Noget om (frustrerende) skole/hjem samtaler…

Egentlig vil jeg helst ikke diskutere den ‘nye’ skolereform, for ærligt, så ved jeg ikke nok om det, til at kunne diskutere den på et ordentligt, fagligt grundlag.
W begyndte i skole, da den nye reform var trådt i kraft, og vi har derfor heller ikke oplevet hvordan skolen fungerede før reformen, så vi har ikke som sådan noget at sammenligne med…

Men… Jeg er alligevel nødt til lige at få lidt luft for min frustration og forundring.. Og lufte mine tanker.

I går var A og jeg af sted med W til den første ‘rigtige’ skole/hjemsamtale.
Noget helt andet end den vi var til, sidste år, i 0. klasse. Jeg var spændt på at høre noget, for det er ikke meget vi kan hive ud af W herhjemme, andet end ‘det går fint’, ‘det har været en god dag’, ‘ja, ja det har været sjovt’ osv. Alt sammen noget vi har taget som gode tegn 🙂
Og så sørger vi (selvfølgelig) for, så godt vi kan, at han får lavet sine lektier og læst i læsebogen hver dag.

Nu er W jo vores ældste lykkespire, så derfor er vi også ret nye skoleforældre. Vi aner ikke ‘hvad de skal kunne’ hvornår, hvad de andre kan, om han kan det han skal osv. Det eneste vi ved er, at vi nok ville høre fra skolen hvis noget var galt. Det har de ihvertfald ‘lovet’. Så vi arbejder ud fra den gamle devise, at intet nyt er godt nyt..

Selvom vi ikke oplever problemer som sådan, nok ‘bare’ dagligdags mit-barn-er-skolebarn-issues, så så jeg alligevel frem til at snakke lidt med hans lærere, høre hvordan de oplever ham, om de ser den samme dreng som jeg/vi gør osv. osv. Men… Det er altså ikke meget man kan nå på 15 minutter!

Jeg har ladet mig fortælle, at det er pga. reformen, at vi kun har 15 minutter til samtalen.
Altså 15 minutter, punktum! Der blev såmænd sat et ur og det hele!
‘Hvordan synes du det går W?’ ‘Ja, vi tror faktisk du har et ret godt overblik over, hvordan du går og har det’
Og bip bip bip, så er tiden gået…
Okay, vi nåede lige at vende et par ting mere 😉
Og ja, undervejs rankede jeg ryggen og mit hjerte smilede. Jeg glædede mig over, at hans lærere faktisk ‘ser’ ham, anerkender ham, forstår ham. Kan se at han har brug for ekstra udfordring, at han er dygtig og øver sig. Alt er sådan set godt, uden pral. Bare ren og skær mor-stolthed 🙂
Men på trods af det, at vi ikke skulle diskutere svære problemstillinger osv., så gik vi stadigvæk derfra med en masse ubesvarede spørgsmål og ting vi gerne ville have nævnt, men som der ikke var tid til…

Helt vildt frustrerende! Og jeg kan ikke lade være at tænke på dem, der har lidt ekstra at skulle have snakket om. Der kan jo være så mange ting der ‘presser sig på’, ting der fylder lidt ekstra.
Vi fik f.eks brugt i omegnen af et halvt minut på at nævne, at min far er blevet kræftsyg igen. For vi synes det er vigtigt de ved det. Skulle vi have prioriteret at skrive det på en mail i stedet, så det halve minut kunne have været brugt på noget andet?
Åh altså… Og lærerne nævnte selv, at der ikke er meget tid til at skrive hjem og slet ikke ringe eller mødes.
Helt ærligt, jeg synes det er kritisabelt, at der ikke er mere plads til skole/hjem-delen, for jeg tænker, at for at vi kan få ‘hele’ børn ud på den anden side, så er vi nødt til at samarbejde?

Og hvis vi herhjemme kun kan arbejde ud fra det W fortæller fra og om skolen, så er der altså ikke meget at gå ud fra… 😉 (Mon I er andre skoleforældre der kan nikke genkendende til det?)

Som nævnt i starten, så ved jeg ikke hvordan de her samtaler forløb tidligere. Men uanset, så kan jeg ihvertfald godt forstå, hvis der er nogle lærere derude, der føler de mangler viden, for at kunne forstå og rumme hver enkelt elev og hjælpe dem bedst muligt på vej. For selvom man gerne vil putte børn i kasser, så er der altså ikke to børn der er ens…
Som forældre kan vi så bare håbe, at vores børn har lærere, der ser vores børn for det de er og (hjælper med at gribe) griber dem, der hvor de er…