Kunsten at stikke af...

Kærlighed og smerte

003brunch016013001

I går var endnu en dag med hjertet på rutschebanetur.

A og jeg kunne fejre 7 års bryllupsdag. Helt uvirkeligt at det allerede er 7 år siden vi sagde højt og rungende ‘JA’ til hinanden, men på den anden side, så føles det som om A altid har været i mit liv. Dengang var W lige knap 1 år og med til at fejre vores kærlighed, som levende symbol på den <3 Nu bliver han snart 8 og der er tilføjet 2 kærlighedsspirer mere til flokken.

Vi startede dagen med at mødes på kirkegården med min mor, bror og svigerinde. Vi satte min fars urne i jorden, mens vi lyttede til fuglenes morgensang og blev ramt af solens blide sommerstråler i ansigtet. Det var smukt og utrolig trist på én og samme gang.

De sidste uger har jeg levet lidt i en sorgboble. Jeg har hele tiden haft følelsen af, at han kommer igen om lidt. At vi liiige skal over det her, der gør så ondt, så kommer han hjem igen. Men da vi stod der og kiggede på urnen, stak det i hjertet og sved i øjnene. Så blev det endnu en gang konkret, at far ikke er her mere. Det er hårdt at blive flået ud af uvirkeligheden, selvom jeg godt ved, det er nødvendigt. For tiden kommer til at lære mig, at han ikke kommer igen. Men det er som om mit hjerte ikke vil forstå det, selvom min hjerne forsøger at overbevise mig om det.
Jeg har ikke travlt med at lade hjernen vinde kampen. Jeg har brug for at lade det tage den tid det skal tage. Uden at jeg forsøger at forcere noget.

Nu ved vi hvor far er. Om lidt kommer der en sten på graven og så har vi et sted at gå hen, hvis vi har brug for det. Et sted at sætte en blomst og mindes. Et sted at være alene med sorgen for en stund.

Bagefter tog vi herhjem og spiste brunch på terrassen. Det var hyggeligt. Når vi er samlet sådan, er det glæden og minderne der fylder. Jeg tror det er godt at have et sted at gå hen, når sorgens tårer skal have lov at flyde og når vi samles, så er det far og alle de gode stunder vi er i <3

Om aftenen tog A på aften/nattevagt, så jeg måtte fejre bryllupsdag for mig selv, da jeg først havde fået puttet alle drengene. Sørme godt jeg trives i mit eget selskab 😀
Aftenen blev nydt på terrassen, med et koldt glas hvidvin, friske jordbær, tiramisu, en god bog og fuglefløjt.

Forhåbentlig kan A og jeg tage revanche og fejre dagen på et tidspunkt. For 7 år er da værd at fejre <3

   

2 kommentarer

  • Du skriver så smukt og trist på samme tid. Selvom jeg ikke har prøvet at miste en af mine forældre rammer dine ord mig helt ind i hjertet og jeg har fået tårer i øjnene af alle dine indlæg om savn og kærlighed til din far.Det er så fint skrevet.Stort tillykke med bryllupsdagen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camille

    Tillykke med bryllupsdagen.
    Da jeg mistede min mor gik jeg i hvert fald i et år og ventede på at hun lige dukkede op igen. Kunne heller ikke forstå hun sådan var væk for altid. Nu er der gået lidt længere tid. Jeg tænker stadig på hende mange gange om dagen, men de fleste gange med et smil og et hjerte fyldt med kærlighed. Men sorgen og tårerne kommer stadig snigende engang imellem. Det jeg ville sige er at det heldigvis bliver meget bedre og man lærer at leve med den kærlighed man ikke rigtig kan sende noget sted hen.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kunsten at stikke af...