Fra mig til mig

Er det bedst, hvis det forbliver tabuer?

096

De sidste uger, har jeg set debatten om død og sorg og de tabuer, der er forbundet med det, poppe op flere forskellige steder i medierne. Sådan lidt pudsigt på en måde, når det også er det, der fylder allermest hos mig lige nu og som jeg efterhånden også har skrevet en del om her…

Jeg er fuldstændig enig i det der er fokus på; at det ikke skal være tabu at snakke om død og sorg.
For det er kærlighedens pris!
Og fuldstændig uundgåeligt, det rammer os alle sammen, på et eller andet tidspunkt, få eller mange gange. Forhåbentlig byder livet på langt flest smil og glade stunder, men hvor der er (stor) kærlighed er der også (stor) sorg. Sådan er det bare….

Selvom det efterhånden er blevet lidt fortærsket, så skrev Piet Hein det så fint engang:
Husk at leve mens du gør det, husk at elske mens du tør det – i bund og grund er det essentielt at huske på, hver dag!

Jeg har haft skrevet om sorg, kræft og død, fordi det faldt mig naturligt. Fordi det er en del af mig lige nu og fordi jeg har haft brug for at sætte ord på noget af alt det, der fylder og smerter. Og jeg har ikke engang overvejet, om det overhoved er noget jeg ‘må’, for det her er jo mit sted…

Men… Når jeg deler nogle af de her ‘tunge’ ting om kræft, sorg og sygdom på Instagram, er der altid en god håndfuld eller flere der falder fra. Den er sikker hver gang. Og jeg synes det er lidt tankevækkende… Livet er ikke kun lyserødt, smilende og storladent. Og det jeg deler her og på de sociale medier, er en bid af mig.
For det meste er det glimt af hverdagsglæde og livet, når det stråler og vi forsøger at gribe øjeblikket, men jeg har også brug for at dele de her ting der er svære. For de er også en del af mig. Jeg har ikke lyst til at ‘lade som om’…

Men jeg forsøger dog at finde de små lysglimt, der trods alt altid finder vej i mørket. Og jeg forsøger at lade dem skinne igennem. Men nogen gange hjælper det, at andre kan genkende ens følelser, også når de er svære. Og jeg håber, og kan se, at mange kan spejle sig i mine ord. At de kan hjælpe andre, der kæmper med de samme følelser.
Jeg kan trods alt også se på de mange kommentarer og henvendelser jeg får, når jeg skriver om min far, at I er mange, der selv har oplevet (noget af) det samme.
Selvom det måske ikke hjælper, så gør det alligevel. At vide at man ikke er alene. At andre også har klaret sig igennem, især de dage hvor det er svært at se, hvordan det nogensinde skal blive lyst igen.
Så TAK til alle jer, der holder til både det lette og det svære. Det varmer og er værdsat!

Jeg har ikke før oplevet sorg i så massivt omfang som nu, men jeg vidste, at det ville komme på et tidspunkt… For et par år siden tænkte jeg ikke så meget over, at det er prisen for at elske. Det mærker jeg nu…
Jeg havde ikke regnet med at det skulle være nu, jeg skulle lære det. Men jeg kan ikke gøre noget for at ændre det… Jeg er nødt til at følge med. Der er ingen vej tilbage.

I går sagde W, at han ville ønske han kunne rejse tilbage i tiden og sørge for, at morfar ikke var blevet syg. Jeg ved præcis hvad han føler, jeg har tænkt det samme. Og selvom det er SÅ svært at rumme hans sorg, fordi jeg ville ønske jeg kunne fjerne den, så han ikke skulle mærke den, så glæder jeg mig også over, at han formår at sætte ord på alle de følelser jeg ved, der fylder i ham. Værdsætter at vi er i stand til at snakke om det, sammen.

Da jeg blev mor, mærkede jeg skrøbeligheden på en helt ny måde. Den lever jeg med hver eneste dag, præcis ligesom alle andre mødre gør det.
Jeg mærker, hvordan døden føles at have som følgesvend i mine tanker, hvert eneste øjeblik lige nu. Det havde jeg ikke forestillet mig den skulle for nogle måneder siden – heldigvis! For man kan ikke forberede sig på det og heller ikke tage nogle af sorgerne på forskud.

Jeg ved stadig ikke, om det egentlig er ‘okay’ at sige højt, at mit hjerte bløder? Om mange helst så, at død og sorg forblev tabuer? Fordi det måske gør det lettere for nogen? At man ikke ‘skal’ spørge ind til det, af frygt for at gøre nogen kede af det?
Jeg er ked af det uanset hvad. Jeg synes faktisk det hjælper, at nogen spørger, bekymrer sig, viser interesse. At jeg kan spejle mig i andre, der genkender min sorg. Snakke med nogen om det, bearbejde det, sige mine tanker højt.
Så hvis jeg kan give ét råd, til dig der står overfor en i sorg, må det være; spørg.
Og acceptér, hvis du får et kort svar, der indikerer at tiden ikke var rigtig til det. Det er ikke en afvisning, men måske en ‘pauseknap’, fordi det gør for ondt at snakke om lige dér. Men spørg igen senere…
Her på bloggen bryder jeg tabuet uden at spørge først, men jeg håber i mit stille sind, at det faktisk er okay…

Jeg kan se, at der er rigtig mange der læser med, når jeg skriver om de her svære ting, så jeg tænker derfor, at rigtig mange kan forholde sig til det, på den ene eller den anden måde (eller bare er nysgerrige..?)
Men jeg vil egentlig gerne høre hvad I tænker: Er det okay at bryde tabuerne? Eller vil du egentlig helst undgå at snakke og læse om svære emner?

 

Tak fordi du læste med ihvertfald!

 

Rigtig god dag til jer alle, der forhåbentlig byder på glæde og smil i hobetal <3

 

Hvis du vil læse flere af mine ord om sorg og kræft, kan du finde dem her

   

11 kommentarer

  • Maiken

    Du formår at skrive både følsomt og stærkt om både livets lyse sider og om sygdom og sorg. Det er en meget fin gave, som du deler ud af. Dine ord sætter sig i tankerne – og jeg er sikker på, at de er til hjælp for dem, som har oplevet samme sorg. Jeg får bare mest af alt lyst til at give dig et stort kram. Instagram er et hurtigt medie, og der er bare ikke rigtigt plads til at falde udenfor kategori uden at der falder følgere fra. Det føles lidt mærkeligt, men er måske bare præmissen for det medie? Kh. Maiken

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alle gode tanker til dig og din familie og så et lille PS, siden du nævnte at der falder folk fra, hver gang du nævner de svære emner på din blog og Instagram… Jeg tænker på, at det måske netop er fordi, de kan relatere til sorgen og de tunge tanker, men bare ikke kan rumme at møde dem sådan “uventet” i et ellers måske yndigt feed. Bare en tanke, så du måske ikke føler, at du gør noget forkert. “Det er dem, ikke dig”, og det er okay <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg synes du skriver så fint, indlevende og rørende om noget der er så forfærdeligt og det at du tager alle aspekter med af livet og gør det på en sådan måde at os der ikke lige står i situationen eller måske ikke har oplevet det før alligevel formår at sætte sig ind i hvordan det føles. Det gør dig til min yndlingsblogger og det skal du efter min mening bare fortsætte med. At bryde tabuer, at skrive om stort og småt, at være helt nede eller helt vildt glad. Alt det bedste til dig og din familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille Maria

    Sødeste dig…
    Jeg kender dig jo slet ikke, men alligevel lidt (føler jeg), fordi jeg nu i snart noget tid har fulgt dig her og på IG. Og selvom jeg ikke er god til, at kommentere på bloggen, så bliver jeg nød til det her:

    Det er så okay, at du deler med os – og det er rigtig sejt, at du tør!

    Jeg har aldrig selv haft døden så tæt på endnu, og jeg tænker, at det for mig ikke nødvendigvis er et tabu – men så sindsygt stor en ting, at det for mange – mig i hvertfald – er svært, at sige det “rigtige” til… Ikke fordi jeg så synes, at jeg ikke tør spørge. Men mere fordi, at man så vejer sine ord en ekstra gang.

    Sidste oktober blev min Storm indlagt på Skejby en mandag. Om tirsdagen efter utallige blodprøver og røntgen, fortalte lægerne os, at de mente, at han havde en tumor på lungerne. Flere prøver, en MR-scanning og tre dage senere fortalte de os, at det “bare” var en slem og atypisk lungebetændelse. Det kan slet ikke sammenlignes med det du gennemgår nu – men jeg har aldrig i mit liv oplevet noget så forfærdeligt, og jeg har stadig brug for at tale om det. Og føle mig lille. Og ha’ noget til at nusse mit hår imens jeg græder og fortæller om det…

    Nå, men min pointe var egentlig bare, at jeg synes det er så okay, at du skriver om det. At det er sejt at du kan. Og at det for mig – der jo ikke kender dig – til at sende dig og din familie tusindvis af positive tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Det er så dejligt, at du ikke maler et lyserødt billede. Men at du viser et helt menneske❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kat

    Jeg syntes det er så vigtigt at døden ikke bliver et tabu! Jo mere man taler om det jo lettere bliver det at tale om og forholde sig til. Det bliver aldrig nemt at miste nogen men jeg tror det er vores måde at bearbejde sorg på. Det er vigtigt vi er åbne omkring det også over for vores børn så de tør spørge og undre sig. Døden er jo noget abstrakt noget og måske derfor har så mange svært ved det samt man viser så mange følelser og ens inderste, ved ikke om det giver mening. Men for pokker det er vigtigt at man snakke om det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Kære Pernille
    Jeg har endnu ikke stået i en lignende situation men jeg beskæftiger mig til daglig med døden via mit arbejde. Her oplever jeg en stor lettelse ved specielt de pårørende når jeg taler åbent om det der uundgåeligt kommer til at ske. Når isen første bliver brudt så kommer der ofte en masse tanker og ønsker frem.
    Jeg synes at det er dejligt at du også deler denne side af dig og dit liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Kære P. Jeg vil bare sige tak fordi du deler, både stort og småt. Det er så befriende at du kan rumme at skrive om alt. Det gør dig pt til min favoritblogger. Stærkt arbejde! Jeg er sikker på livet er nemmere at leve, hvis man lukker sorgen ind og giver plads til den, når det kræves. Kh.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Pernille!
    Tak for dit indlæg … – sikke et smukt og berigende indlæg. Jeg falder ikke fra – tvært imod, bliver jeg hængende, fordi livet jo netop også handler om sorg, smerte og død. Med til livet, kærligheden og omsorgen for andre hører også tab og uendelig sorg, som heldigvis blander sig med en enorm taknemmelighed, over at have haft/have gode mennesker i vores liv. Jeg elsker fine billeder, nyder positive opdateringer, men mest af alt rører det mig, når jeg kan mærke at vi lever… Og sommetider skal vi derud, hvor det gør lidt ekstra … for rigtig at mærke efter, hvad der egentlig har betydning. Det kan man ikke forholde sig til, før man står hovedkulds i det, og heldigvis – for så blev det alt for svært. De er dejligt, at du deler – sol, vind, blæst, regn … alt sammen er smukt, og hører med til det at leve liv. Jeg sender dig kærlige tanker … og håber, at solstrålerne må ramme dig. Kh. Kristina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Jeg synes, at det er helt ok at bryde tabuerne -men vigtigst af alt, så synes jeg, at du skal gribe det an herinde helt som du selv har behov for/lyst til 🙂

    Jeg har selv mistet min far samt min mormor og farfar, og det er hårdt! Mest da det var aller tættest på, men det er stadig en stor del af mig i dag, selvom det efterhånden er mange år siden. Man kommer ikke over det, men man lærer at leve med det – sådan har det i hvert fald været for mig.
    Jeg synes stadig den dag i dag, at det kan være ubehageligt at bringe fx. min fars død op i forbindelse med et-eller-andet, da folk oftest bliver utilpasse… men jeg synes altså, at det er vigtigt, at man også kan snakke om den slags!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Hej Pernille!
    Jeg synes det er umådeligt stort af dig at dele ud af de svære tanker. Jeg har ikke selv stået i en lignende situation, men jeg følger alligevel med. Det er en del af dit univers og det er på en eller anden mærkelig vis lærerigt at læse om de svære følelser. Så tak! Jeg har slet ikke ord for, hvor ondt det gør på mig, at du og dine drenge skal igennem så stort et tab, men du skal vide at mine tanker er hos jer!
    Da jeg læste, det du skrev omkring at flere falder fra, hver gang du deler noget omkring sorg/kræft, slog det mig, at jeg tror, det er et valg folk træffer om, at de vil fylde deres feed på instagram med glade billeder, fremfor dem der gør ondt. Det er måske ikke så meget en stillingtagen til ikke at ville tale om døden, men måske mere, at man ikke ønsker en smertefuld påmindelse når man blot lige vil tjekke instagram for inspiration til de gode stunder i livet? Men det er måske netop den slags valg, der også er med til at gøre døden til et tabu fortsat.
    Jeg håber du får en dejlig weekend med masser af solskin! Knus Sandra

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fra mig til mig