Opskrift på grov spelt focaccia - også et hit i madpakken

Hvornår vågner jeg fra dette mareridt?

064009 042 061

Jeg er omgivet af mine 4 drenge i bilen, solen skinner og der bliver grinet på bagsædet. De to store drenge synger med på endnu en sang med Omsen og Momsen. Et øjeblik bliver jeg sendt tilbage i den gamle stue i Smørum, med pladespilleren i reolen og bøgetræsmøblerne og det store firkantede kassetv, der viser en halv times sjov hver eftermiddag. Alt burde være godt… Men jeg sidder med hjertet oppe i halsen hele vejen.

Vi kører forbi det ene sommerhus efter det andet. Det myldrer med biler og mennesker alle vegne. Nogen cykler, andre går eller løber på rulleskøjter. Mange af nummerpladerne signalerer, at det vrimler med turister. Der er feriestemning og glade dage udenfor bilvinduet. Danmark når det er allerbedst; blå himmel, havduft og frihed.
Jeg har også lyst til at dreje fra og tage mine drenge med på ferie. Glemme alting og bare være.

Vi følger vejen rundt i rundkørslen og tager vejen, hvor pilen peger mod Hospice. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal forvente. Jeg glæder mig til at se min far og mor, jeg ved de venter os. Men jeg er også angst for, hvad vi lander til.

De smukke omgivelser virker på en måde som en hån. Som en svær påmindelse om alt det, der snart er forbi. På den anden side får de én til at sænke skuldrene på et splitsekund, man kan ikke andet end at nyde.

Vi parkerer bilen og går med målrette skridt hen til indgangen og op ad trappen. Jeg tysser på drengene, det føles på en måde som om vi skal være ekstra stille. Vi går ned ad gangen, til sidste dør. Stopper op. Jeg kan høre, at min far snorker. Vi går ind på det store værelse. Han ligger i sengen med altandøren på klem. Det er rart at se ham i omgivelser, der ikke er klinisk hvide og triste. Han sover til lyden af naturens musik. Han ænser slet ikke at der pludselig står 5 mennesker omkring hans seng og kigger på ham med sørgmodige, kærlighedsfulde blik.

Vi lader ham sove og går i stedet en tur ud i det blå. Forbi legepladsen, der bringer smil frem på drengenes læber. Hen langs bygningen, der ligger som et anker midt i alt det smukke. Vinden blæser i håret og stjæler den tåre, der løber ned af min kind.

Jeg kigger op mod min fars værelse, ser gardinet blafre. Jeg kan ikke høre hans snorken hernede, men jeg håber den stadig er deroppe. Jeg tænker på dem, der bor på de andre værelser. På hvem de mon er. Tænker på alle dem der kom og tog herfra igen. Så mange skæbner har hvilet her. Trukket vejret, tænkt nogle af de sværeste tanker, fået hjælp til at give slip.
Jeg kigger ud over vandet og tænker, at man aldrig kan blive klar til at give slip. Jeg er ikke klar til at give slip! Heller ikke selvom det på mange måder slet ikke er min far, der ligger deroppe og snorker. Og kæmper. Jeg er ikke klar til at leve uden min far, som han helt sikkert ikke er klar til at undvære os.

Mit hjerte svider, jeg har lyst til at kaste mig ned på knæ og skrige ‘så væk mig dog fra det her mareridt. Jeg vil ikke mere’ men jeg gør det ikke. Jeg ved jo godt inderst inde, at ingen kan hjælpe mig. Jeg er ved at blive kvalt af magtesløsheden og må koncentrere mig om at trække vejret helt ned i maven.

Vi går op til ham igen. Jeg kan høre hans snorken hele vejen ned ad gangen. Jeg aer ham på armen og kysser ham på kinden, der efterhånden er ved at blive helt blød igen, af de lange skægstubbe. Jeg siger ‘vi ses i morgen’ og håber, det er rigtigt. W vil gerne se morfar med øjnene åbne. Jeg vil gerne opfylde det ønske.

Hele vejen hjem kigger jeg ud ad vinduet. A nusser mig på hånden. Jeg mærker en ro brede sig, selvom knuden i maven forsøger at forhindre det. Min far er det helt rigtige sted nu, når det ikke kan være anderledes. Det sted han for 10 år siden var med til at indvie. Hvor personalet forstår ham og har tid. Hvor der også bliver taget hånd om min mor. Hvor de to, der sammen har været mit sikre anker i 32 år, kan være sammen.

I morgen kører jeg derud igen. Vi ses i morgen, far


 

I onsdags blev min far kørt på Hospice og i torsdags brugte vi dagen derude, alle mine drenge og jeg, sammen med min mor. Min far sov fra det hele. Det må være al den friske luft…

Omgivelserne derude er så helt utroligt smukke. Og kontrastfyldte. Jeg blev ramt af en svær ambivalens, for det hele er så utrolig smukt og så utrolig trist, på én og samme tid.
Det er et sted, hvor der er fokus på livet og sådan skal det være. Et sted med plads, på alle tænkelige måder. Vi kan ikke længere lige kigge forbi 10 minutter, som vi har været vant til, mens han var indlagt her i byen. Men når vi tænker på ham nu, ved vi, at han er i de bedste hænder og det samme er min mor. Det betyder uendeligt meget.

Der er ingen der kan vide, hvordan de næste dage – eller uger – vil forme sig. Sådan har vi levet i lang tid efterhånden. Én dag ad gangen… Det er opslidende. Men jeg håber, at de næste dage – eller uger – bliver gode og smukke. Om det så bliver på den ene eller den anden måde… Med få eller flere ord. Om ikke andet, så bliver de fyldt med omsorg og kærlighed.
Og så ønsker jeg, sådan helt banalt, at solen bliver hængende, for den giver så utrolig meget mere, end de grå skyer, der har hængt tungt over mit hoved alt for længe.

I går besøgte jeg min far igen, alene. Det var hans fødselsdag og solen strålede. I dag tager jeg alle mine drenge med derud igen og denne gang har vi kagemand med. Til vores verdens bedste far og morfar <3

   

18 kommentarer

  • Louise W

    Så smukt og rørende! Kærligheden, sorgen og ægtheden stråler så fint gennem dine ord. Jeg kondolerer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe O.

    Du beskriver det så fint, Pernille; kærlighed, sorg, tårer og håb. For der er altid håb – om det så er for det ene eller det andet.
    Jeg er selv sygeplejerske, og kender “jeres” hospice. Jeg kan kun sige, at det er det fineste sted af sin slags, jeg kender. Jeg ville aldrig tøve med at lade mine kære tilbringe deres sidste tid dér. Bl.a. fordi de så fint har fokus på livet, som du også skriver.
    Jeg har som fagperson ofte stået med familier i en lignende situation, som I er nu. Og vi kan meget i den medicinske verden idag. Og vi gør meget, heldigvis. Vi kan godt redde liv. Men nogle gange kan man også redde et menneskes liv ved at sikre det en værdig død. Giver det mening? Det er i hvert fald et mantra, jeg bærer med mig i mit faglige liv.
    Og nej, ingen af os kan sige noget, der fjerner sorgen fra dine skuldre og dit hjerte. Men der kommer en dag, hvor sorgen får lidt flere nuancer, og bliver nemmere at bære. Det lover jeg.
    De allervarmeste tanker til jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Pernille

    Hvor er du god til at sætte ord på en meget svær tid – er sikker på at det vil hjælpe både din mor og dig igennem tiden der venter.

    Mange tanker til dig og resten af din familie.

    Kh. Pia

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Kæreste Pernille
    Jeg sender dig mine varmeste tanker til dig, din far og hele din familie. Jeg bliver simpelthen så rørt, når jeg læser dine indlæg, de rammer bare så plet på dengang jeg selv mistede min far.

    De varmeste tanker Helena
    Instagram @helenasolskin

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Pernille. Smukke ord til og om din far. Jeg sender dig og din familie mange tanker – godt at du har din familie omkring dig, og godt at du har dine drenge til at bringe glæde i alt det triste.
    Kh Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Kæreste Pernille… Jeg skrev engang til dig, at kærligheden til din familie strømmer ud af dine ord og billeder. Og selvom man som læser – i de seneste indlæg om din far – fornemmer en sorg, der er så tung og massiv, at man næsten kan røre ved den – så stråler kærligheden endnu stærkere ud gennem hvert et ord du skriver.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ligger her på Kreta og stortuder og savner pludselig mine forældre helt sindsygt meget! Dit indlæg er så rørende og ægte at jeg får helt ondt i maven 🙁 Alle gode tanker, medvind og kærlighed til dig og dine. Jeg vil sende din far en kærlig tanke inden jeg liger mig til at sove idag. Det er stort af dig og meget modigt at dele så tunge følelser, men også ekstremt vigtigt, da det er noget vi allesammen skal igennem før eller siden. Tak for dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jonna

    Vildt rørende. Jeg sidder med tårer på vej og mange tanker afsted. Håber dagene derude er gode om end noget af det sværeste ligeså. Kh Jonna

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Puha! 🙁 Jeg må græde lidt med dig lige nu. Hvor er det smukt, rørende og ganske forfærdeligt på samme tid. Jeg tænker på dig og din familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Årh! Varme, solskin og tanker til jer ♡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annitta J

    Utrolig smukt og rørende skrevet. De varmeste tanker til dig og dine.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Pernille.. Hvor er det smukt skrevet – stærke og flotte ord..❤️ Mange varme tanker til jer i den her svære svære tid..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Hvor er det bare helt igennem smukt beskrevet. Og utrolig rørende! Jeg måtte fælde tårer med dig. Jeg sender dig og din familie varme tanker. Ingen fortjener den situation som I står i, men som du så fint beskriver, så er det det rigtige sted for din far, taget situationen i betragtning.
    Jeg mistede selv min far til kræften for 14 år siden. Jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle komme over min fars død. Og jeg er heller aldrig kommet over den. Men jeg har lært at leve med det. Og lever med minderne om min far helt inde i hjertet. Og tænker på ham hver dag!
    Alt det bedste til dig og din familie <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • RUth

    kære du. Jeg kender dig ikke privat men gennem bloggen og alligevel kender jeg lidt af dig. Nemlig det du er igennem. Så jeg vil prøve at svare på dit spg. Hvornår vågner du fra mareridtet. Det gør du – dog først når det er slut. Og det er først slut når din far er død. Desværre. Men jeg liver dig at det er mareridtet også slut. Der starter så noget andet. Om det er bedre eller værre det er nok individuelt. Det er i hvert fald en anden tilstand – sorgen. Og den er hård. Men ikke mararidts agtig. Det er den i hvert fald ikke for mig. Jeg mistede min mor i julen. Og det er stadig hårdt men meget anderledes end da hun var så syg til slut. Der var en kollega der gav mig dette citat da min mor var død. Og på en måde hjalp det mig. Jeg ved godt at du ikke er der endnu. Men måske det kan hjælpe når du kommer hertil. Jeg fik et citat som hjalp mig med at sætte lidt på plads i øverste etage, håber det også kan hjælpe dig:
    “Sorg er hjemløs kærlighed – vi rammes af sorgen, fordi det menneske, vi har elsket forsvinder. Vi er hyldet ind i kærlighed, som vi ikke har nogen steder at lægge. Kærlighed er den eneste følelse, der holder længere end menneskelivet. Selvom den vi elsker, er død, holder vi ikke op med at elske.”
    Mange tanker til dig og din familie. Ruth

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte

    Meget smukt og stærkt skrevet. Det er en enorm svær tid I går igennem lige nu, varme tanker herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • De allervarmeste tanker til dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte Ditlevsen

    Hvor skriver du dog smukt og rørende om noget af det allersværeste- at miste en man har kær og elsker, og så en forælder❤️
    Jeg synes du er så stærk. Du får en dejlig hverdag ud af det med alle dine drenge og er der , med alt hvad der er dig, for din far og mor.
    Tak for dine fine indlæg❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift på grov spelt focaccia - også et hit i madpakken