Blå fredagslykkeglimt og hjertesmerte

Da jeg fandt en knude i mit bryst…

mammografi

Hele denne uge har været virkelig uvirkelig på mange måder. Udover at L har været syg og sørget for et gevaldigt søvnunderskud, så har jeg været i en slags boble. Apropos mit indlæg fra i morges, så er jeg nu længere i processen og har brug for at sætte lidt ord på alt det der har rumsteret og som garanteret også har gjort, at jeg har været anderledes, end jeg plejer, de sidste dage…

I mandags mærkede jeg en knude i mit bryst. En lille hård ært. Jeg slog det først lidt hen. Havde egentlig ikke lyst til at tænke videre over det. Tænkte at jeg lige ville give det en dag og så se om den stadig var der.. Det var den. Både tirsdag og onsdag. Jeg gik rundt om mig selv, kunne ikke rigtig finde ud af hvad jeg skulle gøre ved det. A sagde jeg skulle ringe til lægen og det gjorde jeg så torsdag. Sygeplejersken bad mig komme med det samme, for sådan noget skal man ikke gå og bekymre sig om. Det skal tjekkes. Og hun har jo ret.

Jeg ved ikke, om det var fordi jeg frygtede svaret, at jeg tøvede med at ringe til lægen. Jeg tror også det var fordi jeg nødigt vil ulejlige dem med noget, der ‘bare’ er ingenting. Jeg tænkte, jeg lige ville se, om det ville gå over igen…. På den anden side, så kunne jeg godt mærke, at jeg brugte sindssygt mange kræfter på ikke at tænke på det. Og det puttede bare endnu mere træthed i puljen.
Derudover var det helt sikkert også fordi jeg slet, slet ikke kunne forestille mig at skulle sætte mine ben på et sygehus, for at få det undersøgt. Efter alt det med min far, var alene den tanke næsten for meget for mig…

Selvom jeg ikke havde lyst til at tænke på hvad det kunne være, så var det svært at lade være. Verden så på en eller anden måde anderledes ud. Det ulmede hele tiden i baghovedet; tænk hvis jeg er syg… Tænk hvis min hverdag ser helt anderledes ud om et par uger…
Jeg så på drengene på en anden måde, jeg mærkede alting meget stærkere. Som om kærligheden (til dem og livet) boblede op og satte sig udenpå huden. Min skrøbelighed satte sig pludselig fast i halsen og fik mine øjne til at drukne.

Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at jeg skyldte min familie at få det tjekket. Tanken om at komme for sent, at få at vide at man skulle være kommet før og at der nu ikke var noget at gøre, den blev ved med at nage. Dét ville jo være utilgiveligt.

Min læge mærkede efter og stillede spørgsmål og efter tyve minutter gik jeg derfra med en henvisning til mammografi. A var på vagt, så jeg ringede til ham på vej tilbage til arbejdet. Efter en time ringede de fra røntgenafdelingen, at de havde en tid dagen efter, i dag kl. 10.

Jeg blev både forbløffet, bange, lettet og imponeret på én og samme gang. Jeg synes det er flot, at vores system virker på den her måde. Men jeg ville ønske jeg ikke havde brug for at ‘teste’ systemet… Jeg var også lettet over, at jeg ikke skulle vente til i næste uge med at blive klogere. Kun én nat mere i uvished skulle overstås.

I morges kørte A og jeg så af sted mod brystcenteret. En underlig køretur, på vej mod alt eller intet. 30 minutter i underlig trance, hvor de gode og de onde tanker sloges om at få plads. Jeg havde en fornemmelse af, at alt ville være fint. Jeg håbede det ihvertfald. Jeg følte mig jo ikke syg. Men tænk nu hvis….

Efter mammografien blev jeg bedt om at lægge mig på en briks og en læge kommer ind. Hun starter med at mærke efter knuden og scanner derefter med ultralyd. Der går ikke lang tid, før dommen er klar. Det er en bindevævsknude eller noget fra ribbenet, det er ikke helt til at sige. Men det er ihvertfald ikke noget, der er farligt. Og så går hun ud ad døren igen.

Lige dér følte jeg mig meget lille og en smule dum. Jeg ved godt, at det er sådan et ind-ud system, jeg har prøvet det før, både med drengene, mig selv og min far, men jeg bliver stadig lige forbløffet hver gang.
Lægen fik mig til at føle præcis det, som gjorde, at jeg tøvede med at ringe i første omgang. At jeg mest af alt havde været til besvær.

Sygeplejersken rækker mig en klud, så jeg kan tørre geleen af og siger, at det var da en rar besked og spørger mig, om jeg har fået svar på det, jeg havde brug for. Hun siger, at det var godt jeg havde fået det undersøgt. At der var mange forbi hver dag, hvor det heldigvis viser sig at være ‘ingenting’ – noget der gerne må være der. Men det er svært at vide, før man har kigget på det, med det udstyr de har til hjælp hos dem. Til sidst slutter hun af med at sige, at jeg selvfølgelig skal holde øje med det og reagere, hvis noget forandrer sig eller der kommer nyt til.

Efter tyve minutter var jeg frikendt og på vej ned ad gangen til A igen. Let som en fjer.

På vej hjem i bilen blev jeg ramt af en voldsom træthed. Al adrenalin var forduftet, tilbage var bare en slidt skal. Da vi lander derhjemme igen er det tilbage til virkeligheden og hverdagen, den jeg de sidste dage havde heppet på. Videre med arbejde og pligter, helt som det helst skal være.

Nu sidder jeg her i køkkenet, midt i kagebagning og borddækning, klokken er 22 og jeg burde gå i seng… A er på nattevagt og drengene sover sødt. Jeg føler mig taknemmelig over, at jeg slap med skrækken. Tænker på dem, der ikke er så heldige.
Nu er jeg klar til at indtage weekenden med mine drenge. Klar til fejring, fest og fornøjelse – og ekstra mange kys.

Jeg slap med skrækken…

Tænk engang at være så heldig <3

4 kommentarer

  • Rutsje

    SIkke en forskrækkelse! Jeg har været igennem noget lignende – heldigvis blev jeg også frikendt, men følte mig også dum bagefter .. Da jeg ventede i venteværelset før tjek, sad jeg sammen med en anden ung pige. Da vi var færdige med scanningen, så jeg hende igen – hun var helt knust – hun var vist ikke ligeså heldig. Så det tog noget af følelsen af dumhed fra mig – det kunne jo ligeså godt ha’ været omvendt. Godt du fik det tjekket! Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er sådan noget man håber, at andre ikke skal igennem – den uro man skal igennem for at blive frikendt.
    Jeg deltog i et forsøg, hvor jeg pludselig blev kaldt ind på hospitalet: vi har fundet ud af at vi har overset noget på flere års MR skanninger af dit hoved (jeg har sklerose, så den slags skanninger er årligt i kalenderen) – så fik jeg en tid til en hjernespecialist en uge senere .+ papirer på en evt operation.
    Det var godt nok en lang uge, for så at få at vide, at det bare var en bindevævsknude mellem hjernen og hovedskallen – uskadelig, men der skal nu alligevel holdes øje med den.
    Du har allerede de sunde tanker, at det hurtigt blev undersøgt, hvilket jo er et stærkt tegn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte Blichfeldt

    Pyh ha, sikke en forskrækkelse. Godt du reagerede på det og fik det afklaret. Kram til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frk. C

    Åh! Godt det var noget ufarligt. Og ja, jeg forstår dig så godt med de tanker omkring ikke at belemre systemet med “det er sikkert ingenting”, men min læge sagde en dag: mit job er at finde de raske blandt de syge, og det er heldigvis de fleste! Det har sat perspektiv hos mig, og gør det lettere for mig at række ud efter hjælp.
    Dog hjælper det ikke med så uhensynsfuld en lægekommentar, du fik der efter undersøgelsen. Øv. Hvor var hendes ‘bedside manners’ lige…?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blå fredagslykkeglimt og hjertesmerte