Når der mangler én….

Tjuhej, så gik den weekend også. Jeg var stort set på farten hele tiden og her til morgen kunne jeg godt mærke og se, at jeg næsten ikke har været hjemme til at ordne, rengøre, rydde op og gøre klar til en ny uge. Pyha altså, det kan tage pusten lidt fra mig, at tasken fra Ws lejr i sidste uge stadig står og kigger på mig, at vasketøjskurven er fuld og hylden med mælk er tom, når den nye uge starter. Men altså, så forsøger jeg at sige til min indre perfektionist, at det jo er fordi jeg var ude at nyde livet lidt i stedet 🙂

I lørdags var jeg i København fra tidlig morgen til om aftenen, hvor jeg vendte hjem, fuldstændig kulret af træthed. Men på den gode måde altså. Som jeg har nævnt et par gange allerede, så var jeg i hovedstaden for at være med i en filmoptagelse til en kampagnevideo og det var helt vildt skægt og hyggeligt. Nu glæder jeg mig bare til at se den endelige video. Er I klar over hvor svært det er at spise, når man har et kamera lige foran næsen? 🙂

Søndag var jeg til 60 års fødselsdag det meste af dagen. Af sted uden nogen af mine drenge. A var på vagt og de 3 bisser var hos farmor og farfar. Jeg ville gerne have haft A ved min side, men jeg nød nu alligevel (når jeg skal være ærlig) at være af sted uden de 3 røvere. Det var helt nyt at sidde og nyde maden og være en del af en samtale, uden samtidig at skulle have fokus på, hvad de laver og tilfredsstille deres behov også 😉 Jeg vidste jo, de havde en fest hos farmor og farfar, og så er det ikke så svært at give sig hen til nuet og nyde for en stund.
Og så var det en oplagt lejlighed til at få luftet min lange silkenederdel, der ikke er særlig glad for fedtede barnefingre 😉

Jeg var af sted sammen med min mor, bror og svigerinde, så helt alene af sted var jeg dog ikke <3
Da vi sad der i bilen og motorvejen lå foran mig, da mærkede jeg hullet i hjertet. Det skulle have været min far der kørte bilen og ikke mig. Det skulle have været, som det plejer. Men det bliver aldrig sådan igen.
Lige dér, med 130 km/t, tog følelserne, smerten, over og min hjerne måtte give slip. Den kunne ikke overbevise mit hjerte om at fortrænge, som den ellers er så god til for tiden. Mit hjerte stoppede for en stund og pressede stille tårer frem.

Jeg vidste, jeg ikke var den eneste i bilen, der havde det sådan, men min mund kunne ikke få ordene ud. I stedet holdt jeg fast i rattet og øjnene på vejen, mens min hjerte tog over igen og tænkte, at jeg i det mindste måtte sørge for, at vi kom sikkert frem og hjem igen, så der ikke skulle være mere smerte og død at forholde sig til.

Det var mærkeligt, amputeret at være til familiefest uden min far. Tomt at være af sted med et hullet hjerte, som ingen kan se, mangler noget. Min far ville have holdt tale, på sin helt egen, særlige måde, som alle holdt så meget af. Min bror og jeg havde snakket om at forsøge at løfte arven, men vi kunne ikke. Måske vi kan engang…

Kære far, du er med mig, med os. Selvom du ikke er der, hvor vi gerne ville at du var <3