Opskrift på churros med hjemmelavet softice

Opskrift på verdens nemmeste brød – grydebrød med spelt

003 006 opskrift grydebrød speltbrød opskrift verdens nemmeste brød grydebrød

Jeg har allerede én gang delt min opskrift på gryde speltbrød. Det er et brød der bliver bagt ret ofte herhjemme, især det sidste år har det været på den ugentlige plan, fordi det egner sig super godt til babymadder (når skorpen er skåret af, that is)

Det tager 3 minutter at røre sammen om aftenen, mens man alligevel er i køkkenet for at forberede aftensmaden, og og morgenen/formiddagen dagen efter, skal det lige i ovnen 30 minutter og vupti; friskbagt brød, der smager så fuglene synger, med lækre lufthuller, saftig krumme og sprød skorpe.
Alt det, helt uden æltning, klistrede dejfingre eller brødformning…
Det kan da ikke andet end være et hit hva’?

Jeg bager mange forskellige versioner af grydebrød, for jeg hælder i på slump, men her er en udgave der er lidt mere grov og med kerner, i modsætning til det andet grydebrød, der allerede er opskrift på her. Så er det bare at beslutte, om det skal være med eller uden kerner 😉

Du skal bruge: 

4,5 dl koldt vand
Gær på størrelse med en ært
1 spsk groft, flaget havsalt (ca. 10 gr)
1 dl blandet havregryn og kerner, f.eks. solsikkekerner, hørfrø, sesamfrø
Evt. et lille drys chiafrø
250 gr. groft speltmel (eller grahamsmel)
325 gr. sigtet speltmel (eller hvedemel)

En gryde, der kan tåle at komme i ovnen – en stegeso kan også bruges

Sådan gør du: 

Hæld vandet i en stor skål og opløs gæren deri. Hæld salt og kerner i vandet og rør det rundt. Hæld al melet i vandet og rør rundt med en stor ske. Det skal bare lige vendes rundt, så al melet er blevet vådt. Det skal ikke æltes og allerhøjest vendes rundt i 1 minut.
Hold et viskestykke ind under vandhanen med lunkent vand. Vrid viskestykket og læg det over skålen.
Sæt dejen til hævning på køkkenbordet i 12-18 timer.

Når dejen er klar til at blive bagt, sætter du gryden ind i ovnen på en rist og tænder ovnen på 250 grader varmluft.
Når ovnen (og gryden) er varm, tager du gryden ud. Hæld lidt havregryn eller kerner i bunden af gryden, så brødet slipper nemt når det er færdigbagt.
Hæld dejen ned i gryden og læg låget på. Hvis du gerne vil være sikker på at det flækker på toppen, lan du ridse det i overfladen med en kniv – et enkelt, aflangt snit, ikke for dybt.
Sæt gryden i ovnen i 15 minutter.
Når de 15 minutter er gået, tager du låget af, og lader brødet bage videre i 15-16 minutter, til det er gyldent og sprødt.
Tag brødet ud og hæld det straks ud af gryden og lad det afkøle på en rist

Og så er det ellers bare at give sig i kast med friskbagt brød og pålæg efter lyst og mave 🙂

 

Rigtig dejlig dag til jer alle!

4 kommentarer

  • Mie

    Hvor stor er din gryde? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne Dall Jensen

    Jeg har allerede lavet det to gange den sidste uges tid, det smager super godt!

    Dog synes jeg ikke mit bliver så højt – Bruger grahamsmel og groftsigtet hvedemel – det var lige hvad jeg havde i skabet.
    Men et skønt og nemt brød 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Sikke en lækker opskrift, den må prøves 😊 Der skal godt nok meget salt i, kommer brødet ikke til at smage for meget af salt?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Nej overhoved ikke. Det er selvfølgelig vigtigt du ikke bruger en spsk fint salt, så bliver det alt for salt, men hvis du bruger en spsk flaget havsalt, så bliver det fint. Jeg har faktisk nedjusteret saltmængden meget i forhold til mange andre brødopskrifter, f.eks. dem fra Meyers, fordi vi har tre drenge der også spiser af det og jeg vil gerne undgå overdrevet meget salt i maden 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift på churros med hjemmelavet softice