Låge 5 - Weekendlykkeglimt med jul på

Låge 6 – Opskrift på (laktosefri) honningkagehuse

032049054043008 015 017 026 038 040 045 046 057 064

I søndags gik vi amok med glasur, krymmel, drys, glimmer og andet gejl. Der blev dekoreret honningkagehuse til den store guldmedalje.

Det var både mega hyggeligt og ret sjovt. I stedet for at lave ét stort hus, havde jeg tegnet en skabelon til nogle mindre huse, så vi kunne få hver vores. Så kunne vi gå amok med præcis dét krymmel og de farver, vi hver især var allermest julelune på.
Faktisk har jeg aldrig forsøgt mig med at bage og dekorere honningkagehuse før, men det var så stor en succes, at vi har besluttet, at det skal være en 2. adventstradition fremover 😉

Drengene var ret koncentrerede, da de gik i gang med pynteriet og har siden da, sendt mange forelskede blikke til husene, der nu står og pynter så fint.
Rent kagemæssigt, er det her ikke en af mine yndlings, men drengene synes de smager helt fint. Jeg vil hellere ‘bare’ dekorere og se på dem.
Jeg lavede nogle små kager, udstukket som figurer, som drengene kunne få lov at spise af, så det hele ikke blot var til pynt.

Her kommer min opskrift på honningkagehuse. Jeg bager dem med speltmel, men det kan sagtens erstattes af hvedemel. Min version er også laktosefri, men det behøver den ikke være.

Der kan blive 5-6 huse + lidt små kager ud af en opskrift.

Du skal bruge:

250 gr. brun farin
280 gr. lys sirup
100 gr. (laktosefri) smør
1 spsk stødt kanel
1 spsk stødt ingefær
3 dl (laktosefri) mælk
2 tsk bagepulver
900 gr. speltmel

100 gr. sukker til karamel, til samling

Drys, glasur, krymmel og andet pynt – i massevis
Jeg laver glasur af flormelis og kogt vand og hælder det op i en frysepose, som jeg klipper et lille bitte hul i. Det er nemt for (små børne)fingre at arbejde med. Du kan også piske glasur af flormelis og æggehvide og piske det så stift, at det kan ‘stå’ selv. Det er også fint at dekorere med.

Sådan gør du:

Start med at smelte brun farin, lys sirup, smør og krydderier sammen i en gryde. Det skal være ca. 60 grader og smeltet godt sammen, så er det klar.
Si mel og bagepulver sammen i en stor skål – hvis du har en røremaskine, så gerne i skålen der passer der til.
Hæld mælken i melblandingen sammen med krydderisukkerblandingen og rør straks rundt, enten med dejkrogen på maskinen eller med en stor grydeske. Ælt dejen kort, til den er smidig, glat og ensartet.

Put dejen i en frysepose og mas den flad. Læg den i fryseren ca. 20-30 minutter.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i to. Så er den lettere at arbejde med. Rul første portion dej ud i ca. 1/2 cm’s tykkelse. Skær de forskellige dele til huset ud (jeg har angivet mål på mit hus nederst i indlægget) – der skal være to af hver til et hus. Skær evt. dør eller vindue ud i siderne til huset, hvis du vil have det.

Læg de forskellige dele på en bageplade med bagepapir.

Tænd ovnen på 165 grader varmluft.
Når ovnen er varm skal honningkagehusdelene bages i ca. 10-15 minutter, alt efter størrelse og tykkelse. De skal være gyldne på overfladen, så er de færdige. De bliver hårde/stabile, når de køler af.

Lad delene køle af på en rist.

Når alle delene er klar til at blive samlet, smeltes 100 gr. sukker på en pande, til det bliver til flydende karamel. Pas på, det er varmt! Lad panden blive på blusset ved svag varme, mens du samler husene. Ellers størkner det inden du er færdig.

Smør lidt karamel på siderne af huset og saml det hurtigt.

Dekorér husene efter alle kunstens regler. Spis dem, hvis I nænner det, eller lav et nisselandskab med dem 🙂

God fornøjelse og glædelig december

 

Herunder er målene på mine huse – tegn en skabelon op og klip den ud i almindeligt papir, som du kan ligge ovenpå dejen og skære efter:
Vægge: H 7 cm – B 12,5 cm
Tag: H 7,5 – B 15 cm
Gavle: H 7 cm – B 7 cm – Tagets højde, det højeste sted: 10,5 cm

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Låge 5 - Weekendlykkeglimt med jul på