Verdens Dårligste Mor…

Verdens Dårligste Mor – yep, den pris tog jeg lige i går. Ville bare lige svinge herind forbi og fortælle det, så I ved, I ikke behøver gå efter dén medalje, den er snuppet 😉

I går startede W i skole igen efter juleferien. Da han kom hjem fortalte han – endda i en bisætning – at han ikke havde fået noget frokost. I det sekund slog lynet ned i mig; jeg havde glemt at bestille madordning til ham til det nye år. Sådan fuldstændig svedt det ud. Jeg havde ellers sat min telefon til at minde mig om det mellem jul og nytår, men af en eller anden årsag, er det gået min næse forbi. Shit altså, jeg følte mig simpelthen så luset!! Sådan virkelig grædefærdigt flov. Èn ting er at glemme ting, der går ud over mig selv, men at være skyld i, at min lillestore kærlighed har sultet, det er simpelthen bare nærmest utilgiveligt! Bagefter ramte flovheden mig som endnu en lussing. Hvad må hans skolelærere ikke tænke om mig…
Heldigvis havde jeg givet ham formiddagsmad med, som jeg plejer, så han havde ikke sultet hele dagen, men altså…! Der går nok noget tid, før jeg tilgiver mig selv for den misere.

W tog det dog helt cool. Han brokkede sig overhoved ikke og selvom jeg sagde til ham, at han var i sin gode ret til at skælde mig ud, så smilede han blot til mig og spiste et æble og en appelsin, inden han cyklede til fodboldtræning 😉
Han kom dog efterfølgende i tanke om, at det faktisk havde været lidt uheldigt, for der var tarteletter på menuen i går… For mig var det dog en perfekt, oplagt mulighed for at råde (bare en lille bitte smule) bod på min glemsomhed, ved at love tarteletter meget snart!
Dælme heldigt, der er så meget godhed og overbærenhed gemt i ham <3

Og måske du så tænker, hvorfor jeg mon skriver om det her, i stedet for at lade det forblive usagt og lade det forsvinde hurtigst muligt?
Det er faktisk fordi, jeg gerne vil slå et slag for, at ingen er perfekte, heller ikke selvom det kan se sådan ud. Jeg er redaktør her, vælger hvad jeg har lyst til at dele og det er oftest de gode stunder og lykkeglimt, som jeg også ved, mange af jer nyder. Men altså, her hos os bor der også (mange) nullermænd, det roder og vi er bagud med alt muligt, jeg først opdager, når det skulle have været klaret… Men vi har det godt, har hinanden og gør det så godt vi kan…
(Hvis du følger med på Stories på Instagram @mormedmegetmere kan du (blandt andet) også se lidt mere af det uredigerede, hvis du skulle have lyst til det 😉 )

Jeg gik i seng i går aftes og forsøgte at overbevise mig selv om, at jeg ikke er den eneste mor, der har glemt et eller andet (vigtigt)… (Please sig, jeg ikke er den eneste…!)
Selvom djævlen på min skulder hele tiden forsøger at sige til mig, at jeg helt sikkert er den eneste, der har glemt noget så vigtigt!
Jeg lå og tænkte, at jeg ville ønske, han havde haft en mobil i den situation, så han måske kunne have foretaget et nødopkald til mig, så jeg kunne have rettet op på min fejl. Jeg forsøger dog at trøste mig med, at det ’heldigvis’ er mig, der er hårdest ved mig selv…
Og så har jeg i hvert fald fået en påmindelse om at huske madpakke/madordning fremover! Og mærket helt ind under huden, at min lillebitte store fyr allerede står meget ‘alene’. Havde han gået i børnehave, havde de nok fundet lidt havregryn til ham, bagerst i skabet, men sådan er det bare ikke mere. Sikkerhedsnettet (altså i virkeligheden måske mest mit 😉 ) bliver langsomt fjernet og jeg er klar nu, det lover jeg..! 😉

Rigtig god eftermiddag derude. Hilsen hende med de røde ører (indsæt selv smiley med abe, der holder sig for øjnene)