Stik mig en stak med uld og kaniner, tak...

Lys i mørket

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I går kørte jeg, med min mor og bror, mod solnedgangen i vest. Af sted for at tænde lys for min far, mindes og lade tårerne få plads for en stund.

Det var smukt og barskt på samme tid. Men godt at vi gjorde det. Nu skal vi ikke gå og tænke ’skulle vi have været taget af sted’, ’hvad var det mon egentlig for noget’. For vi var der. Jeg så frygten og sorgen i øjnene.

Vi tændte lys for min far i kirken og lod os opsluge af det, som sådan et kirkerum kan. Smuk musik hjalp tårerne på vej. Omkring mig ænsede jeg mange andres tårer, og jeg blev berørt af, at mange havde mistet, på bare et halvt år.

Præsten snakkede om mørke og lys. Og italesatte noget af det, jeg selv har følt så kraftigt; det ambivalente i at savne så forbandet meget, at det kan føles forkert, også at grine og have det rart. Det forkerte i, at livet går videre. Men at det gør det, for det skal det. Og at man ikke savner mindre, fordi man også har det godt (mens man sørger).

Vi var på Hospice efter gudstjenesten. Det var ikke så svært at komme derud, som jeg havde frygtet. Men virkelig godt at få sluttet fred med dæmonerne i mit indre. Den opbyggede angst for, hvordan jeg ville have det med at vende tilbage. Denne gang valgte jeg frivilligt at tage derud, der var ingen sygdom der tvang mig til det…

Hele vejen hjem i bilen sad vi i mørket, tæt på hinanden, men uden så mange ord. I stedet lyttede vi til min fars yndlingssange, skrålede med mens tårerne trillede ned ad kinderne og minderne fik lov at gro i hjerterne. Helt i min fars ånd, jeg er sikker på han grinede og græd med os, hvor end han er nu…

Tak til alle jer der bød ind på mit indlæg i sidste uge. Det var rart at høre jeres tanker og godt I fik overbevist mig de sidste procent og fjernet min tvivl. Jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne gennemføre det, at jeg nærmest ikke ville være i stand til at tage af sted. Det hjalp, at min mor, bror og jeg kunne gøre det sammen <3

Dagene op til, havde jeg det skidt i kroppen. Min sorg blev fysisk igen. Men jeg trodsede det, lod det ikke få lov at bestemme.

I dag er mit hjerte tungt, og mine øjne er hævede, som om der stadig sidder en masse tårer bag øjenlågene, der mangler at komme ud. Sådan føles det egentlig også i hjertet. Det er proppet med indespærret sorg, der ikke kan finde ud, selvom der er et hul i mit hjerte.

Nu vil jeg bruge aftenen sammen med mine 4 drenge og nyde, alt det jeg kan <3

Rigtig god aften derude

   

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stik mig en stak med uld og kaniner, tak...