På egne ben

Sorg

086

I lang tid har døden leget gemmeleg med os. Vi har ventet på og frygtet hvornår den ville finde os. Nu brænder tampen.
Mit hjerte er frosset, maven er forvandlet til en hvirvelvind, mine øjne svier, mine hænder er kolde, der sidder en konstant klump i halsen, en evig tåre på kinden, min krop dirrer.

Jeg føler afmagt i højeste potens. Spørgsmålene står i kø. Jeg ved ikke hvor jeg skal finde svarene.

Hvordan skal jeg kunne undvære min far? Hvordan skal jeg kunne blive klar til det? Hvornår vågner jeg fra det her mareridt?
Jeg synes det er så uretfærdigt, at alt det her sker, det er ikke tiden til det her nu!

Hvordan skal jeg (kunne) fortælle mine drenge, at morfar snart skal være en engel?
Hvorfor skal han slutte livet af med at mærke det så hårdt? Hvorfor kan jeg ikke tage nogle af hans smerter?
Selvom det er en del af processen nu, at der er tanker der skal tænkes og ord der skal siges, synes jeg alligevel det er umenneskeligt, at han skal have en dødsdom. At han skal have tid til at tænke over alt det han snart skal undvære.

Tårerne løber og de får lov, men jeg er i tvivl om, om de nogensinde vil stoppe igen…
Jeg bærer ikke kun min egen sorg. Jeg bærer også mine drenges.
L har fuld fart på, han udvikler sig med lynets hast. På en måde føles det som om, han vil nå at vise morfar så meget som overhoved muligt…

De sidste måneder, hvor sygdom og kræft har overtaget, har jeg været der for min far. Været sammen med ham, hjulpet ham – og min mor selvfølgelig. Jeg håber jeg kan gemme alle de gode stunder fra vores kaostid, i en lomme der aldrig bliver slidt hul på.

Selvom det har virket grænseoverskridende, så har jeg taget billeder og optaget video undervejs. Også på sygehuset. Fordi jeg ved, min hjerne ikke kan lagre alting. Fordi jeg ikke har lyst til at glemme.

I mit stille sind bærer jeg håbet, at lægerne tager fejl. At der er andre slutninger, end den de forestiller sig. Og indtil da, så sidder jeg her ved min fars side og ser hans benede skulder bevæge sig langsomt op og ned, mens min mor aer ham på panden <3

   

40 kommentarer

  • Mia

    Puha – får helt våde øjne og ondt i maven af dit indlæg. Det du beskriver er mit værste mareridt, da jeg også er meget tæt på min far, og jeg kan slet ikke overskue hvor fortvivlende det må være.
    Hvor jeg dog føler med dig og sender sjælefred, kleenex og bjørnekrammere din vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille Maria

    Sødeste Pernille… Jeg har ikke ord der kan trøste… Men jeg sender dig så mange mange varme og kærlige tanker!
    Knus herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ulla Wessel

    Jeg kender din smerte. Mistede begge mine forældre til kræften med 7 års mellemrum.
    Min mor døde da jeg ventede min ældste dreng, der i dag er 16 år. Hun nåede aldrig at se Victor.
    Min far og Victor havde stor glæde af hinanden og da lillebror Oscar, der i dag er 10 år kom til verden, fik min far dommen. Lungekræft og en tidshorisont på 8 mdr.
    Min far nåede at se Oscar tage sine første skridt inden han sov ind med mine søster og jeg ved hans side en smuk sommeraften.

    Under min fars sygdomsforløb valgte jeg at tage plejeorlov. Den beslutning hjalp mig gennem sorgen. Jeg levede et helt liv med min far på kun 6 mdr. Vi greb hver dag, tog til Samsø og spiste nye kartofler, spiste is sent sent om natten og snakkede om døden, livet og om Nangiala mon virkelig fandtes. Vi lavede aftaler om, at hvis der virkelig var noget efter døden, at han skulle kigge forbi engang imellem. Den aften han døde, var jeg klar til at sige farvel – sorgen var der, men minderne fyldte mere og visheden om, at vi skulle ses igen.

    De bedste tanker
    Ulla – i dag 41 år og mor til 3 drenge 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Tænker sådan på dig og din familie. Desværre er vi alt for mange der har været igennem dette. Jeg har selv mistet begge mine svigerforældre til denne sygdom. min søn kæmper lige nu også mod, heldigvis er oddsene pt gode. Du skal vide at vi er mange der tænker på jer, ikke at det ændre situationen. Gode tanker herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja Astrup

    Det gør mig så ondt at du/i skal igennem alt dette og jeg husker selv den sidste tid med min far, og begynder at græde, både fordi jeg savner min far hver dag, selv efter 7 1/2 år og fordi jeg kan mærke din smerte.
    Jeg sender jer masser af kram og tanker 💙

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Årh, nej Pernille – hvor gør det mig ondt at I er der nu 🙁 Gid jeg kunne sige/skrive noget der kunne lette dine skuldre og fjerne din bekymring og sorg – men det kan jeg desværre ikke :o(. Kan kun forsikre dig om at det er helt ok at sætte alt andet på standby, kører hverdagen på autopilot og græde sammen og alene…og glædes over de små lyspunkter der også kan være i en trist og hård tid.

    Kan kun opfordre dig til at tage masser af billeder og videoer (også af det, der er knap så kønt), for ja, minderne bliver værdfulde en dag <3.

    Hvis han stadig er på sygehuset, kan jeg på det varmeste anbefale en hospiceplads. Mere omsorgsfulde sygeplejersker har jeg aldrig mødt – og det er så trygt og smukt, både for den kræftramte og pårørende at komme sådan et sted (også før børn).

    Masser af knus og kram fra Pia

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det gör ont att läsa ditt inlägg, jag känner så väl igen mig i vartenda ord, eftersom jag nyligen varit där själv med min mamma. Maktlösheten, sorgen och känslan av orättvisa. Det är en så overklig och omänsklig situation att vara i.
    Försök att vara hos din far så mycket som du kan och orkar, det var i alla fall något som var viktigt för mig och som jag tycker känns bra i efterhand. Varma tankar till dig och din familj. Ta hand om varandra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camille

    Sikke en hård tid I går igennem. Livet føles bund uretfærdigt nogen gange. Jeg har selv mistet min mor mens jeg var gravid og der er intet man kan gøre for at forberede sig på det. Det er skrækkeligt men man lærer at acceptere det med tiden. Men savnet bliver ens følgesvend. Først i form af smerte men senere i form af lys og kærlige minder. Din far er heldig at have dig og jer ved hans side.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Everything will be okay in the end. If it’s not okay, it’s not the end.

    Tanker til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Mange tanker til dig og dine herfra! Livet er så uretfærdigt til tider 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna Fantelastika

    Mange varme tanker til dig og
    Din familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Kære du. Hvor jeg dog føler med dig, og jeg sender dig masser af varme tanker. I sommer mistede jeg alt for tidligt min moster, som jeg altid har været tæt på og holdt meget af, og selv om det selvfølgelig er noget helt andet, når det er ens forældre, kan jeg sådan følge det, du og din familie går igennem med et barskt sygdomsforløb, afmagten, kærligheden og alle de smertefulde tanker om et liv, der lakker mod enden.
    Jeg håber, din far bliver hos jer længe endnu, men hvis du skal sige farvel til ham, vil jeg bare give en lille idé videre. Den dag min moster døde, plantede hendes sønner og børnebørn en hjertebusk i haven, og nu spirer og vokser den så fint i det nye forår. Det synes jeg, er sådan en smuk og livskraftig måde at mindes et elsket menneske på – for både børn og voksne.
    De allerbedste hilsner til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte

    Det er så frygteligt uretfærdigt! Varme tanker til dig og din familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Åhhh er frygtelig ked af at hører at det går den vej med din far😔
    Kan kun forstille mig ganske forfærdelig din situation er, men det lyder heldigvis til at du suger det sidste til dig, og tilbringer så meget tid med ham som overhovedet muligt. Man blir aldrig klar til at miste, men med tiden lærer man at accepter det.
    Jeg håber i får nogle gode dage med ham, inden han blir til en engel. Husk han vil altid være hos dig/ jer, i hjertet gemt aldrig glemt. Han vil være hos jer, og jeg tror på at man kan mærke dem også selv når de er borte💖

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katten

    Kære Pernille
    Hvor er jeg ked af at høre hvor i står nu. Det erbenhårdt og der er nok ikke noget vi kan sige der ændrer det. Men hvor er det dejligt st jeres kærlighed til hinanden er så stor og dine forældre sammen har nået at opleve alle dine 3 drenge! Billeder af dem med deres morfar betyder så meget og en dag kan man kigge på dem selvom det er svært st forestille sig nu.
    Jeg sender du og hele din familie mange varme tanker!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • lotte keiser

    kæreste pernille.
    Mange varme tanker til dig og din familie i denne svære tid.
    Jeg kan godt forstå, at du er så ked af det, og slet ikke tror du kommer videre, men det skal du nok komme efter et stykke tid. Og jeg er sikker på dine drenge, klarer det meget bedre, end du forestiller dig det, når de får det at vide hvordan det står til med din far. Måske ved de allerede det på forhånd, for de små purke kan mærke, opsnappe og føle hvad der foregår omkring os.
    Jeg er også sikker på, din far godt ved, hvor meget du holder af ham, men lige i denne her situation er det jo lidt svært at tale om følelser med sine forældre. Fik det selv sagt til min mor lige inde jeg mistet hende for snart 10 år siden. Jeg kan varmt anbefale hospice. Og husk at der altid er hjælp, I kan jo altid få bevilliget hjælp fra hjemmeplejen, så I stadig kan være pårørende og ikke skal yde personlig pleje.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Det gør mig meget ondt. Jeg har selv haft brystkræft og lever i en evindelig angst for at det skal komme tilbage og skille mig fra min datter. Jeg har haft mere end to år nu, hvor døden har føltes som en fast sidekammerat. Og jeg tænker at det er både godt og ondt at man får mulighed for at konfrontere sig på denne måde med altings forgængelighed. Og gøre status over sit liv. Jeg er ung, og jeg drømmer om at få en afsked, som din far – vide at min datter er et stærkt og godt sted i livet og med børnebørn, som jeg har mødt, holdt og krammet. Det er et smukt liv. Og et liv der leves videre i flere generationer. Du skal nok finde en vej igennem sorgen – og hvor er det vigtigt, at du stadig passer på det lille håb. Når alt kommer til alt, er de dage vi får, så meget vigtigere end dem, vi mister. Tak for en fin og mangesidet blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte Carlsen

    Ååhh, Pernille. DEt er så hårdt. Jeg har selv prøvet det. Det gør så ondt, og sorgen er virkelig ubærlig. Tanker om alt det man ikke skal opleve sammen fylder så meget lige nu for dig. Men det at du har været der for din far og din mor, din omsorg og kærlighed og dine lækre kager – som har været så varmende at være vidne til – må forhåbentlig være en lille trøst i denne tunge tid. Når det så er sagt, så lærer man faktisk at leve uden sin far – det gør ondt i et godt stykke tid, men en dag fylder minderne mere smerten.
    Jg sender dig og din famile de varmeste tanker.🙏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh altså. Alt det bedste til dig og din familie ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Øv, hvor er det uretfærdigt og møghårdt! Jeg håber, lægerne tager fejl! Forbandede sygdom 🙁 Mange knus og tanker til dig og familien <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Din far er heldig han har dig og jer og I er heldige at have ham, kærligheden er det største der findes. Alt det bedste til jeres familie ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Ja, kærlighed er det største der findes og samtidig det der gør allermest ondt, men det er prisen. Tak for dine ord

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dine ord rammer mig, fordi jeg ved, at jeg kommer til at sidde i din situation på et tidspunkt inden for en overskuelig tid. Min mor er også ramt. Uhelbredeligt. Der er ro på nu, men ingen ved hvor længe. Og jeg kan slet ikke overskue, at den sorg, du sidder med lige nu, skal tackles. Jeg ved ikke hvordan.

    Masser af virtuelle kram din vej, selvom jeg ikke kender dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Smukke og samtidig så triste ord. Tanker til dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine P

    Kram og varme tanker til dig og dine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Årh hvor gør det ondt at læse! Tanker og kærlighed til jer ♡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Mine tårer triller Pernille. Alt det bedste jeres vej. Vi vil tænke på jer <3 Giv alle omkring dig et kram fra os og få dem til at give dig et par tilbage. Kærlig hilsen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Puha. Endnu engang minder du mig om hvor skrøbeligt livet er. Jeg synes du er så sej og tænk at din far har dig ved hans side til det sidste. Jeg sender mange tanker jeres vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tusind tak Ida. Ja, livet er så skrøbeligt og det er det sværeste jeg har prøvet, at skulle være en del af slutningen, men det er den pris jeg må betale for at elske betingelsesløst <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh tanker til jer. Jeg mistede selv min far i 2013. Hver gang jeg vågnede op håbede jeg på at det var et mareridt. Jeg savner ham så uendeligt meget. Men hvis det kan trøste, så lærer man at acceptere det. Man lærer at leve med det. Ens indre landkort tager de med sig når de dør. Man skal derfor lave et nyt, som passer til et liv uden dem. Knus herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Ja, du har helt ret. Jeg forsøger at trøste mig med, at det ikke vil smerte så meget som det gør nu, for evigt, selvom det er svært at forestille sig. Det bliver jo aldrig det samme igen…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Du er et smukt menneske og din måde altid at vise kærlighed og nu også sorgen er ligeledes meget smuk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Kram og gode tanker til Jer

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På egne ben