Lykkeglimt; sommersalater, bandit, feber, godter og afskedskage

Tanker om det med børn og mobiler…

085-text 089-text

I søndags fyldte W 9 år… (Gisp)

Det eneste han ønskede sig, var en mobiltelefon…

Vel egentlig forståeligt nok, når mange af hans klassekammerater har en allerede. Men… Jeg synes godt nok det var en stor beslutning, om han skulle have sit ønske opfyldt eller ej – for det kan jo ikke gøres om. Har han først fået en mobiltelefon, så er der ingen vej tilbage…

Jeg har det faktisk virkelig ambivalent med det…

På den ene side, så synes jeg, det er rart at tænke på, at jeg nemmere vil kunne få fat på ham eller høre fra ham, når han er kommet godt frem, hvis han selv skal til noget.

På den anden side, så er jeg slet ikke klar til, at det er sådan han skal til at kommunikere. At han skal til at snuse til den kæmpe store digitale verden, med alt det, der venter derude, af både godt og skidt.

Da vi ikke har nogen fastnettelefon, er det efterhånden ved at være nødvendigt med en ekstra mobil, så han kan få fat i os, når han (snart) skal til at være lidt alene hjemme.

Derfor kom A og jeg frem til, at vi ville give ham en mobil i fødselsdagsgave og opfylde hans største ønske – men en mobil som er ’vores allesammens’. Som har en fast plads herhjemme, og som ikke skal med i skole. Som vi kan give ham med, hvis han skal noget, hvor den ’passer ind’.

De sidste par dage har han luftet Saga selv, og dér har det været smart at kunne sende en mobil med ham, hvis nu der skulle ‘ske noget’.

Han vil rigtig gerne kunne skrive med sine venner, og jeg tænker, det er fint nok at være i nærheden, når han starter på det, for det er trods alt en helt anden måde at kommunikere på, end når de er sammen. Der har tidligere været et par små-misforståelser, når de har skrevet sammen via de spil, de spiller på iPads. Åh ja, fagre nye verden – også for os forældre! 😉

Allerhelst ville jeg gerne have ventet et år mere, inden han fik en mobil. Da han, på sin fødselsdag endda, for to år siden fik konstateret laktoseintolerans, mærkede han på egen krop, hvordan det er at være anderledes. Og selvom jeg støtter ham, og forsøger at gøre det til ‘no big deal’, så har jeg erfaret, at det for en 8-9 årig bare kan være virkelig svært, ikke at være som alle de andre, alle ens venner. Det kan gøre ondt i sådan et lille hjerte. Så måske var det også med til at skubbe til min/vores beslutning. At han skulle have en mobil ligesom ‘alle de andre’, så han ikke også var anderledes på det punkt… (ikke dermed sagt, at jeg synes alle skal være ens – overhoved ikke! Det er mest på de her punkter, hvor man f.eks. ikke kan spise det samme som de andre til fødselsdage osv. at jeg har mærket, at det kan være svært og noget han tænker over – bare lige for at få det på plads 😉 )

Vi har til at begynde med deaktivere safari på den, så han ikke kan google og finde ting og sager på nettet. Og derudover har vi købt et børnemobilabonnement, der hjælper os med at holde styr på forbrug osv. Og så må vi tage den der fra…
Og så har vi snakket med ham om, at han ikke må give sit nummer til nogen, han ikke kender. Og at han i det hele taget skal tænke nøje over, hvem han giver det til.

Da han åbnene gaven i søndags, blev han helt utroligt glad. Hans øjne strålede og de første par beskeder fra mormor, farmor, farfar, fastre og morbror tikkede hurtigt ind og gjorde ham ekstra glad. Han læser sms’er helt uden problemer og svarer lystigt. Selvom jeg også er ret skeptisk over denne nye ‘mobilkultur’, så tror jeg på, at den trods alt er med til at styrke hans læsning og stavning – og måske også lærer ham noget om, hvordan man læser ‘hverdagssprog’, så han ikke kun møder det skrevne sprog fra bøger, hvor man oftest skriver anderledes….

Nu skal han til at have ansvar for en dyr mobil (han fik dog A’s gamle, men det er stadig en værdifuld ting) og det er i sig selv en ting, der skal læres. Den må ikke bare blive væk eller ligges alle mulige (og umulige) steder.

Som jeg sagde til ham, da han havde fået mobilen, og om aftenen spurgte til, om han måtte have den med i ferie-fritter: Jeg sagde, at han skulle huske på, at det også er nyt for A og jeg at have et barn med en mobil. Vi skal også lige lære, hvordan man gør og hvad man kan og må. Vi skal også lige vænne os til det, og med tiden kan reglerne sagtens ændre sig, i forhold til hvordan de er nu, men vi må tage det lidt hen ad vejen. Og det virkede som om han forstod, at han også lige kunne vende det om i hovedet, og tænke på, at det også er nyt for os. Og at vi faktisk heller ikke aner noget om det – endnu.

De sidste 4 dage – nu med mobil 😉 – er gået rigtig fint. Den ligger fint her i stuen, når han er hjemme og også når han sover og så bliver den tjekket i ny og næ. Indimellem spørger han, om han må skrive til mormor, farmor osv. Han vil gerne lige fortælle dem, at han har luftet Saga selv osv. 🙂
I går, da han var blevet præsenteret for sit helt nye værelse, optog han en lille video og sendte rundt til sin familie – fordi han var så stolt af sit nye værelse. Og det synes jeg faktisk er helt okay. Lige på det punkt, forsøger jeg blot at imødekomme al den teknologi, der er blevet opfundet siden ‘jeg var barn’. Jeg synes jo også det er skønt at dele med andre, så hvorfor skulle han ikke også synes det 😉
Så må det være min opgave som forælder at finde balancen, så det ikke tager overhånd…

Hvilke tanker har I gjort jer omkring børn og mobiler?

Og apropos W’s nye værelse, så er jeg nødt til at stikke af igen, for der står flere renoverings/indretningsprojekter og venter, inden vi for alvor kan skyde ferien i gang. Drengene har sommerferie fra i eftermiddag, så vi har travlt 😉

Rigtig god fredag derude

2 kommentarer

  • My:minMy

    Min ældste Ellen fik sin første mobil da hun var 8 år og vi flyttede fra Kbh. På den måde kunne hun holde kontakten med vennerne i Kbh. Astrid fik mobiltelefon da hun i vinter stoppede i Sfo og derfor kunne få nogen eftermiddage hvor hun var hjemme alene et stykke tid. De har dog aldrig deres mobiler med i skole og som regel ligger de bare i stuen netop som en slags fast tlf hvis de skulle ha brug for at få fat i mig når jeg ikke er hjemme. Endnu engang stort tillykke med din store dreng! Og god arbejdslyst på 1. salen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Tillykke med din store dreng 🙂 Jeg har selv en på 8 år – med mobil.. Jeg synes faktisk, at han er helt vildt god til at håndtere den!! Men det er som du siger, selvfølgelig en lærings proces for hele familien. Vores største “udfordring” er spilletid på mobilen.. Hvor meget, hvor og hvornår…. Men bruger din dreng slet ikke mobilen til at spille på?
    Håber at se nogle billeder fra drengenes nye værelse 🙂
    God weekend til dig!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lykkeglimt; sommersalater, bandit, feber, godter og afskedskage