Fuld fart frem

Om håb og det der er værre….

099

Solnedgangen i går aftes… Aldrig den samme, men smuk hver eneste dag!

I dag skal jeg et smut til Aarhus med mine forældre, min far skal til sygehustjek og bagefter skal vi hygge med lækker frokost i byen. Det glæder jeg mig til. Imens vil jeg dele lidt (dybe) tanker med jer, for de rumsterer i mig og jeg har brug for at få dem skriblet ned.
I er mange der er søde at spørge til min far, også på IG, tusind tak for det, det varmer utrolig meget! Jeg har ikke skrevet så meget om kræften, siden updaten 2. januar, hvor vi startede året med et chok, men i dag kommer der lidt nyt til…

Det er snart 3 år siden min far fik konstateret kræft første gang. Vi har kæmpet og kæmpet. Det har været en umenneskelig rutschebanetur, både for ham, der har lagt krop til, og for os som pårørende.

For et par måneder siden stod det pludselig foran mig, sort på hvidt, at sygdommen er kommet der til, hvor det ‘kun’ er palliativ behandling der kan tilbydes. Kræften vil aldrig forsvinde. Det ramte hårdt!
Jeg havdel indtil da, forsøgt at skubbe alle de triste, sorte tanker væk, holde mig oven vande, men det var svært at ignorere det, når det stod lige dér foran mig.
Heldigvis er der mange, der lever længe med palliativ behandling, ja flere år endda, og det håb lever vi med nu <3

Midt i denne tumult, har jeg tænkt meget over det med at få fortalt dem man elsker, at man elsker dem. Få sagt det højt, alt det man tænker. Ikke tage for givet, at de ved det, selvom de garanteret gør det.
Og I er sikkert mange derude der har stået eller står i en lignende situation. Og hvis jeg kan hjælpe til med at nedbryde et tabu, at snakke om sorg, at gøre det ‘normalt, for det er en uundgåelig del af livet, så vil jeg gerne det og derfor deler jeg (nogle af) mine tanker med jer.

Jeg ved nu, at min far er uhelbredeligt syg, jeg har fået chokket, at jeg ikke kan have ham ved min side for altid! Min naive barnetro er brast. Voksenfølelsen er ubærlig, men uundgåelig. Mit hoved tager styringen og gør alting konkret, udførende, mens mit hjerte skriger af smerte. Hvis mit hjerte fik lov at bestemme, ville jeg gå i opløsning. Min hjerne holder stædigt fast i, at jeg skal bevæge mig, gøre det ‘jeg plejer’, kæmpe, holde ud og heldigvis for det! Indimellem forsøger jeg at få min hjerne til at forstå, at mit hjerte også skal have plads, og så græder jeg. For ellers er jeg bange for, at jeg drukner, den dag mit hjerte slår en sprække.

Da jeg blev mor, fik døden en anden betydning i mit liv. Sådan er vi nok mange der har oplevet det….?
Den kom tættere på, frygten for den ihvertfald. Men det er jo ikke ‘kun’ min far jeg kan risikere at miste. Selvom det er det der fylder lige nu. Der er jo ingen af os der ved, hvad dagen bringer. Så egentlig burde vi fortælle hvad vi føler, til alle der betyder noget for os. Men det er jo bare ikke så let endda… For vi skal heller ikke leve i frygt for i morgen. Og vi kan ikke leve hver dag, som var det den sidste… Efter et par dage føles det kunstigt. Så længe hver dag nydes, opleves, duftes, smages, høres, så har man gjort hvad man kunne.

Indtil videre vil jeg fortsætte med at vise min kærlighed til mine nærmeste, både i ord og, måske allermest, i handlinger. Og så vil jeg lade tankerne og ordene til min far fylde, for de er der. Hele tiden… Og de fortjener plads… De behøver plads.

En af de ting jeg har allersværest ved lige nu er, at jeg ikke ved ‘hvor vi står’. Min hjerne vil have svar.
Indimellem kan jeg helt glemme, at han faktisk er syg. Men pludselig, som lyn fra en klar himmel, kan det slå ned i mig og lamme mig. Visheden om, at vi kæmper.
Om 3 uger skal han til scanning igen og så må vi se hvad de kan sige. Indtil da fortsætter vi kampen.
For helt ærligt, hvis man affinder sig med, at der ikke er noget at gøre, accepterer at der er større magter et sted, der har bestemt ens skæbne, hvordan skal man så få benene ud over sengekanten om morgenen? Blive ved at kæmpe med genoptræning og øvelser?
Skal man bare opgive håbet? Fandme nej. De har jo taget fejl før…
Indtil det modsatte er bevist, så er ‘vi’ uskyldigt dømt..

Indimellem overvældes jeg af en urimelighedsfølelse. Jeg synes simpelthen ikke det kan være rigtigt, at jeg skal stå midt i det her! Jeg er ikke klar til at undvære min far!
Det koster mange kræfter at kæmpe hver eneste dag. Jeg kan se det på min far, men som pårørende er det såmænd mindst lige så hårdt, omend det tærer og koster kræfter på en anden måde.

Jeg tænker over, hvordan det må være at få revet én man har kær brat fra sig. At miste helt uforberedt, med et pludseligt chok. Det må være forfærdeligt.
Men på den anden side, så synes jeg også det er umenneskeligt at gå og vente på at det skal ske. På chokket. Uanset hvad, så kan jeg jo ikke forberede mig på sorgen. Det eneste jeg kan gøre er at huske at værdsætte hvert eneste øjeblik vi har sammen, min far og mig. Og jeg føler mig meget taknemmelig over, at jeg kan være så meget sammen med ham og hjælpe ham hver gang han har brug for det. Min barsel har givet mig så meget igen, på så mange planer.

Nu vil jeg nyde dagen i dag, på tur med min mor og far <3
Tak fordi du læste med

HLav en god dag!

 

Hvis du vil læse flere af mine kræfttanker, så klik og kig her

   

13 kommentarer

  • Rutsje

    ♡♡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Kære Pernille. Det gør mig meget ondt at høre med din far.
    Jeg håber at I, i den samhørighed man fornemmer I har i familien, netop finder styrken til sammen at glædes over alle de små (og store) ting.
    Mange tanker til dig og din familie…. Nanna

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tusind tak skal du have Nanna. Ja, heldigvis har vi hinanden!
      Rigtig god dag til dig. De bedste hilsner fra Pernille

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Kære Pernille. Så stærke ord og så rammende ord. Stod i det samme for 9 år siden hvor min far også var ramt af kræft og det eneste de kunne tilbyde var palliativ behandling … Sikke en mavepumper! Jeg giver dig ret i at selv om det lyder så flot så kan vi jo ikke leve hver dag som den sidste – det er utopi at tro at man helhjertet kan gøre det. Men det er i de små ting, vi skal finde glæde midt i alt det uforståelige og meningsløse. Mange kærlige tanker fra Karen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tusind tak Karen. Åh jeg er ked af at høre, du har stået i en lignende situation. Og du har så ret, det er de små ting der tæller. Det forsøger jeg at huske på og leve efter hver eneste dag <3 Tak fordi du læste med

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine F

    Jeg tror, det er to forskellige typer sorg – om det er noget, der sker brat eller noget man ved vil ske. Og nej, det kommer ikke som et chok, men som du skriver, så kan man ikke forberede sig på sorgen. Jeg har mistet en, hvor vi i et halvt år vidste, at det var den vej, det gik. Udover sorgen over selve tabet kom også kulminationen af de følelser, der havde været i det halve år.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tak fordi du læste med Josefine, og for din kommentar. Jeg tror også det er to forskellige typer sorg, og derudover sørger vi nok alle forskelligt også. Men hårdt, dét er det, uanset de præcise omstændigheder. Jeg er ked af at høre, du også har stået i det

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    sender dig ufattelige mange tanker.
    Jeg har selv mistet min far for godt tre år siden, det var uden tvivl den største sorg der har hent i mit liv, men man lærer heldigvis ar leve med sorgen sammen med de nære familie og venner.
    Sender dig de varmeste tanker både til dig og din familie.
    Kærligst Helena

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tusind tak Helena!
      Jeg er ked af at læse, at du har mistet din far. Lige nu kan jeg (og mit hjerte) slet ikke forestille mig, at jeg kan komme ud på den anden side, men jeg ved helt rationelt godt, at tiden lærer én at tackle sorgen. Men lige nu får den plads

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Tak for dine tanker. Jeg vil gerne anbefale bogen “skæld ud på Gud” af Preben Koch. Det er en klog bog om bla sorg, og man kan også få noget ud af den som ikke-religiøs.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Et meget ærligt og rørende i indlæg med tanker som vi alle kan relatere til… Din far er heldig at have dig i denne tid – ikke alle er så privilegerede. Hav en dejlig dag med familien – og nyd livet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tusind tak Anne-Sophie, det var sødt af dig at skrive! Vi har haft en rigtig dejlig dag og skabt endnu et par gode minder, ingen kan tage fra os <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fuld fart frem