Hjælp + Rabatkode til -20% på alle kjoler og strik

Noget om at være en pleaser…

early bird billedeBilledet er fra i morges, da jeg stod op med fuglene, og ventede på toget, der skulle tage mig til hovedstaden og en spændende, udfordrende dag…

Det meste af tiden passer det mig egentlig fint, at jeg forsøger at være én, der er der for andre, for min familie, venner, kollegaer, ja, dem omkring mig. Bakker op, støtter og får det hele til at lykkes og hænge sammen.
Især i min lille familie, hvor hver dag er temmelig hektisk. Både pga. den almindelige børnefamilielogistik, men også fordi A har et job med skiftende arbejdstider og dage, som jeg blandt andet har skrevet om her.

Men… indimellem, så er jeg simpelthen også bare så træt af at være en pleaser. Træt af at være hende, der føjer mig, fordi det passer bedst og er nemmest (for alle) hvis jeg gør det.
Og bare lige for at få det på det rene fra starten: det er mig selv, der gør det. Jeg er på ingen måder underlagt nogle krav og A er altid super sød til at bakke op og få det til at lykkes, hvis der er noget jeg gerne vil. Problemet er, at jeg får stoppet mig selv, inden jeg overhoved får luftet tanken. Fordi jeg synes det er nemmere at blive hjemme, nemmere at lade være at være ‘egoistisk’.

Jeg hader at skuffe nogen, så hvis jeg f.eks. bliver inviteret til noget, så føler jeg mig lidt som en lus mellem to negle. Hvis jeg takker nej, så skuffer jeg dem der inviterer. Hvis jeg pludselig ’skal noget’, fordi jeg takker ja, så er jeg til besvær. Og det er jo egentlig nok dét der er problemet. Jeg tænker altid, at jeg er til besvær, hvis der er noget jeg gerne vil.

Forleden blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at tage til København i dag og være med i en kampagnevideo. Det gad jeg helt vildt godt – men så opstår problemet… For hvem skal så passe drengene og ordne alt det jeg havde tænkt jeg skulle? Ikke fordi jeg tænker, at jeg er uundværlig, men hvis nu jeg blev hjemme, så var vi to om at få W til fodboldkamp, få handlet ind, vasket tøj, lavet frokost og aftensmad, sørger for Ls middagslur, lægge dem i seng osv. osv. Pludselig føler jeg, at jeg stikker af fra det hele, fordi jeg skal noget jeg virkelig gerne vil.

Jeg spurgte A og han sagde med det samme, at han nok skulle løse det med logistikken, hvis jeg besluttede at tage af sted. Det skulle jeg helt selv bestemme, hvad jeg havde lyst til. Men det roder stadig i mit hoved, for jeg vil jo ikke bare efterlade ham med al bøvlet. Nok fordi jeg selv ved, hvordan det er at stå med det hele selv – det gør jeg trods alt rimelig ofte 😉

Jeg var virkelig i syv sind, om jeg skulle tage af sted. Om jeg kunne ‘tillade’ mig selv en dag på farten, til noget jeg gerne ville. En af mine kollegaer endte med at skubbe mig det sidste stykke ud over kanten. Og alle hendes argumenter for, hvorfor jeg skulle tage af sted, var jeg jo egentlig helt enig i. Jeg havde måske bare brug for, at der var en der sagde til mig, at det var okay at jeg tænkte på mig selv for en stund. Jeg havde brug for én der skulle agere modpol på min skulder og råbe tilbage til den lille djævel, der altid sidder og råber ‘bliv hjemme, du kan da ikke være bekendt at lade dem i stikken’! 🙂

Derhjemme er jeg (og Leander lidt endnu) den eneste der ikke går til noget, en fritidsaktivitet eller sport. A går både til oldboys fodbold og tager også på stadion og ser superliga, når ikke han har vagt.
Men jeg har simpelthen fravalgt at gå til noget fast, fordi jeg ikke kan overskue, hvordan det skulle kunne passes ind. Jeg ville enten få stress over at få det til at gå op, eller fortryde halvdelen af gangene, fordi jeg synes der var andre, mere vigtige ting der skulle gøres, end at jeg havde ‘egotid’. Jeg synes vi ser hinanden lidt nok i forvejen, så hvis jeg så også begynder at være væk mindst en gang om ugen, så bliver det da helt umuligt.
Men i bund og grund tænker jeg, at det også er virkelig dumt at nedprioritere sig selv hele tiden. For det giver også energi at gøre noget selv, gøre noget andet end alt det der skal gøres hele tiden.

Jeg forsøger at sætte pris på de små øjeblikke hver dag, hvor jeg lige kan trække stikket et sekund eller to; f.eks. når jeg cykler til og fra arbejde eller om aftenen, når A er på vagt og drengene er puttet. Så har jeg alenetid, egotid. Og det er for det meste godt nok for mig. Men jeg tror stadig jeg skal øve mig på at lytte lidt mere til mig selv. Men måske det bliver lettere igen, når drengene kan (endnu) mere selv….?

Nu sidder jeg her i toget, på vej hjem fra filmshoot i København (som I nok skal få lov at se mere til senere eller I kan snuppe en forsmag på Snap Mormedmegetmere) og nyder stilheden for en stund. Om lidt vil jeg slå over på Netflix og nyde, at jeg ikke kan gøre andet lige nu, end at sidde lige her og bare være (og overhøre stemmerne i mit hoved, der siger til mig, at jeg burde være derhjemme og ordne alt muligt og hjælpe med drengene. Men altså; drengene har jo dælme også godt af at være alene med deres far indimellem – ik? 😉 ) <3

 

Rigtig god lørdag aften derude

   

4 kommentarer

  • Hope

    Jeg synes det er sejt du er taget afsted

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg har det på samme måde. Og jeg kan se, at jeg har det fra min mor. Hun var meget opofrende i forhold til os børn og gjorde næsten aldrig noget for sig selv. Jeg vil så gerne bryde mønstret så jeg ikke giver videre til mine børn, at de ikke skal prioritere sig selv. For man kan ikke holde til det i længden kun at være noget for andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katten

    Åhh hvor jeg alt for godt kender det! Jeg får mega dårkig samvittighed hvis jeg en aften skal ud med veninde og have en kop kaffe. Tænk så står min stakkels mand alene med 3 drenge og drengene er uden deres mor. Det er jo tosset at tænk sådsn men intet mindre noget jeg gør. Jeg tror bare nogle mennesker har det sådan og st især kvinder er gode til at tænke sådan. Jrg tænket jo sldrig det er synd og hårdt for mig jeg er alene med drengene hvis min mand er ude men nyder det tværtimod😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Kæreste Pernille…

    Hele dit indlæg rammer som en sylespids i mit hjerte, for jeg ved nøjagtig, hvordan du har det.
    Desværre lærte jeg lektien på den hårde måde, og måtte for 4 år siden bukke under for en hård omgang stress.

    I dag lever jeg livet på en anden måde, og jeg prioriterer mig selv meget højere end før.
    Mht. fritidsaktiviteter havde jeg også de samme “undskyldninger” som dig. Men idag går jeg til noget 1 time hver torsdag og så løber jeg et par gange i ugen, når det lige impulsivt passer ind i vores planer – og ved du hvad, det er det FEDTESTE. Den time hver torsdag giver mig, modsat hvad jeg, troede ikke stress.Det er SÅ fedt bare at forlade hjemmet og sige adios amigos. Og i den 1 1/2 time jeg er væk er mine tanker ikke på andet end lige det – og det er så mega fedt.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjælp + Rabatkode til -20% på alle kjoler og strik