Sorg og savn – når hjertet (stadig) bløder…

Det meste af det, der fylder her på bloggen, er lykkestunder og smilehuller, men livet byder også på knubs og skrammer, der skal sættes plaster på og bearbejdes, så der kan blive plads til dem i hjertets rygsæk.

I dag er det 9 måneder siden jeg sad hos min far, da han tog sit sidste åndedrag. Alene det at skrive det, river i mit hjerte og får tårerne til at løbe ned ad mine kinder. Når jeg tænker over det faktum, at han er væk, kan jeg – stadig – ikke rumme sorgen. Jeg har stadigvæk så meget der er uforløst. Så mange sår på sjæl og hjerte, der stadig bløder.

Er 9 måneder lang tid? Det er det, når man er gravid… Til sidst ihvertfald. De sidste 9 måneder er forsvundet som sand mellem mine fingre, jeg forstår egentlig ikke, at der allerede er gået så lang tid. Er det tid til at være kommet videre? Er det okay, stadig at være mærket af det, der er sket? Hvor meget må sorgen fylde? Hvornår skal sorg blive til savn? Jeg er ikke færdig med at sørge endnu… Mit hjerte er stadig i vacuum. Den del, den flig, af mig, der forsvandt sammen med ham, den dag i maj, er ikke blevet afløst endnu og bliver det nok aldrig. Jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan jeg lever bedst med hullet i hjertet.

Når jeg alligevel kommer igennem dagene, så er det for det meste fordi jeg ikke tænker på det. Jeg lever med min sorg, uden at forholde mig til den hele tiden.
Når jeg kører forbi sygehuset eller kirkegården, prikker det hul på den boble, mit hjerte har lavet om sig selv. Så siver smerten ud igen. Inderst inde ved jeg, at smerten har brug for huller at sive ud af og alligevel forsøger mit hjerte og min hjerne hele tiden at reparere boblen for huller.
Det er derfor oftest, når jeg kører alene i bil, at mit hjerte giver los og bliver ustyrligt. Tårerne får plads og min hals snører sig sammen. Det er på en måde blevet mit hjertes frirum. Det sted hvor jeg kan ‘lade det ske’.

Jeg kan tage mig selv i at stå foran spejlet om morgenen og tænke, at det er utroligt jeg står her, oprejst, lige nu. Min krop har lyst til at knække sammen og lade tårerne tage over. Men min hjerne fortæller mig, at det ville være særdeles upraktisk og temmelig dumt. Og det er nok godt nok, for jeg har ikke lyst til, at sorgen skal styre mig.

Mange har fortalt mig, at tiden hjælper på sorgen. At det på et tidspunkt holder op med at gøre (så) ondt. Og det er på sin vis også rigtigt. Min sorg er anderledes nu, end den var for 9 måneder siden. Og alligevel ikke.
Jeg har faktisk helt vildt svært ved at acceptere, at det skal være sådan. At det holder op med at gøre ondt. Jeg har på en eller anden måde ikke rigtig lyst til at lære at leve med det. Måske fordi jeg er bange for, at det betyder, at jeg har glemt ham – lidt ihvertfald. Jeg har egentlig ikke rigtig lyst til, at jeg kan finde ud af at undvære ham…

Jeg synes det er svært at forstå, at alting fortsætter som det altid har gjort. Jeg tænker på, om hans kollegaer også savner ham. Om de tænker på ham indimellem. Om der er andre end os her, der mangler ham. Da der til jul kom en buket fra hans arbejde, med flotte ord om, at de savner ham og tænker på ham, blev jeg så rørt. Det betød virkelig meget at høre, at det ikke kun er mig, der mangler ham, selvom jeg godt ved, de mangler ham på en anden måde.

Forleden, da jeg havde afleveret L i vuggestuen, var jeg i et splitsekund sikker på, at jeg så ham komme gående henover parkeringspladsen, præcis som jeg har set ham gøre så mange gange før, når han var ude at gå tur med Nala. Men det var bare en mand, med sort jakke og hue på, ude for at lufte sin hund. Min hjerne (eller er det mit hjerte?) spiller mig ofte et pus og giver mig i øjeblikke følelsen af, at jeg ser ham; på torvet for at købe fisk, hos slagteren, i kø efter pålæg til et veldækket frokostbord.

Min sorg er delt i to. Jeg sørger over at have mistet min far, alt for tidligt. At jeg aldrig skal dele noget med ham mere, mærke hans hånd ae min kind, høre ham grine, se ham pjatte med drengene, vende verdenssituationen med ham.
Når andre fortæller om deres fædre, gør det ondt i hjertet hver eneste gang. Når jeg ser andre sammen med deres fædre, eller børn med deres morfar, så rammes jeg af misundelse. En misundelse, som giver blå mærker indeni. Jeg har sådan lyst til at fortælle dem, at de er heldige.

Den anden del af min sorg, er sorgen over den måde han skulle herfra på. Selvom jeg ikke ville have undværet at være en del af hans sygdom og tage del i hans smerte, så har jeg på en måde lyst til, ikke at have været det. Fordi det stadig gør ondt på mig at have oplevet det, ja nærmest mærket det. Det sværeste, værste og mest grænseoverskridende jeg nogensinde har oplevet, var at sidde og se ham dø. Det hjemsøger mig stadig, især om aftenen, når jeg ligger i min seng og skal sove. Så popper det op og jeg må bruge kræfter på at overbevise min hjerne om, at det ikke er nu, de tanker skal have plads. Med tiden vil mit hjerte måske acceptere, at det var sådan det skulle være… Men jeg spørger indimellem mig selv, om det er ‘rigtigt’ at børn skal de deres forældre dø?
Men trøster mig selv med, at det betød noget for min far, at vi var der, selvom jeg også ved, at det var det sværeste han nogensinde har gjort, at give slip på os.
Det er i sådanne stunder, de største tanker om livet og døden fylder, og jeg føler mig så uendeligt lille, i en verden der er så svær at forstå.

Når det gør rigtig ondt i hjertet og sorgen fylder umådelig meget, så tænker jeg på min mor og pludselig føles min sorg så ‘lille’. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være for hende. I weekenden, hvor S blev fejret, mærkedes det lige i hjertekulen, at noget var anderledes. At der manglede noget. Og jeg ved, at det også er en sorg min mor mærker, bare på en anden måde. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne tage noget af den fra hende.

Livet går videre, hverdagen trækker én med. Om man vil det eller ej. På godt og ondt. Vi er her endnu og det skal nydes. Vi skal gøre nogle af de ting, vi ikke nåede sammen med min far og tænke på ham imens. Og lade sorgen få plads og huske den, for den er der af en grund.
Vi skal øve os på at huske far/morfar, snakke om ham og mindes ham. Selvom vi gør det på hver vores måde, skal vi også øve os i at gøre det sammen. Men det er nyt for os og al begyndelse er svær…

Jeg forsøger stadig at minde mig selv om, at sorg er kærlighedens pris. Selvom det på mange måder er en ringe trøst…

Kære far; jeg savner dig, jeg mangler dig, jeg tænker på dig <3

 

Hvis du vil læse flere af mine tanker, om sorg og alt det kræft bærer med sig, kan du læse flere indlæg her