Dagens påskekage

Kokosmakroner a la fuglereder

053 059 057062 063

Nu er det ikke fordi alting skal gå i (påske)kage her på bloggen, det lover jeg 😉 Men jeg synes lige de her små fuglereder fra gårsdagens påskefrokost skulle have en plads også… Det er jo trods alt kun påske én gang om året 😉

De her er, i modsætning til lagkagen fra i går, temmelig hurtige at lave og et hit hos enhver kokosentusiast, såsom min far og jeg 😉
Og så vil jeg vove den påstand, at alle kan være med i køkkenet, når den står på kokosmakroner. De er ret lette at give sig i kast med…

Jeg har brugt min opskrift på kokosmakroner og blot formet dem som små reder i stedet for toppe. Jeg valgte at pynte dem med smeltet, mørk chokolade og mandelæg, men det er helt op til dig, hvordan du synes de skal se ud 🙂 De kunne garanteret også være lækre med lidt chokolade og frisk frugt i fine, små stykker, men det kræver så nok at de bliver spist med det samme, så bundene ikke bliver bløde

Opskriften er på ca. 8 stk, alt efter hvor store eller små du laver dem. Men jeg kan godt anbefale at fordoble opskriften, for de er hurtigt væk 😉

Du skal bruge:
80 gr. sukker
1 æg (M/L)
125 gr. groft kokosmel
2 spsk. kokosfibermel (eller spelt/hvedemel)
1/2 tsk. vanillepulver
10 gr. smeltet smør

Chokolade til smeltning/pynt – jeg bruger ca. 50 gr. god, mørk chokolade
Mandelæg eller andet (påske)pynt

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 175 grader varmluft

Smelt smørret i en lille gryde. Pisk æg og sukker et par minutter, til det er blevet til tyk æggesnaps. Bland kokos, mel og vanillepulver i en skål og rør det i æggesnapsen. Rør smørret i til sidst. Hvis dejen er for klistret kan du tilsætte lidt ekstra mel og røre rundt igen.

Form små kugler, som du placerer på en bageplade med bagepapir. Tryk dem ned i midten mens du støtter rundt i kanten med fingrene, så det bliver til små fuglereder. Dyp fingrene i vand undervejs, så dejen ikke klistrer fast. Sørg for at trykke massen nogenlunde sammen, så de ikke falder for let fra hinanden når de er bagt.
Sæt bagepladen i ovnen i ca. 12-15 minutter, til fuglerederne er let gyldne. De må ikke få for meget, så bliver de tørre. De vil føles lidt bløde når du tager dem ud, men de sætter sig når de køler af.

Mens de køler lidt af, smeltes chokoladen over vandbad. Dryp chokoladen ned i rederne og læg pynten ovenpå.
Skal de hurtigt være klar til at blive spist, kan du med fordel chokke chokoladen og sætte dem i fryseren 5-10 minutter.

Vupti, små påskekager på nul komma dut 🙂 Rigtig god mandag til jer alle!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagens påskekage