Optimisme, realisme, pessimisme

Egentlig føles det som om, mit liv er sat mere eller mindre på standby.
Når jeg er væk fra sygehuset, sidder mine skuldre oppe under ørerne, mine tanker er flyvske, vejrtrækningen stakåndet og når telefonen ringer, skyder mit hjerte op i halsen.
Min far snyder lægerne gang på gang. Når de gisner om, at vi taler timer eller dage, så ender han med at forbløffe alle og kæmpe videre. Det er fuldstændig vildt hvad han kan holde til!
Det ene øjeblik vælter tårerne ud af mig som en stormflod, det næste kan intet længere chokere mig – for en stund i alle fald.

Det er jo sådan set ret godt, at han er så sej! Men, det er godt nok noget af en rutschebanetur følelsesmæssigt og psykisk, hver eneste dag! Jeg ved snart ikke hvad jeg skal tro længere…. Jeg vil jo gerne tro (og håbe) det bedste, men der er hele tiden nogen, der forsøger at ødelægge alle de gode tanker. Hvem skal jeg lytte til? Hvad skal jeg gå efter? Der er nok i virkeligheden ingen der kan give mig noget svar…
De sidste par dage har han været rimelig stabil, i forhold til før weekenden, så jeg har været en del hjemme hos drengene. Det har været tiltrængt, både for dem og mig. Og i går lykkedes det mig sågar at nyde en stille stund med morgenmad og at lave 3 retters menu til os, som vi kunne spise sammen alle 5, samlet om det runde bord.

Selvom min far er i mine tanker konstant, så er det virkelig svært at leve hvert sekund i pause-vente-mode, så i dag har jeg forsøgt at ‘glemme’ for en stund. Ihvertfald forsøgt at lave andre ting, sådan helt almindelige ting som at vaske tøj, nuppe et afsnit af en ny serie på Netflix, renskrive et par opskrifter, spise tærterester, slubre kaffe med snevejrsudsigt og tumle med L.

Jeg har hele tiden den der ambivalente følelse siddende på skulderen. På den ene side føles det helt forkert at lave helt almindelige ting lige nu. Det føles også helt forkert at være hjemme og ikke sidde ved min fars seng. Men jeg kan jo alligevel ikke udøve mirakler derinde, og så længe han sover eller er i narkose, er der ikke så meget brug for mig. Alle siger til mig, at jeg skal spare lidt ny energi sammen, så det har jeg forsøgt at gøre, forsøgt at affinde mig med det….

Det lille håb, der bobler frem igen og igen, har fået lov at tale i dag. Jeg har ‘ladet som om’. Jeg har lyttet til min indre optimist for en stund. Selvom pessimisten presser på, og minder mig om, at vi ikke kan være sikre. At det pludselig kan ske… Det er noget af en indre, blodig slagmarksbattle, der hele tiden er i gang. Jeg ved, at realisten (og vel egentlig også pessimisten) vinder til sidst, men hvornår, er der ingen der ved… Og helt ærligt; hvem kan holde til at gå rundt hver dag og vente på døden? Det er da ikke en måde at leve, vel?

Måske kommer der nogle ‘helt almindelige’ blogindlæg de næste dage. Hvis tid og overskud er til det. For jeg har brug for en pause indimellem, brug for at lave noget helt andet end at tænke på sygdom, jeg er nødt til at holde mig i gang… Det håber jeg er okay med jer 🙂

Rigtig god aften