Store julekagebagedag, opskrifter og tips og en konkurrence
Indlægget er sponsoreret
Sidste weekend brugte W og jeg hele lørdagen i køkkenet. Fra om morgenen til om eftermiddagen havde vi fingrene i kagedej, julemusik i ørerne og liflig duft i næsen.
Dr. Oetker havde spurgt os, om vi ville gå kage-bage-amok og det er godt nok svært at sige nej til, når nu vi eeeeelsker kage herhjemme 🙂
Det var sådan en dag, hvor solen ikke rigtig formåede at nå ned til os, så vi skruede i stedet op for stearinlys og hyggebelysning. Det var sådan en dag der var tiltrængt. Både for W og mig. En dag hvor vi var sammen, nød hinandens selskab og glemte alt om tid og praktik. Det var sådan en dag, hvor jeg blev mindet om, hvor stor han egentlig er ved at være. Vi havde så mange gode snakke, mens vi trillede pebernødder, flettede kagehjerter, dekorerede, æltede dej og prøvesmagte 🙂
For mig er julen lig med traditioner og gode minder, som jeg gerne vil give videre til mine drenge. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan finde på at lave nye traditioner eller forsøge mig med andre sjove julekager. Siden drengene kunne tale, har sne til jul været et stort ønske hos dem, men det er jo desværre langt fra noget jeg kan garantere dem, så i stedet er det blevet en fast ting, at vi bager vores egne snemænd mens vi håber på, at det også bliver muligt at trille nogen ude i haven på et tidspunkt også 🙂
Udgangspunktet for vores kagebagedag, var sangen ‘It’s beginning to look a lot like Christmas’. Fordi jeg synes melodien er så rar og fordi det beskriver meget godt den følelse jeg får hvert år (allerede i november engang), når lysene begynder at glimte udenfor, frosten rammer, mørket omfavner os, klementinerne kalder på os i supermarkedet og vi samles om æbleskiver, julebag og adventshygge.
Jeg vil herunder vise jer både billeder og video fra dagen, dele mine juleopskrifter med jer og skrive mine tips til at have børn med i køkkenet til julebagningen.
Til sidst i indlægget, har jeg fornøjelsen af at udlodde en konkurrence, hvor én af jer kan vinde en kasse fyldt med bagelækkerier og kreative hjælpemidler, til en skøn dag i hyggens tegn.
Allerførst vil jeg starte med at vise jer en masse glimt af alt det vi fik produceret i lørdags, som vi bagefter kunne nyde ved et veldækket bord sammen med A, S og L, mens vi hørte (mere) julemusik og lavede julepynt.
Inden jeg viser jer en masse glimt fra vores kage-bage-eventyr, vil jeg komme med nogle tips til at have børn med i køkkenet, til julekagebagningen.
- Hav snacks indenfor rækkevidde. Man bliver sulten af at bage og det er både hyggeligt og effektivt, lige at kunne snuppe en lille haps af noget rart indimellem
- Sørg for, at der er forskellige sværhedsgrader, og dermed noget for alle, at gå i krig med
- Tilsæt hygge i form af stearinlys, julepynt og musik. Det er med til at sætte den helt rigtige ramme for en skøn dag
- Sørg for at have god tid. Det er slet ikke sjovt at skulle stresse, når der skal hygges
- Lav (nogle af) de kedelige ting på forhånd, så ungerne ikke brænder alt krudtet af på de ‘kedelige’ ting
- Acceptér et barnligt, uens udtryk på kagerne 😉
- Lad dem bage deres yndlingskager – så er motivationen og idérigdommen størst
- Lad dem gå lidt til og fra (alt efter alder og koncentrationsevne). Det kan godt være svært at vente på, at ovnen spytter lækre kager ud (sådan har jeg det også 🙂 )
Her får I lidt glimt fra vores bagedag:Det kan virkelig anbefales at holde sådan en bagekagedag! Det gør godt på så mange områder <3
Nu vil jeg dele et par af opskrifterne med jer, så I selv kan komme i gang med at lave snemænd og fine julekagehjerter…
Hindbærsnittesnemænd
Du skal bruge:
70 gr. flormelis
1 tsk. vanillepulver eller en halv vanillestang
150 gr. blødt smør (evt. laktosefri)
250 gr. sigtet speltmel (eller hvedemel)
1 tsk bagepulver
1/2 dl. vand
God hindbærsyltetøj
Skumfiduser
Dr. Oetker krymmel til knapper og øjne
Dr. Oetker hvid glasur på tube
Lidt smeltet chokolade til hænderne
Næser og tørklæder til snemændene. Jeg brugte slikbånd, skåret i lange strimler og små trekantede stykker
Sådan gør du:
Først skal bundene laves:
Ælt flormelis, vanille, smør, bagepulver og hvedemel sammen. Saml dejen med vandet og ælt den smidig og glat. Pak den ind i film og sæt den i køleskabet 1/2 time
Tænd ovnen på 190 grader.
Del dejen i 2 eller 3 stykker så du ikke skal arbejde med for stort et stykke ad gangen.
Rul dejen ud til en tykkelse på ca. 3 mm. Udstik cirkler – husk at antallet skal gå op med to – en top og en bund til hver
Læg cirklerne på en bageplade med bagepapir og bag dem i ca. 8-12 minutter alt efter størrelse. De må gerne virke lidt ‘halvbagte’, hvis de får for meget, bliver de helt sprøde.
Lad bundene afkøle på en rist, inden de dekoreres.
Smør god hindbærsyltetøj på halvdelen af bundene.
Dekorér den anden halvdel. Vi startede med at tegnede omridset, af den smeltede snemand med Dr. Oetkers glasur på tube. Dernæst fyldte vi det ud med glasur og lagde knapper på. Så satte vi skumfidusen fast som hoved, hvorefter vi satte øjne på med lidt glasur og dernæst næsen.
Til sidst satte vi halstørklæde fast omkring skumfidusen og tegnede hænder med den smeltede chokolade.
Og vupti, de fineste snemænd er vakt til live og skriger på at blive spist, inden de smelter helt 🙂
Lækre, luksus romkugle snemænd
Du skal bruge:
75 gr. god mørk chokolade
35 gr. smør (evt. laktosefri)
2 æg
75 gr. sukker
1 spsk. god hindbærsyltetøj (evt. hjemmelavet)
1/2 spsk. Dr. Oetker romessens
125 gr. marcipan
2 spsk flormelis
1 spsk glukosesirup
Lidt smeltet chokolade
Rød glasur på tube fra Dr. Oetker
Tandstikker, klippet over i halve, til at samle snemændene med
Sådan gør du:
Først skal chokoladekagen laves og bages.
Hak chokolade i stykker. Smelt smør og chokolade i en skål over vandbad og rør det sammen.
Tag skålen af varmen. Rør sukker i.
Pisk de to æg let og hurtigt sammen i en skål, bare med en gaffel, og rør det i chokolademassen lidt efter lidt, mens du rører, til dejen er ensartet.
Tænd ovnen på 180 grader.
Put bagepapir i en springform. Jeg bruger en med en diameter på 18 cm
Hæld dejen i formen og sæt den i midten af ovnen.
Bag den i ca. 20 minutter alt efter størrelse på formen, til den er gennembagt. Tjek med en kødnål i midten af kagen, den skal komme op uden dej på, så er kagen færdigbagt.
Lad bunden køle af i formen inden du fortsætter.
Når bunden er blevet kold, brækker du den i stykker i en skål. Tilsæt hindbærsyltetøj og romessens og rør det hele godt sammen til en ensartet masse. Smag til med romessens og hindbærsyltetøj.
Sæt massen på køl og lad den blive helt kold. Det tager en times tid eller to i køleskab, men hvis du ikke kan vente, kan du give den 20 minutter i fryseren 😉
Dernæst skal snemændene skabes. Start med at ælte marcipan, flormelis og glukosesirup sammen.
Rul dernæst marcipanmassen ud og skær den i ensartede firkanter. Læg en lille spsk dej på hver firkant og form marcipanen rundt om dejen, så det bliver til en snemandskugle.
Saml kuglerne til snemænd med de halve tandstikkere imellem. Lav nogen med 3 kugler og andre med 2 kugler. Tegn ansigter på snemændene med den smeltede chokolade og den røde glasur, der bliver til fine næser.
Stil snemændene på køl til de skal nydes.
Flettede julekagehjerter med mandler og karamel
Du skal bruge:
75 gr. mandler
150 gr. sigtet speltmel (eller hvedemel)
100 gr. smør (evt. laktosefri)
50 gr. flormelis
1 æg
2 tsk kakaopulver
2 tsk Dr. Oetker karamel
Vil du lave flettede hjerter, kan det være godt at have en skabelon ved hånden.
Sådan gør du:
Hvis mandlerne ikke er smuttede skal det klares først. Hæld kogende vand over mandlerne og lad dem trække i ca. 15 minutter, til skallen nemt kan smuttes af.
Hak mandlerne meget fint, evt. i en minihakker eller foodprocessor.
Smuldr smørret sammen med melet. Tilsæt de øvrige ingredienser og saml dejen hurtigt. Del dejen i to stykker. Ælt kakaopulver i den ene del og karamel i den anden. Læg dejen på køl 1/2 – 1 time.
Rul dejen ud i ca. 1/2 cm’s tykkelse. Skær hjerteskabelonen ud i dejen og flet hjerterne og læg dem på en bageplade med bagepapir.
Hvis du ikke vil flette hjerter, kan du også rulle begge deje ud, lægge den ene oven på den anden og rulle sammen til en pølse og skære skiver af den,som bliver til de fineste tofarvede småkager.
Bag kagerne i ovnen ved 190 grader i ca. 8-12 minutter, alt efter størrelse og tykkelse.
Lad dem afkøle på en rist og opbevar dem i en tætsluttende dåse.
Den opskrift vi bagte pebernødder efter, står bag på pakken med Dr. Oetkers pebernøddekrydderi. Jeg skiftede blot hvedemelet ud med sigtet speltmel. De bliver lækre og sprøde på den helt rigtige måde 🙂
Da jeg var lille, legede jeg ret ofte tv-køkken. Bare for mig selv, hvor jeg talte til et kamera, der ikke var der.
Sidste weekend legede jeg tv-køkken sådan rigtigt. Sammen med W. Hvordan det gik, kan I jo hjælpe mig med at bedømme. I kan se vores video, med guide til at bage snemænd og andet godt, ovre på Kageullens youtube kanal lige her – den skulle gerne komme på meget snart 🙂
Og herunder kan I se en lille stemningsvideo fra dagen:
********** Konkurrence **********
Konkurrencen er afsluttet. Den heldige vinder er udtrukket tilfældigt og blev Mette N, der har fået direkte besked
Og så til konkurrencen, hvor I kan vinde alt på billedet ovenfor.
En kæmpe pakke, med alt hvad hjertet kan begære, af bage-kage-fornøjelser og nødvendigheder, krydret med en omgang kreamaterialer, til en hyggelig julepynte-gør-det-selv-stund.
For at deltage, skal I blot skrive en kommentar til indlægget her, hvor I skriver, hvilket julebag I glæder jer mest til at lave.
Jeg trækker en heldig, tilfældig vinder d. 29. november efter kl. 12, som får direkte besked.
Rigtig dejlig lørdag til jer alle og tak fordi I kiggede forbi!
Ville gerne prøve at lave de der hindbærsnitter-snemænd. Lyder jo så godt og fine ser de ud 😊