Noget om at have en mand med skiftende arbejdstider…

På opfordring fra rigtig mange efterhånden, har jeg skrevet det her indlæg, om det at være gift med én, der har skiftende arbejdstider. Det er skrevet fra mit synspunkt, helt og aldeles

Uden at jeg nogensinde har haft gået i detaljer med, hvad det præcis er A arbejder med eller som, så er der nok mange af jer der allerede ved, at han har skiftende arbejdstider. Både dag, nat, aften, weekend, helligdage, skoleferier, juleaftener, nytårsaftener osv.

Rigtig mange har, i de 5 år bloggen har eksisteret, spurgt ind til, hvad han laver og hvordan vi finder ud af at tilpasse familielivet til et job med de udfordringer.
Fordi det her er mit univers, min blog, så har jeg aldrig haft skrevet om, hvad det er A arbejder med, for han skal have lov til at være ‘sig selv’.
Inden jeg fortsætter, vil jeg lige pointere, at dette indlæg ikke er ment som en klagesang. Mere som et indblik i mit liv og for at lade (jer) andre vide, at I/de ikke er alene med de frustrationer det kan give, at være gift med én med skiftende arbejdstider. Og jeg kan godt allerede nu afsløre, helt hudløst ærligt, at jeg ikke altid synes det er en dans på roser..

De sidste 11 år har jeg været vant til, at A har haft skiftende arbejdstider, men jeg synes det var nemmere før vi fik børn 😉

Mange siger, når vi fortæller om A’s arbejdstider, at det lyder fedt, at det må give så mange fordele. Og ja, der er da fordele… Især når jeg har været på barsel og vi har haft hverdage sammen. Og når jeg arbejder, så kan han tage drengene med til læge, tandlæge osv. på hverdage, uden vi behøver tage fri til det og hente drengene tidligt, så jeg ikke skal stresse for at nå det.
Men… Jeg synes også der er en hel del udfordringer ved de skiftende arbejdstider…
F.eks. når drengene skal til fritidsaktiviteter, legegrupper, fødselsdage osv. om eftermiddagen, især når de skal det samtidigt. For det er svært at være flere steder på én gang… For det meste har A også vagt enten fredag, lørdag eller søndag, så der er mange arrangementer og oplevelser han går glip af og som jeg enten skal tage alene til (eller alene med drengene)

Og når jeg har været alene hjemme med alle 3 drengene mere end en halv weekend og tager på arbejde igen mandag, så kan jeg godt føle mig lidt ‘snydt’ for at have holdt (bare lidt) fri. Der er virkelig mange ting der føles lidt lettere, når vi er to om at klare det.
Så kan det da godt være, at det har sine fordele, at A har fri et par hverdage om ugen. Men jeg har jo ikke fri sammen med ham. Og selvom han så kan bruge lidt tid på at gøre rent, så skal han jo også have lov til at holde fri, når han har fri.
Men helt ærligt; jeg kan da godt misunde ham den frihed han har, når han er heeeeelt alene hjemme 🙂
Jeg synes sådan en weekend, hvor jeg er alene med dem alle, f.eks. hele lørdag og halvdelen af søndag, den er vild. Der er knald på. Jeg lader ikke op og der er ikke meget mig-tid og når en ny uge starter, så er det op på hesten med fuld galop igen. Jeg når nærmest ikke ned fra hesten, før det er af sted ud over stepperne igen.
Og så er det, jeg indimellem mærker et lille stik af misundelse over, at A kan aflevere drengene og nyde nogle timer helt for sig selv, inden han henter dem igen…

For at gøre tingene lettere for os alle, forsøger jeg at sørge for, at vi har lavet madplan, handlet ind og har mad klar, der ikke skal bruges lang tid på at gøre færdig, i hverdagene. Og vi får som regel også rugbrødsmadder mindst en gang om ugen.

Som nævnt tidligere, så har jeg efterhånden været vant til det i mere end 10 år. Så det var allerede sådan vores hverdag var, før vi fik børn. Og det er sådan vores liv er og det kan ikke betale sig at gå og ærgre sig over det. Vi får det bedste ud af det.
Men helt ærligt; jeg synes det har været p…. hårdt indimellem. F.eks. når man står alene med 2-3 børn om natten og den ene er virkelig syg… Eller når jeg selv har været syg og skullet klare det hele selv.

Da vi lige havde fået L, blev jeg massivt overvældet af ansvarsfølelse, første gang jeg skulle sove alene med dem alle tre. Jeg synes det var vildt grænseoverskridende at skulle sove i et stort hus, alene med 3 børn. Jeg følte det som et gigantisk ansvar. Det havde jeg ikke lige forestillet mig, at jeg ville reagere på, for det var jo ikke nyt for mig at sove alene, uden A ved min side. Heldigvis vænnede jeg mig hurtigt til det igen, så meget jeg nu kan vænne mig til det. For jeg ville nu helst, han altid lå ved siden af mig 😉

Nu skal det ikke kun være klagesang, for jeg er også stolt af alle de hår på brystet (ej, det lyder egentlig ikke så flatterende) det har givet mig, at klare mig selv så meget som jeg gør. Jeg får et kick af det, når jeg sætter mig i sofaen om aftenen og har klaret endnu en dag selv og fået det hele til at lykkes og gå op i en højere enhed; har nået at læse lektier, smøre madpakker, lave mad, børste tænder, læse godnathistorie, have dem i bad, putte dem under dynerne og høre dem falde i søvn. Jeg har jo ikke valgt at få børn, for at lade andre klare ‘bøvlet’ for mig, så jeg vil gerne selv.
Men altså, hvis ikke vi havde A’s forældre, søster og min mor i nærheden, så tror jeg ikke jeg havde klaret skærene. Ihvertfald ikke med fuldtidsjob (+ det løse) ved siden af.

Og ja, jeg tænker også tit på de mange skilsmisse- eller aleneforældre, der kan nikke genkendende til alle disse scenarier. Hatten af for jer! Forhåbentlig har I også et frirum indimellem.

Det allerbedste ved at være adskilt og undvære, er for mig, at jeg nyder det ekstra ekstra ekstra meget, når vi er samlet <3
I dag er A på vagt hele dagen og i morgen skal han på nattevagt, så han skal også bruge nogle timer af søndagen på at sove inden vagt, men jeg glæder mig til at se ham i aften, til god middag og sofadas, når drengene sover <3

Rigtig god weekend derude!