For 33 år siden….

… blev jeg døbt, samtidig med at mine forældre blev viet.

I år er det 2. gang vi passerer denne mærkedag med ømt hjerte.

Min dåbsdag har altid været en dag, der blev markeret, nok mest fordi det var mine forældres bryllupsdag. Havde det været en hvilken som helst anden dag, havde jeg måske ikke tænkt over det på samme måde. Bortset fra at mine fantastiske gudforældre altid har markeret dagen for mig og gjort den særlig, år efter år <3

For mig er det ikke dét, at det er min dåbsdag, der skærer i hjertet. Det gør ondt, fordi mine forældre skulle have fejret deres 33 års bryllupsdag sammen. Vi skulle have fejret dem. De skulle have haft lov til at have dagen sammen, når nu de så gerne ville. Når nu de faktisk godt kunne holde hinanden ud <3

Siger man tillykke med bryllupsdagen, når den ene ikke er her mere? Når det er ufrivilligt, at man ikke kan fejre den længere? Er det en kærlighedsdag eller en svær mærkedag?
Det er en dag, der puster til gløderne…

Jeg er helt sikker på, at dagen i dag slår gnister i flere hjerter end mit.
På forskellige måder. Og jeg kan ikke mærke det, min mors hjerte gør.
Jeg kan på ingen måde fjerne det, min mor mærker i dag. Omend jeg gerne ville. Jeg kan heller ikke erstatte det, hun har mistet og det hun nu mangler. Men jeg kan fortælle hende, at jeg tænker på hende. At jeg er her.

Og så kan jeg forkæle hende, på det nærmest latterligt-lavpraktiske plan, med en af hendes yndlingskager; luksus træstammer. Lavet med kærlighed og omtanke <3

I aften sover de 2 store drenge hos hende. Imens sidder jeg her i en solstråle, med en sovende lillelillebror ovenpå, der sover trygt, med tunge vejrtrækninger og en kanin i hånden. A er med min bror inde i byen og spise stegt flæsk med persillesovs… 😉

Jeg kan høre fuglene synge udenfor. En flue, der slår panden mod ruden igen og igen. Opvaskemaskinens summen i køkkenet. Rødvinen i mit glas forsvinder langsomt. Slurk for slurk.
Jeg ser livet, jeg hører det. Jeg mærker det; tårerne der triller ned af min kind og mit hjerte, der slår et sted derinde. Jeg har det lidt som om, jeg har tabt noget. Men det er mit hjerte, der forvirrer mig. For uanset hvor længe jeg leder, vil jeg ikke finde ham igen. Sådan rigtigt. Han er væk for altid. Og det gør stadig ubeskriveligt ondt…

Kære mor, tillykke med bryllupsdagen <3
For mig vil i dag altid være en kærlighedsdag, for det var den dag I valgte hinanden. Og det blev I ved med, helt til det sidste… Jeg håber, jeg kan få lov at fejre dagen med dig, mange år endnu…