Hvornår vågner jeg fra dette mareridt?

Jeg er omgivet af mine 4 drenge i bilen, solen skinner og der bliver grinet på bagsædet. De to store drenge synger med på endnu en sang med Omsen og Momsen. Et øjeblik bliver jeg sendt tilbage i den gamle stue i Smørum, med pladespilleren i reolen og bøgetræsmøblerne og det store firkantede kassetv, der viser en halv times sjov hver eftermiddag. Alt burde være godt… Men jeg sidder med hjertet oppe i halsen hele vejen.

Vi kører forbi det ene sommerhus efter det andet. Det myldrer med biler og mennesker alle vegne. Nogen cykler, andre går eller løber på rulleskøjter. Mange af nummerpladerne signalerer, at det vrimler med turister. Der er feriestemning og glade dage udenfor bilvinduet. Danmark når det er allerbedst; blå himmel, havduft og frihed.
Jeg har også lyst til at dreje fra og tage mine drenge med på ferie. Glemme alting og bare være.

Vi følger vejen rundt i rundkørslen og tager vejen, hvor pilen peger mod Hospice. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal forvente. Jeg glæder mig til at se min far og mor, jeg ved de venter os. Men jeg er også angst for, hvad vi lander til.

De smukke omgivelser virker på en måde som en hån. Som en svær påmindelse om alt det, der snart er forbi. På den anden side får de én til at sænke skuldrene på et splitsekund, man kan ikke andet end at nyde.

Vi parkerer bilen og går med målrette skridt hen til indgangen og op ad trappen. Jeg tysser på drengene, det føles på en måde som om vi skal være ekstra stille. Vi går ned ad gangen, til sidste dør. Stopper op. Jeg kan høre, at min far snorker. Vi går ind på det store værelse. Han ligger i sengen med altandøren på klem. Det er rart at se ham i omgivelser, der ikke er klinisk hvide og triste. Han sover til lyden af naturens musik. Han ænser slet ikke at der pludselig står 5 mennesker omkring hans seng og kigger på ham med sørgmodige, kærlighedsfulde blik.

Vi lader ham sove og går i stedet en tur ud i det blå. Forbi legepladsen, der bringer smil frem på drengenes læber. Hen langs bygningen, der ligger som et anker midt i alt det smukke. Vinden blæser i håret og stjæler den tåre, der løber ned af min kind.

Jeg kigger op mod min fars værelse, ser gardinet blafre. Jeg kan ikke høre hans snorken hernede, men jeg håber den stadig er deroppe. Jeg tænker på dem, der bor på de andre værelser. På hvem de mon er. Tænker på alle dem der kom og tog herfra igen. Så mange skæbner har hvilet her. Trukket vejret, tænkt nogle af de sværeste tanker, fået hjælp til at give slip.
Jeg kigger ud over vandet og tænker, at man aldrig kan blive klar til at give slip. Jeg er ikke klar til at give slip! Heller ikke selvom det på mange måder slet ikke er min far, der ligger deroppe og snorker. Og kæmper. Jeg er ikke klar til at leve uden min far, som han helt sikkert ikke er klar til at undvære os.

Mit hjerte svider, jeg har lyst til at kaste mig ned på knæ og skrige ‘så væk mig dog fra det her mareridt. Jeg vil ikke mere’ men jeg gør det ikke. Jeg ved jo godt inderst inde, at ingen kan hjælpe mig. Jeg er ved at blive kvalt af magtesløsheden og må koncentrere mig om at trække vejret helt ned i maven.

Vi går op til ham igen. Jeg kan høre hans snorken hele vejen ned ad gangen. Jeg aer ham på armen og kysser ham på kinden, der efterhånden er ved at blive helt blød igen, af de lange skægstubbe. Jeg siger ‘vi ses i morgen’ og håber, det er rigtigt. W vil gerne se morfar med øjnene åbne. Jeg vil gerne opfylde det ønske.

Hele vejen hjem kigger jeg ud ad vinduet. A nusser mig på hånden. Jeg mærker en ro brede sig, selvom knuden i maven forsøger at forhindre det. Min far er det helt rigtige sted nu, når det ikke kan være anderledes. Det sted han for 10 år siden var med til at indvie. Hvor personalet forstår ham og har tid. Hvor der også bliver taget hånd om min mor. Hvor de to, der sammen har været mit sikre anker i 32 år, kan være sammen.

I morgen kører jeg derud igen. Vi ses i morgen, far

---

 

I onsdags blev min far kørt på Hospice og i torsdags brugte vi dagen derude, alle mine drenge og jeg, sammen med min mor. Min far sov fra det hele. Det må være al den friske luft…

Omgivelserne derude er så helt utroligt smukke. Og kontrastfyldte. Jeg blev ramt af en svær ambivalens, for det hele er så utrolig smukt og så utrolig trist, på én og samme tid.
Det er et sted, hvor der er fokus på livet og sådan skal det være. Et sted med plads, på alle tænkelige måder. Vi kan ikke længere lige kigge forbi 10 minutter, som vi har været vant til, mens han var indlagt her i byen. Men når vi tænker på ham nu, ved vi, at han er i de bedste hænder og det samme er min mor. Det betyder uendeligt meget.

Der er ingen der kan vide, hvordan de næste dage – eller uger – vil forme sig. Sådan har vi levet i lang tid efterhånden. Én dag ad gangen… Det er opslidende. Men jeg håber, at de næste dage – eller uger – bliver gode og smukke. Om det så bliver på den ene eller den anden måde… Med få eller flere ord. Om ikke andet, så bliver de fyldt med omsorg og kærlighed.
Og så ønsker jeg, sådan helt banalt, at solen bliver hængende, for den giver så utrolig meget mere, end de grå skyer, der har hængt tungt over mit hoved alt for længe.

I går besøgte jeg min far igen, alene. Det var hans fødselsdag og solen strålede. I dag tager jeg alle mine drenge med derud igen og denne gang har vi kagemand med. Til vores verdens bedste far og morfar <3