Er det bedst, hvis det forbliver tabuer?
De sidste uger, har jeg set debatten om død og sorg og de tabuer, der er forbundet med det, poppe op flere forskellige steder i medierne. Sådan lidt pudsigt på en måde, når det også er det, der fylder allermest hos mig lige nu og som jeg efterhånden også har skrevet en del om her…
Jeg er fuldstændig enig i det der er fokus på; at det ikke skal være tabu at snakke om død og sorg.
For det er kærlighedens pris!
Og fuldstændig uundgåeligt, det rammer os alle sammen, på et eller andet tidspunkt, få eller mange gange. Forhåbentlig byder livet på langt flest smil og glade stunder, men hvor der er (stor) kærlighed er der også (stor) sorg. Sådan er det bare….
Selvom det efterhånden er blevet lidt fortærsket, så skrev Piet Hein det så fint engang:
Husk at leve mens du gør det, husk at elske mens du tør det – i bund og grund er det essentielt at huske på, hver dag!
Jeg har haft skrevet om sorg, kræft og død, fordi det faldt mig naturligt. Fordi det er en del af mig lige nu og fordi jeg har haft brug for at sætte ord på noget af alt det, der fylder og smerter. Og jeg har ikke engang overvejet, om det overhoved er noget jeg ‘må’, for det her er jo mit sted…
Men… Når jeg deler nogle af de her ‘tunge’ ting om kræft, sorg og sygdom på Instagram, er der altid en god håndfuld eller flere der falder fra. Den er sikker hver gang. Og jeg synes det er lidt tankevækkende… Livet er ikke kun lyserødt, smilende og storladent. Og det jeg deler her og på de sociale medier, er en bid af mig.
For det meste er det glimt af hverdagsglæde og livet, når det stråler og vi forsøger at gribe øjeblikket, men jeg har også brug for at dele de her ting der er svære. For de er også en del af mig. Jeg har ikke lyst til at ‘lade som om’…
Men jeg forsøger dog at finde de små lysglimt, der trods alt altid finder vej i mørket. Og jeg forsøger at lade dem skinne igennem. Men nogen gange hjælper det, at andre kan genkende ens følelser, også når de er svære. Og jeg håber, og kan se, at mange kan spejle sig i mine ord. At de kan hjælpe andre, der kæmper med de samme følelser.
Jeg kan trods alt også se på de mange kommentarer og henvendelser jeg får, når jeg skriver om min far, at I er mange, der selv har oplevet (noget af) det samme.
Selvom det måske ikke hjælper, så gør det alligevel. At vide at man ikke er alene. At andre også har klaret sig igennem, især de dage hvor det er svært at se, hvordan det nogensinde skal blive lyst igen.
Så TAK til alle jer, der holder til både det lette og det svære. Det varmer og er værdsat!
Jeg har ikke før oplevet sorg i så massivt omfang som nu, men jeg vidste, at det ville komme på et tidspunkt… For et par år siden tænkte jeg ikke så meget over, at det er prisen for at elske. Det mærker jeg nu…
Jeg havde ikke regnet med at det skulle være nu, jeg skulle lære det. Men jeg kan ikke gøre noget for at ændre det… Jeg er nødt til at følge med. Der er ingen vej tilbage.
I går sagde W, at han ville ønske han kunne rejse tilbage i tiden og sørge for, at morfar ikke var blevet syg. Jeg ved præcis hvad han føler, jeg har tænkt det samme. Og selvom det er SÅ svært at rumme hans sorg, fordi jeg ville ønske jeg kunne fjerne den, så han ikke skulle mærke den, så glæder jeg mig også over, at han formår at sætte ord på alle de følelser jeg ved, der fylder i ham. Værdsætter at vi er i stand til at snakke om det, sammen.
Da jeg blev mor, mærkede jeg skrøbeligheden på en helt ny måde. Den lever jeg med hver eneste dag, præcis ligesom alle andre mødre gør det.
Jeg mærker, hvordan døden føles at have som følgesvend i mine tanker, hvert eneste øjeblik lige nu. Det havde jeg ikke forestillet mig den skulle for nogle måneder siden – heldigvis! For man kan ikke forberede sig på det og heller ikke tage nogle af sorgerne på forskud.
Jeg ved stadig ikke, om det egentlig er ‘okay’ at sige højt, at mit hjerte bløder? Om mange helst så, at død og sorg forblev tabuer? Fordi det måske gør det lettere for nogen? At man ikke ‘skal’ spørge ind til det, af frygt for at gøre nogen kede af det?
Jeg er ked af det uanset hvad. Jeg synes faktisk det hjælper, at nogen spørger, bekymrer sig, viser interesse. At jeg kan spejle mig i andre, der genkender min sorg. Snakke med nogen om det, bearbejde det, sige mine tanker højt.
Så hvis jeg kan give ét råd, til dig der står overfor en i sorg, må det være; spørg.
Og acceptér, hvis du får et kort svar, der indikerer at tiden ikke var rigtig til det. Det er ikke en afvisning, men måske en ‘pauseknap’, fordi det gør for ondt at snakke om lige dér. Men spørg igen senere…
Her på bloggen bryder jeg tabuet uden at spørge først, men jeg håber i mit stille sind, at det faktisk er okay…
Jeg kan se, at der er rigtig mange der læser med, når jeg skriver om de her svære ting, så jeg tænker derfor, at rigtig mange kan forholde sig til det, på den ene eller den anden måde (eller bare er nysgerrige..?)
Men jeg vil egentlig gerne høre hvad I tænker: Er det okay at bryde tabuerne? Eller vil du egentlig helst undgå at snakke og læse om svære emner?
Tak fordi du læste med ihvertfald!
Rigtig god dag til jer alle, der forhåbentlig byder på glæde og smil i hobetal <3
Hvis du vil læse flere af mine ord om sorg og kræft, kan du finde dem her
Du formår at skrive både følsomt og stærkt om både livets lyse sider og om sygdom og sorg. Det er en meget fin gave, som du deler ud af. Dine ord sætter sig i tankerne – og jeg er sikker på, at de er til hjælp for dem, som har oplevet samme sorg. Jeg får bare mest af alt lyst til at give dig et stort kram. Instagram er et hurtigt medie, og der er bare ikke rigtigt plads til at falde udenfor kategori uden at der falder følgere fra. Det føles lidt mærkeligt, men er måske bare præmissen for det medie? Kh. Maiken