I dag skinner solen - udenpå...

Når dagene er tunge og livet er ambivalent

019 024 027 033 035 037 8-5-38-5-1 8-5-28-5-4 8-5-5 8-5-6 8-5-7 8-5-8 8-5-9 8-5-10 8-5-11047 051 053 057 058 061 064 072 074

I går var sådan en årsdag, jeg gerne havde været foruden. En mærkelig mærkedag, jeg helst vil glemme. Og egentlig bare fortrænge, hvad der skete for et år siden…

I søndags ’fejrede’ vi min fars fødselsdag. I går mindedes vi hans dødsdag. Dagen efter han fyldte 61 år, blev dagen, vi sad hos ham og tog afsked. Vanvittigt ambivalent, at jeg dagen inden havde besøgt ham, ønsket ham tillykke og sagt ’Vi ses i morgen’. Søndag, da jeg kom med drengene og en kagemand, blev jeg stoppet af en sygeplejerske, der sagde, at de nok ikke skulle gå med ind. Lige dér slog lynet ned i mig, jeg vil aldrig glemme det chok, der plantede sig i mig og jeg kan nærmest ikke holde ud at tænke på det. Det kom som et chok for os alle, at det pludselig gik så stærkt. På få timer var det hele forbi. Med et blev mit liv forandret for altid.

Så forkert, så ambivalent. Vi kom glade og forventningsfulde, og troede vi skulle fejre ham, og i stedet skulle vi tage afsked.

Men på en måde er det et præcist symbol på, hvordan jeg har det indeni.

Jeg er splittet mellem lys og mørke, glæde og sorg. Når jeg fortrænger, at jeg har mistet min far, så er jeg som jeg ’plejer’. Når jeg tænker på det, så kan jeg slet ikke forstå, at jeg overhoved kan stå på benene.

Jeg tænker ofte; ’hvornår rammer det mig mon? Hvornår slår lynet ned og skyder mig i knæ, og efterlader mig hulkende og utrøstelig?’

Der er mange, der har sagt til mig, i bedste mening, at det første år er det værste. At det bliver bedre med tiden. Men jeg har slet ikke lyst til, at det skal blive bedre. Jeg lever jo med sorgen og savnet. Jeg har ikke lyst til, ikke at have det med mig. For mig, er der enten sorgen og savnet eller det at have ham her. Og da det sidste ikke er muligt, må jeg lære at leve med savnet. Men jeg har ikke lyst til, at det skal blive nemmere at undvære ham. Åh, jeg ved ikke engang om det giver mening. Men det er sådan mit hjerte har det.

Når jeg skal leve med og i hverdagen, være til stede i hamsterhjulet og gøre det, der skal gøres, når man er mor, kone, husejer, barnebarn, medarbejder, så gør jeg det. Men indeni kaster solen stadig skygger.

I går holdt vi fri og brugte dagen sammen; A, min mor, bror og jeg. Først med morgenmad hos os og så besøg på planteskole, for at købe forårsblomster, der forhåbentlig kan lyse lidt op. Derefter tog vi forbi kirkegården, inden vi nød en god frokost på Brdr. Prices restaurant, helt i min fars ånd, med alt hver der til hører af hvidt brød, smør og øl 😉

Om eftermiddagen lavede jeg sommermad og jordbærkage, som min mor kom forbi og spiste med os. Inden da, var hun med W til fodboldkamp. En af de små, livsbekræftende hverdagsting, der får livet til at gå videre.

Aftenen gik med rødvin og snak om livet, fremtiden og savnet og det var helt som det skulle være. En god dag, trods alt.

De sidste dage er der poppet en sponsoreret reklame op på min Instagram flere gange, for et bedemandsfirma her i byen. Og jeg synes på en måde det er helt vildt grotekst at blive mødt af. Jeg håber sørme ikke, jeg får brug for sådan ét de næste mange år! Men der må jo være en eller anden algoritme et sted, der kan læse, at jeg for et år siden ringede til en bedemand…?

De næste dage vil der være flere ’mærkedage’, præcis som der har været de sidste uger. I dag, for et år siden, fulgte vi ham hjem fra Hospice. Med det smukkeste forårsvejr som blind passager, i en række efter rustvognen, med tårerne trillende ned ad kinderne. På lørdag er det et år siden vi bisatte ham. Og jeg forstå det stadig ikke…

Det er en hård, tung tid. Mit hjerte sætter mig på prøve og min hjerne bruger meget energi på at fundere over livet. Det vi har, lige nu og her. Hvad giver mening? Der er mange kæmpe store spørgsmål, der er SÅ uendeligt svære at svare på, men jeg forsøger at give plads til at tænke, mærke og fundere. Måske der kommer noget konkret ud af det, måske ikke. Heldigvis har jeg A ved min side, der støtter mig og lytter.

 

Sammen er vi stærkere – det er vel nok den eneste ting, jeg er helt sikker på i livet!

   

12 kommentarer

  • Helle

    Når jeg læser dine indlæg omkring dit savn og sorg, er det som om du sætter ord på den måde jeg selv føler og mærker, men som jeg ikke selv formår at sætte ord på.
    Mistede selv min far for 5 måneder siden til kræft i alder af også kun 61 år. Det hele gik så stærkt.
    Jeg har fulgt dig siden han fik konstateret kræft for et præcis et år siden lige om lidt.
    Og selvom det sikkert er en ringe trøst, så er du en kæmpe hjælp i min proces.
    Tak for dine ord!
    Sender medfølende tanker din vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linea

    Tusind tak for dette indlæg. Min far er syg med kræft i hjernen som 57-årig, og det er enormt hårdt. Heldigvis har jeg ham stadig nu og her, så tiden med ham må nydes. Tanker til dig og din far!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    ♡♡♡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Sender kram og kærlige tanker til både jer og din far💞

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Kære P,
    Sender dig et kæmpe kram. Det er alt for hårdt at miste en så stor del af sit liv og det gør ondt, nok for altid som du skriver..Godt du har dine dejlige drenge for trøst og smil.
    Tænker på dig søde..
    Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tusind tak for tanker, Line. Det varmer.
      Ja, godt vi har hinanden <3
      God forlænget weekend til jer
      Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • annette

    Stærkt indlæg! Det må være SÅ hårdt. Gruer så meget for den dag, jeg skal miste mine forældre…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tak, Annette. Ja, det kan jeg godt forstå. Det river ret meget tæppet væk under én. Især når det sker alt for tidligt…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh kram … kender følelsen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tusind tak – og et tilbage til dig. Ked af, du ved, hvordan jeg har det.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I dag skinner solen - udenpå...