Weekendlykkeglimt; madglæde, fiskedag & kagehygge

Forårstungsind – når sorgen blusser op

086

Forår er lig med lysere dage, børn der slippes på græs, barnelatter, udeliv, lyserøde solnedgange, mildere temperaturer og solskin, der sender varme ned til os, sætter spirer på spring og bringer fornyet energi og glæde med sig….

Den virkning plejer det også at have på mig…
Sådan har det desværre ikke været i år…

De sidste par uger er mit hjerte begyndt at bløde igen… Det er som om, sorgen er blusset op igen. Som om foråret har revet plasteret af. Jeg kan ikke mærke, præcis hvad der har gjort det, men jeg kan alligevel fornemme, at solens stråler håner mig mere end de hjælper.

De smukke forårsdage minder mig om samme tid sidste år. I stedet for duften af frisk, mild luft og lyden af fugle der kvidrer, fyldes mine næsebor med lugten af sygdom og mine ører af lyden af stilhed. Forbandet stilhed.

De smukke marker, der så småt går fra at være brune og klæbrige til at være grønne, gule og svævende, og solens stråler, der rammer jorden og sender skygger af sted, minder mig mest af alt om den dag i maj, hvor vi kørte bag min fars kiste og fulgte ham hjem fra hospice. Det var en usædvanligt smuk forårsdag. Jeg kunne ikke have ønsket mig en smukkere dag at tage afsked. Men nu, nu minder de smukke forårsdage mig om sorgen, der stadig bobler i mit blod og savnet, der vokser i mit hjerte.

Jeg føler mig ved siden af mig selv, ude af mig selv. Som om jeg ikke kan regne med mig selv.Som om mit hjerte kan finde på at flyde over, hvornår det skal være. Min sorg er anderledes, fjern og ukendt.

Forleden, da jeg kørte hjem fra arbejde, så jeg en ældre mand udenfor et fitnesscenter. På et splitsekund havde min hjerne allerede tænkt en masse tanker, der havde sat gang i tårerne, nærmest uden jeg nåede at registrere det og kunne følge med.
Jeg tænkte, ‘det der skal min far aldrig opleve’. At blive gammel, tabe håret, blive rynket. Og så græd jeg som pisket. Det var en fysisk mavepuster og en hjertepunktering.

Det er som om det går mere og mere op for mig, at jeg ikke har en far mere. At han ikke er her mere. At han ikke kommer tilbage. Jeg ved det jo godt. Min hjerne ved det godt. Måske er det fordi mit hjerte har svært ved at acceptere?

Jeg spørger mig selv, om det er normalt, at blive suget ind i sorgen igen. Jeg minder mig selv om, at med sorg, kærlighed og smerte, er der ikke noget der er rigtigt og forkert…. Men der er dælme meget der gør ondt. Når man har elsket betingelsesløst, bliver sorgen derefter.

For tiden øver W musical i skolen, hvor de blandt andet synger en sang om at ses igen. Han har virkelig snakket meget om den sang. ‘Mor, når I hører den, så ved jeg, I bliver så kede af det. Så kommer I til at tænke på morfar. Jeg tænker på morfar hver eneste dag, når vi synger den og så bliver jeg så trist’.
Han snakker meget om, at han virkelig håber, håber, håber, at man mødes med dem, der er døde, engang. Og jeg siger til ham, at hvis han håber på det, så tror jeg, det nok skal komme til at ske. At ingen ved, hvad der er efter livet, men at jeg tror på, at det man håber, er det der sker. Og mens vi snakker og jeg vifter en tåre væk fra kinden, så fyldes mit hjerte med taknemmelighed over, at han formår at sætte ord på sin sorg.

Han er ramt – igen – ligesom mig. Som min mor, der har oplevet foråret på samme måde som mig og som A, der også sender min far mange tanker hver dag. Måske er det bare sådan det er… Måske er det årstiden, der minder os om alt det, der skete for et år siden, hvor dagene gik på onkologisk, med bekymringer, samtaler, stilhed, tårer, tanker, smerter.

Måske er det fordi vi skal af sted på en rejse på mandag, som blev planlagt mens han var her til at snakke med om det. En rejse han skulle have været med på. En rejse han ikke nåede at blive en del af. Nu følger han med i vores hjerter i stedet og det er slet ikke godt nok. Men det er sådan det er. Måske mit hjerte lærer at forstå og acceptere det på et tidspunkt. Indtil da må tårerne tage deres plads, for de kan ikke holdes tilbage. De er der, når de er der – har jeg lært….

 


 

Hvis du vil læse flere af mine tanker om kræft, sorg og savn, er der mange flere lige her 

7 kommentarer

  • Julia

    Smukke ord om noget så hårdt som sorg ❤
    Det er snart tre år siden at vi mistede min morfar, og jeg har stadig mange dage, hvor sorgen overvælder mig. Det kan være helt forskellige ting der sætter det hele igang igen. Min morfar udfyldte på mange måder faderrollen i mit liv, og han har en helt særlig plads i mit hjerte. En plads som nogle dage føles uendelig tung at bære. Jeg tror, af hele mit hjerte, at vi skal ses igen og det giver mig trøst. Jeg sender mange kærlige tanker til jeres familie ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Kram og tanker til dig, Pernille ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg har ikke noget klogt at sige, men vil blot sende dig og dine et kram og varme tanker❤️ Smukt skrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai-Britt

    Jeg tror du er helt normal.
    Jeg har netop været til begravelse hvor præsten talte om at forenes og gense den afdøde, meget smukt fortalte han at når vi mindes og fortæller historier om afdøde er det en måde st ses igen og en måde at fortolke genopstandelsen på.. det gjorde godt for mig at tænke på døden og det at ses igen på den måde – mine bedste tanker og ønsker om et dejligt livgivende forår 💚🍀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tak for din besked, Mai-Britt. Ja, det er en god måde at se det på. Vi forsøger også at mindes ofte, dele historier og snakke om ham, så han ikke ‘forsvinder’ – især fra drengenes erindring

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Weekendlykkeglimt; madglæde, fiskedag & kagehygge