Tak, er kun et fattigt ord

Tak, af hjertet tak, for alle jeres hilsner, kommentarer, sms’er, mails, kram, nus, blomster til og al jeres omsorg for mig og min familie.
Det varmer og rører mig og betyder mere end I (måske) aner.

Sorgen er altoverskyggende lige nu, jeg er ved siden af mig selv. Mandag var første dag i et helt nyt liv og det kommer til at tage lang tid og mange kræfter at lære at leve med at være amputeret.

Lige nu er der utrolig mange praktiske ting, der fylder dagene ud. Men i selv de korteste pauser finder sorgen og tårerne vej og kræfterne bliver hurtigt brugt op, igen og igen. Heldigvis har vi hinanden; min lille familie, min mor, bror og svigerinde. Og en større familie udenom, der også griber os.
Sammen holder vi fast i de gode minder, støtter hinanden når vi er ved at snuble og samler hinanden op, når knæene ikke vil bære.

Jeg finder trøst i, at min far fik den fineste afslutning på livet, vi overhoved havde kunnet ønske og håbe, når nu det ikke kunne være anderledes. Men smerten over, at det var alt, alt for tidligt, gnaver i hjertet. Det holder nok aldrig op. Vi skulle jo også have…. Vi nåede jo ikke…

Endnu en gang vil jeg blot sige; TAK for al jeres støtte <3