke desto mindre gør vi det rimelig ofte, så jeg burde vel være vant til det efterhånden… Det bliver også nemmere og nemmere på mange måder, for de to store kan jo virkelig, mere eller mindre, klare sig selv 😉
Det trækker så lidt fra på nemhedsbarometeret, at L er blevet totalt anti-klapvogn og nægter at sidde i sådan én. På sin vis er det jo skønt, at han gerne vil selv, men indimellem giver det altså også sine udfordringer….
Derudover er han nysgerrigheden selv og jeg synes, han udfordrer mig på niveau med, hvad de to store har gjort sammenlagt. L er overhoved ikke bleg for at drøne rundt ‘overalt’, undersøge alting og ‘glemme’ at holde øje med, hvor vi andre er. Så der bliver brugt energi på at holde øje med ham – hele tiden.

I formiddags, mens A sov lur efter nattevagt, smuttede vi ind til byen for at købe fisk på torvet, gå et smut på biblioteket og handle ind til weekenden. En gåtur gennem gågaden var et hit, især da vi stødte på en gravko.
W er blevet glad for at låne mit kamera og det kom der lidt billeder ud af, hvor jeg – for en sjælden gangs skyld – også er med.

Drengene var (som altid, fristes jeg faktisk til at skrive, uden det skal lyde som blær) virkelig søde at have med, gode til at holde styr på hinanden og have det sjovt sammen (der er lidt videoer på Instagram fra biblioteksbesøget – @mormedmegetmere). L holder nødigt mig i hånden, men meget gerne en af sine brødre 🙂
Det er fantastisk at se deres omsorg for L, de er virkelig gode hjælpere.

I bund og grund ved jeg ikke, hvorfor jeg altid tænker det som en udfordring at smutte af sted med alle 3 selv. Måske fordi jeg synes, det er et stort ansvar at være den eneste til at passe godt på dem… Og fordi det er svært at give dem alle min fulde opmærksomhed, på det de hver især ser i mængden, og gerne vil snakke om.

Og så bryder jeg mig nok heller ikke så meget om, ikke at have kontrol over situationen – hvilket kan være lidt svært at garantere (overfor sig selv), med (et, to eller) tre børn på ‘slæb’ 😉

Til trods for det, bliver mine ‘bekymringer’ altid gjort til skamme, for de vælter ingen reoler eller laver store scener midt i det hele og de brokker sig sjældent over at skulle gå eller vente 😉

Det kan være fristende at vente med at smutte ind til byen, til A er oppe og kan hjælpe med drengene eller blive hjemme med dem, mens jeg lige suser af sted. Også fordi alle ærinderne ville tage den kvarte tid… Men jeg tror også på, at drengene har godt af – og lærer noget af – at komme med og være en del af det. Og jeg lærer jo også noget – om ikke andet, så om mig selv 😀

Og hvorfor skriver jeg så alt det her? Nok fordi jeg ikke rigtig ved, om jeg er den eneste, der har det sådan her… og hvis jeg ikke er, så ved du/I ihvertfald nu, at I heller ikke er 🙂 Og nok også for at understrege, at selvom det måske ser nemt ud udadtil, så kan det godt være ‘en overvindelse’ indeni…

Sidst men ikke mindst, er det måske også for at minde mig selv om, at det går fint og at jeg godt kan! 😉 Og give mig selv, og alle jer forældre derude, et klap på skulderen og anerkendelse for det, der måske på papiret burde være lige til, men som godt kan ryste os i vores egen lille grundvold indimellem – hvad end det så måtte være, der får den til at skælve lidt…

Nu vil jeg fortsætte med at nyde dagen med banditterne, hjemme i haven, hvor der ikke skal holdes øje med biler i høj fart, spændende skraldespande, brækrester fra gårsdagens discofest eller cykler, der drøner ind og ud mellem tøjstativer.

God lørdag derude 😉